Signe Bisgaard er komponist, pianist og studieleder for de skabende uddannelser på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun også selv er uddannet fra. Hun er også årets modtager af Jazzselskabets Gaffelpris, som er Danmarks ældste jazzpris. Prisen har været uddelt siden 1973 og tildeles en person, der virker for, eller har virket for jazzmusikkens udbredelse i Danmark og for kendskab til jazzmusikken generelt. Dansk Musiker Forbunds Aarhus Afdeling var årets sponsor af prisen, og jeg havde den store glæde af at overrække den til Signe ved gaffelpriskoncerten på DOKK1 den 11. februar 2022. Her spillede hun med orkesteret ’Langsom Horisont’, som var sammensat særligt til lejligheden.

Med et musikrum i bofællesskabet og en mor, der spillede i band, er Signe Bisgaard vokset op i et hjem, hvor musik var en helt naturlig del af hverdagen. Det var noget, man gjorde sammen. Der var ofte musikere i huset, og Signe tilbragte de fleste af sine sommerferier i Bulgarien, da hendes mor havde forelsket sig i den bulgarske musik og derfor tog familien med til Bulgarien, hvor hun fik undervisning og spillede koncerter. Dengang stod den bulgarske musik ikke ligefrem på Signes hitliste, men i dag synes hun, at den er utrolig smuk.

Naturligheden og umiddelbarheden i at spille musik med ledte Signe ud på en rejse fra Byhøjskolens jazzlinje og senere ind på Det Jyske Musikkonservatorium. Det var ikke stjernedrømme og store scener, der stod tegnet på den musikalske drømmehorisont, men glæden ved og naturligheden i at spille musik, der ledte vejen.

Signe dimitterede som kandidat fra RM-linjen på Det Jyske Musikkonservatorium i 2009 og var på dette tidspunkt begyndt at prøve kræfter med at skrive sin egen musik. Skabertrangen voksede ud af et behov for at sætte sin egen musikalske retning i jazzen og gå på opdagelse udenfor de stier, der allerede var trådt. Signe vendte således tilbage til Det Jyske Musikkonservatorium, men denne gang som studerende på solistuddannelsen i komposition, hvorfra hun dimitterede i 2013. Vi taler om den proces, det er at få fra pianist til komponist. I begyndelsen spillede Signe selv med i sine kompositioner, men over tid begyndte hun også at skrive sig selv ud af musikken og dirigerede i stedet sine værker. Det var en ny og spændende rolle, hvor Signe fortsat var en del af musikken, men uden selv at være bag tangenterne. Faktisk var det en del år siden, at Signe sidst havde spillet med i sine værker, da hun den 11. februar satte sig bag klaveret til gaffelpriskoncerten.

Vi taler om, hvad der kendetegner Signe både som komponist og som person. De seneste år har hun samarbejdet med Aarhus Jazz Orchestra omkring flere store opsætninger og har udforsket mødet mellem musik og andre kunstarter med henblik på at invitere publikum ind i en helhedsoplevelse. Det visuelle og det auditive smelter sammen i en samlet historiefortælling i Signes værker. Heraf kan eksempelvis nævnes hendes værk ’Shanghai – The Never Ending Bigband Experience’ fra 2016, som forener musik, interaktiv digital scenografi, og historiefortælling i et helt nyt scenisk format, hvor samspillet mellem det visuelle og det auditive formidler historien om en ung piges oplevelser i en spændende, blodig og afgørende metropol i 1920’ernes Kina.
De store værker og den store lyd er den ene side af Signes udtryk. Den anden side er stilheden, pauserne og eftertænksomheden. Hun beskriver, at hun bevæger sig mellem at være ekstrovert og introvert, larmende og stille, undersøgende og besluttet. Signe ser kvaliteter i disse kontraster, som jeg her vælger at kalde en dans med dobbeltheden, fordi de bidrager til hinanden. Der behøver ikke at være et klart mål hele tiden, og målet er ikke ens hver gang.

Jeg spørger Signe, hvad det betyder for hende at være modtager af årets Gaffelpris. På mit spørgsmål svarer hun, at anerkendelsen fra netop Jazzselskabet betyder meget for hende. Det gør den, fordi det er i jazzen, hun har sine rødder, mens fordi hun samtidig er gået sin egen vej i sit musikalske udtryk, og at den vej har ledt hende et stykke væk fra, hvad man ville opfatte som traditionel jazz. Dét at være modtager af Danmarks ældste jazzpris er på den måde en anerkendelse af Signe som jazzkomponist i sin egen ret. En anerkendelse som hun uden tvivl fortjener. I forbindelse med udnævnelsen til modtager af Gaffelprisen, blev Signe interviewet af P8 Jazz. Interviewet kan høres her.

Orkesteret ’Langsom Horisont’ var, som tidligere nævnt, sammensat særligt til Gaffelpriskoncerten. Signe havde prioriteret at invitere musikere fra Aarhus, som alle havde et særligt fokus på lyd i deres virke. Det skyldes, at de værker, der blev opført til Gaffelpriskoncerten, både rummede passager, der var skrevet ud, og passager med fri improvisation.

Jeg oplevede stemningen i værkerne, som den er beskrevet i citatet herover. Signe og orkesteret skabte i fællesskab en langsom horisont, som publikum kunne stå stille i for en tid. Men står man egentlig stille i en langsom horisont, eller bevæger man sig blot så langsomt, at man endnu ikke er bevidst om, hvor man er på vej hen? Og kunne det ikke være en god kontrast til livet i en verden, hvor alting for det meste går rigtig stærkt?
Ved slutningen af vores samtale spørger jeg Signe, hvilke projekter hun ser for sig i horisonten. her.

Orkesteret ’Langsom Horisont’ var, som tidligere nævnt, sammensat særligt til Gaffelpriskoncerten. Signe havde prioriteret at invitere musikere fra Aarhus, som alle havde et særligt fokus på lyd i deres virke. Det skyldes, at de værker, der blev opført til Gaffelpriskoncerten, både rummede passager, der var skrevet ud, og passager med fri improvisation.

Den tryghed tror jeg, at vi er mange, der kunne få meget ud af at finde. Vi må øve os i at vende blikket mod den langsomme horisont.

Stort tillykke med prisen til Signe!