Harmonikaspiller Mette Kathrine Jensen Stærk har besøgt alverdens folkemusikere i Danmark. Fra Povl Dissing og Lars Lilholt til egnsmusikere, dialektmusikere på heden, gårdsangere og hippier i København. 80 dørklokker har hun stemt og er blevet inviteret indenfor i en lang række personlige møder, hvor både melodier, oplevelser, tanker og livshistorier er blevet delt. Det er der kommet bogen ”Mit musikalske modersmål” ud af. Den indeholder 17 udvalgte fortællinger om folkemusikalske liv. En, på samme tid, både vigtig dokumentation af den danske musik- og kulturarv, men også en række underholdende og livsbekræftende fortællinger, der hylder folkemusikken og menneskene, der spiller og lever den.

Jeg er derfor taget til Risskov for at udsætte Mette Kathrine selv for et besøg. Hun tager hjerteligt imod og byder indenfor i det hyggelige musikerhjem, som hun deler med musiker og lydtekniker Johs Stærk og deres 6-årige søn Emil. Udover at Johs har spillet og arbejdet med Sanne Salomonsen, TV-2, Lars Lilholt, Lis Sørensen, ja… you name it, så er han også fremragende i et køkken, hvorfra han bærer æggekage, flæskesteg og andet godt ind på frokostbordet, og samtalen er allerede nemt i gang.

Mette Kathrine er født og opvokset på landet, lidt syd for Vejle, til lyden af naboens harmonikaspil og med forældre, der dansede folkedans og bevægede sig inden for foreningsmiljøet. Så musik, dans og fællessang var hverdagskost. ”En dag jeg som teenager var ude at harve i marken, måtte jeg vende traktoren og chokeret køre hjem, da de sagde i radioen, at spillemanden Evald Thomsen var gået bort. Det fik mig til efterfølgende at opsøge de gamle spillemænd på egnen, for tænk hvis de døde, inden jeg fik besøgt dem.”

I 1998 startede der en folkemusiklinje på Det fynske Musikkonservatorium, og efter et år på MGK i Holstebro blev Mette Kathrine optaget i 2001. ”Der skete så mange fede ting på studiet. Musikhistorie var superspændende. Vi har i Danmark verdens største folkemindesamling, indsamlet over en periode på 60 år af Evald Tang Kristensen, der besøgte folkemusikere og sangere ude på heden. Så fra slutningen af attenhundredetallet og frem til ca. 1980 har folkemusikken herhjemme været fint dokumenteret. Men der var ikke rigtig sket så meget siden, syntes jeg. ’Så gør det selv’, sagde min lærer. Jeg besøgte Thorkild Demuth som bl.a. lavede børnefjernsyn i 70’erne. Han sendte mig videre til Lars Varmark, som var med til at starte Thy Lejren. Han sendte mig igen videre, og inden jeg havde set mig om, havde jeg været på 80 forskellige besøg.”

”Nogle gange nåede vi ikke engang at spille, og samtaler fik i stedet lov at folde sig ud om stort og småt, og hvordan livet kan bugte sig. Den traditionelle folkemusik lever jo af gavmildheden i fællesskabet og af at blive delt, levet og oplevet sammen. Der stod jeg, som ung musiker og blevet fordomsfrit budt indenfor til samtaler, måltider, endda overnatning i flere dage, hvis jeg havde lyst. En utrolig gæstfrihed og genvej til masser af erfaringerne og musik. Efterhånden begyndte jeg at danne mig et overblik og se en masse sammenhænge, relationer og historier i den danske folkemusik.”

Mette Kathrine afsluttede sin konservatorieuddannelse i 2007, hvor hendes freelance musikkarriere allerede var godt i gang. Hendes CV er langt, men her blot et par nedslag: Hun har udgivet to albums i eget navn. Spiller også sammen med søstrene Louise og Charlotte Støjberg, som også er opvokset med den danske visetradition, i trioen Zenobia der har udgivet fire albums og en sangbog og har opnået en international profil ved turnéer rundt om i verden.

Hun er den ene halvdel af duoen Jensen & Bugge sammen med violinist Kristian Bugge. De rejser ligeledes land og rige rundt og udvider lejlighedsvis konstellationen med både sanger/guitarist Morten Alfred Høirup og den amerikansk-danske efterkommer Dwight Lamb, hvis slægt siden 1893 har spillet folkemusik fra Vendsyssel i staten Iowa. Med disse har Mette Kathrine udgivet en række albums og spillet svingende dansk folkemusik alverdens steder på jordkloden.

Hun bærer titlen ’Rigsspillemand’, som af selskabet Danmarks Rigsspillemænd tildeles spillemænd som hæder for deres viden og virke inden for den traditionelle spillemandsmusik. Titlen blev oprettet i 2013 og er inspireret af den tilsvarende svenske titel riksspelman, som har været brugt i Sverige siden 1933. Udover at være musiker, komponist, forfatter og foredragsholder underviser hun også i folkemusikhistorie på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.

