Der blev sat punktum for Pop-Pilot Campen, med en afslutningskoncert på Radar. (Fotos: Lisa Skjøth Handke).
Af : Lisa Skjøth Handke, ROSA
Print Friendly, PDF & Email

I 12 år har ROSA arrangeret Pop-Pilot Camp. En ugelang musiklejr i efterårsferien, der har til formål at få unge piger, transpersoner og ikke-binære i alderen 13 til 20 år til at interessere sig for og beskæftige sig med musik. Campen er gennem årene blevet afholdt i bl.a. Randers, Fredericia, Thisted og på Amager. Men i år blev campen med godt 20 deltagere for første gang nogensinde afholdt i Aarhus på Aarhus Musikskole.

Pop-Pilot Camp er ledet af ’storesøstre’, som er unge kvinder, der sørger for sociale aktiviteter, hygge og trivsel for deltagerne, og ikke mindst et stærkt hold af kvindelige musikere, som underviser deltagerne i at skrive sange og spille på instrumenter.

Udover at deltagerne selvstændigt lærer at skrive sangtekster, spille musik og selv vælger et instrument på lejren (uanset om de har spillet tidligere eller ej), så lærer de også at gøre det i fællesskab med andre. Under ugen arbejder de nemlig i bands af typisk fem til seks personer, hvor deltagerne sammen skaber et musikalsk produkt, som fremføres til en afslutningskoncert foran forældre, bedsteforældre og søskende på Pop-Pilots sidste dag. I år blev afslutningskoncerten afholdt på det regionale spillested Radar i Aarhus.

Stærke navne på Pop-Pilot Campens instruktørhold

Gennem campens 12 leveår har deltagerne haft glæde af mange kompetente instruktører:
Blandt dem Ihan Haydar (trommeslager i L.I.G.A. – og helt aktuelt modtager af DPA’s påskønnelseslegat). Katinka (hovedpersonen i bandet af samme navn, og sidste år deltager i TV2’s “Toppen af Poppen”), samt Ida Wenøe (hvis Nordic Folk Noir er blevet fremført ved hundredvis af livekoncerter over hele Europa og Nordamerika).

I år bestod det stærke instruktørhold af: Gurli Octavia (musiker og sangskriver), Sarah Ziebe (trommeslager), Mia Nyløkke (keyboard), Kamilia Amélie (sangerinde – og sangskriver for bl.a. Wafande og Barbara Moleko) og Naomi Lachmi (sangerinde, bassist og sangskriver i rockbandet Velvet Volume).

Her ses instruktør Gurli Octavia synge sammen med deltagerne  (foto: Lisa Skjøth Handke).

“Jeg har selv stået i deres situation, da jeg var på deres alder”

Sidstnævnte Naomi Lachmi var i år for første gang instruktør på Pop-Pilot Campen, og her fortæller hun lidt om, hvordan hun delte ud af sit musikalske kendskab:

”Jeg gjorde meget brug af min musikalske erfaring i samspillet med deltagerne, her især inden for det mentale. Jeg har selv stået i deres situation, da jeg var på deres alder. Så jeg fokuserede meget på, hvordan man griber musikken an, og det vigtige i at der ikke er en rigtig eller forkert måde at skabe musik, være omkring musikken eller bruge musikken på. Det, at man som musiker kan få lov til at forklare, hvordan man griber musikken an kreativt, synes jeg har været rigtig fedt at kunne guide dem lidt i.”

Kamilia Amélie, der har været instruktør på Pop-Pilot gennem flere år, giver også udtryk for at det er en givende uge:

”Det er dejligt at kunne bidrage til en ny generation af musikere i samarbejde med både instruktører og storesøstre. Jeg tror vores holdindsats giver både et trygt miljø at lære og udfolde sig i, som også giver en masse inspirationskilder.”

En opdatering på hvordan unges mindset fungerer

Kamilia Amélie sætter endvidere nogle ord på, hvordan ugen har inspireret hende som menneske:

”Det er både udfordrende og inspirerende at være en del af deltagernes rejse. Man bliver samtidig opdateret på, hvad der sker i den aldersgruppe og hvordan deres mindset fungerer. Nu arbejder jeg også med mental styrke og trivsel i Non-profit organisationen MentalVoice, og jeg bliver desuden opmærksom på, hvor stærkt, ærligt, men også sårbart det kan være at lave musik – og hvorfor det er så vigtigt med fællesskaber, hvor man kan dele disse oplevelser.”

Her ses instruktør Mia Nyløkke guide en deltager i brugen af et keyboard (foto: Lisa Skjøth Handke).

Instruktørerne lærer også af deltagerne – ikke kun omvendt

Naomi Lachmi er enig, og er ovenikøbet blevet mindet om, hvorfor hun startede med at lave musik:

”Jeg synes, jeg har lært meget af deltagerne. Bare det med at se hvad musikken betyder for dem, og hvad det har betydet for dem at være sammen omkring musikken. Det synes jeg har været mega inspirerende. Tit, når man har været i branchen i noget tid, glemmer man måske lidt, hvorfor man startede med at spille musik, så det er rigtig fedt at blive mindet om, at det nogle gange ikke handler om at skabe et produkt hurtigt, hvis bare processen har været fed. Det var ret fedt at se, at mange bare gik op i at have en mega fed uge, og hygge sig omkring musikken. Det har været rigtig fedt at opleve.”

Musikalsk og social udvikling

Deltagerne gennemgår ikke blot en musikalsk udvikling, men også en social udvikling gennem ugens forløb. Pop-Pilot Camp handler nemlig om meget mere end musikken. Der bliver hvert år opbygget det, der kan sammenlignes med en efterskolestemning, hvor en af campens hovedmål om fællesskab, sammenhold, tillid og empowerment specielt kommer til udtryk på lejrens sidste dag, hvor deltagerne til afslutningskoncerten står to centimeter højere, med tårer i øjnene, stolte over hvad de har opnået sammen på blot en uge.

Pop-Pilot Camp samarbejdede i år med de tre regionale spillesteder Radar, Train og VoxHall, hvor deltagerne gennem ugen blev præsenteret for forskellige dele i musikken. De var f.eks. på besøg hos VoxHall, hvor Jonna Aspeklev, der til daglig er lydtekniker hos lydstudiet Tapetown, stod klar til at holde oplæg og workshop om, hvad lydteknik er, og hvad man kan bruge det til.

Til venstre: instruktør Naomi Lachmi hjælpe en deltager på bas, Til højre: endnu et billede fra afslutningskoncerten på Radar (Fotos: Lisa Skjøth Handke).