Mette Kathrines mange besøg og fortællinger der er endt i ”Mit musikalske modersmål” er foretaget og opsamlet i løbet af 2000’erne og 2010’erne.

”Jeg kan godt huske, hvorfor jeg gik i gang med bogen. Til Viggo Sommers (De Nattergale, red.) fødselsdag mødte jeg journalist og forfatter Bo Østlund, der har skrevet en række biografier og bl.a. bøgerne ”Modne mænd” og ”Modne kvinder” baseret på samtaler med en lang række forskellige kendte danskere over 50 år. Jeg havde jo allerede lavet alt feltarbejdet, blev inspireret af mødet og tænkte også naivt, da jeg var gravid, at man jo skal have noget at lave, når man er på barsel. Men det tog så alligevel fem år, inden min bog kom ud”, griner hun.

Mette finder et eksemplar af bogen frem. Johs sender tallerkenen med flæskesteg rundt, og imens jeg bladrer igennem siderne med masser af både historiske- og nye farvefotos, dukker også et foto af Johs op fra Roskilde festivalen 1978, hvor han optrådte med Lars Lilholt og Kræn Bysted’s. ”Det handler for mig ikke så meget om f.eks. Lars Lilholt på scenen, for det er jo allerede godt dokumenteret. Det er alt det bagved, vi taler om.”

For eksempel var Povl Dissing i første omgang ikke særlig interesseret i at få besøg af en dengang 22-årig musiker. Men han sagde ja, da han fandt ud af, at det ikke var et interview om ham, men at Mette Kathrine gerne ville høre om de gamle sange, som han fik overleveret fra sin egen mor, og også spillede sammen med venner og bekendte, efterkommere fra danske tilrejsende/rejsende familier, som i slutningen af 1800-tallet kom nede fra Sydslesvig. Familier som Belli, Benneweiss, Mundeling og Sambleben osv.

”Mange af de musikere, jeg har talt med, har givet udtryk for, at musikken ikke er noget de havde lært, det er bare noget, de har med hjemmefra. Musikken har bare helt naturligt været rundt om dem. og så har man lært det som en almindelig del af samværet, lige så naturligt som man også har lært at lave hakkebøffer.”

Jeg spørger Mette Kathrine, hvad bogens formål er, og hun forklarer med en lille historie: ”Den gang jeg gik på konservatoriet, var vi i København til verdensmusikfestivalen Womex. Jeg kom til at stå i en lang kø bag ved en sydafrikansk sanger. Efter en halv time spørger han, om jeg vil høre en sydafrikansk click sang. Det vil jeg gerne, og så siger han bagefter, hvad kan du? Og så spiller jeg en vestjysk polka på min harmonika. Dagen efter bliver jeg stoppet af en dame, som også stod i køen. Hun siger, at hun var så glad for, at jeg kunne noget. Og så siger hun noget, som jeg siden har tænkt en del over: ’Jeg stod nemlig i køen og fik kulturelt mindreværd’. Det havde jeg aldrig hørt om, og hun forklarede: ’Det ser ud, som om alle de andre kan noget, men kan vi noget i Danmark ud over Jeg ved en lærkerede?’. Der var en god samtale starter dér, tænkte jeg. I forhold til de mennesker jeg har interviewet, har jeg taget fat i alt det, som de synes er helt almindeligt, men som de slet ikke ved er helt særligt.

Hvis det på en eller anden måde kan bidrage til at opbygge en eller anden form for kulturel selvtillid. At læseren måske kommer til at huske på og tænke: ’Jeg lærte da også nogle sange i skolegården*. Eller ’Tænk, der er faktisk forskel på dialekter fra Vejle til Horsens, også musikalsk set.’

Det at kende til sin egen lokale og kulturelle baggrund har jeg altid brugt som en åbning til at møde andre mennesker. Det er meget nemmere at navigere internationalt, multikulturelt, med folk, der har helt andre rødder osv., hvis man selv kender ’de små farver’ i, hvor man selv kommer fra. Det helt almindelige glemmer vi, at det også er særligt… Jeg tror på en fredeligere verden, hvis vi har vores rødder med… sagt sådan lidt romantiseret”.

Vores samtale kommer også omkring begreberne ’bevaring’ og ’fornyelse’. Inden da fortæller Johs, at han har syet nogle varmepuder med hørfrø i, som er enormt dejlige at have om nakken. ”Det, jeg gør for at forny mig, er at bruge al den viden og erfaring, jeg har med. Fordi for mig er folkemusik et sprog på linje med det talte sprog. Tag en Morten Korch film eller ’Far til 4’ film fra 1960’erne – man kan jo tydeligt høre, hvordan sprog udvikler sig, men det er jo ikke noget man vedtager, det sker, når man bruger det. På den måde kommer der fornyelse i sprog og i musik. Altså ved at bruge det ikke ved at sætte bas eller trommer på.” Imens Mette Kathrine fortæller dette, forlader Johs bordet, og jeg mærker pludselig en dejlig varm pude om nakken.

”Den nu 90-årige Dwight Lamb er oldebarn af en spillemand fra Vendsyssel. Hans bedstefar, Chris Jerup, immigrerede i sin tid til Amerika, og derfor har musikere siden 1893 spillet Vendsyssel-baller ude på prærien i Iowa. En fuldstændig fantastisk dialektstil! I 2008 var jeg sammen med Kristian Jensen i Minnesota og spille, og Dwight Lamb kørte ti timer i bil for at komme og møde os. Han satte sig ned og spillede alle mulige melodier, vi ikke kendte, men vi kunne sagtens høre, at de var danske. Alle sammen i G-dur da der kun er en toneart på hans harmonika. Det måtte vi bare lære, så vi har været tyve gange i USA, og Dwight har været herovre 10 gange og turnere med os. Han er også udnævnt som æresrigsspillemand i Danmark og har desuden også været i Washington og modtage den tilsvarende og noget større udmærkelse derovre.”

”I gamle dage var folkemusikken egnsbaseret, hvor den i dag er personbaseret. Jeg spiller lige et par dialekter for dig. I den forstand giver det ikke mening, at jeg bor i Aarhus og kan spille en Vendsyssel dialekt og en Læsø dialekt. Der er ikke nogen deroppe der kan, så nu er det menneskerne, der bærer musikken rundt og ikke egnen. Det er fordi, jeg har lært det af Lilian fra Vestjylland…” siger hun og begynder at spille på harmonikaen. Musikken ændrer sig og får mere back-beat på, kan jeg høre, og det er fordi Mette Kathrine slår over i Læsø dialekt. Hun starter en irsk-lydende melodi op, som viser sig at være fra Lolland, og Johs samler en guitar op ovre i sofaen og falder ind. ”Det er ufatteligt, at du kan 1200 sange udenad”, griner Johs, og Mette Kathrine svarer: ”Jamen, hvor mange sange kan du ikke første vers af, når du kommer i gang!”. Der er mad, musik, gæstfrihed og nærvær.

Et par af historierne i bogen er fortalt af kvinder, og Mette Kathrine siger selv i forordet til bogen: ”Det spørgsmål var og er naturligvis nærliggende at stille både for mig som kvinde, men også for læseren af denne bog. Jeg har imidlertid aldrig stillet mig selv spørgsmålet i mine lidt yngre dage. Jeg blev simpelthen ikke præsenteret for ret mange kvinder i dén retning, jeg gik, og jeg undrede mig sådan set heller ikke før nu, hvor tiden og verden har drejet endnu en omgang. Men disse udvalgte mænd har været gode inspiratorer for mig. Det har været med til at forme min historie, mit syn på livet, mit syn på traditionel musik. Så på den måde er det både min historie, deres historie og dén historie, der udspiller sig imellem dem, som jeg gerne vil fortælle.”

”Spillekvinderne er derude i dag helt på lige fod med mændene”, og hun fortæller også, at lige mange kvinder og mænd uddannes fra folkekonservatoriet, hvilket glæder hende i diversitetens og fremtidens navn.

Det har været en udfordring og et stort arbejde at samle materialet sammen, som Mette Kathrine i perioden på ca. 20 år har indhentet, til én bogudgivelse. Bo Østlund blev hyret som redaktør, og ”Mit musikalske modersmål” er blevet helt rigtig og lige sådan, som hun havde håbet på. ”Både i forhold til tid og økonomi er det en investering, som ikke kan løbe rundt”, siger hun. ”Men projektet er blevet til af ren og skær interesse, lyst og nødvendighed. Forhåbentlig giver det flere muligheder for at komme ud at spille, fortælle, og overlevere folkemusikken. Og måske endda bidrage i fremtidigt pensum for folkemusikhistorie studerende.”

”Folkemusik er ikke hvad det har været – og det har det aldrig været! Et kapitel i bogen fortæller om, hvor mange gange igennem tiden, siden 1500-tallet, folkemusikken har været erklæret død. De nye generationer af musikere, der kommer, flaskes måske ikke op med musik, som vi andre er blevet. Jeg havde et hold studerende med ude og besøge en spillemand, og de var helt oppe at køre over, at man kan sidde og jamme en hel eftermiddag på den måde, bare fordi man ringer og spørger. Samvær og nærvær vil teknologi og kunstig intelligens aldrig kunne erstatte.”

Mette Kathrine indspiller ofte hjemme på matriklen i Risskov. Johs og Mette Kathrines hjem ligger på en 1000 m2 grund, hvor Johs har bygget eget lydstudie, bogstavelig talt helt fra fundamentet. Et dejligt besøg slutter med en rundvisning i studiet, hvor Johs er ved at pakke en masse højtalere og gear sammen da der er en del lydjobs i de kommende uger.

”Jeg lever selv af folkemusikken som en genre, men ofte er det folkemusikken som samværsform, som jeg lever for”, skriver Mette Kathrine et sted i sin bog. Mit besøg i det musikalske hjem er ved at være til ende. Et besøg der, ligesom i Mette Kathrines bog, var fuld af fortællelyst, spillelyst, gæstfrihed, sjov, og masser af nærvær og livsglæde. Og hvad mere kan man egentlig ønske sig.