De delegere fra Aarhus afdelingen til årsmødet 2022 –
Fra venstre til højre: Emir Bosnjak,  Flemming Både, Jakob Spange, Pernille Jönsson Nüchel, Simone Steensgaard Rolsted, Thomas Thomsen, Erik Bekker Hansen og Camilla Overgaard (Foto: Mads Mazanti).

Af: Camilla Overgaard, DMF Aarhus.
Print Friendly, PDF & Email

Søndag den 25. september og mandag den 26. september 2022 holdt Dansk Musiker Forbund årsmøde på Comwell Borupgaard i Snekkersten. Fra Aarhus-afdelingen deltog 8 delegerede, som blev valgt af afdelingens medlemmer ved generalforsamlingen i marts 2022. I år er det anden gang, at Dansk Musiker Forbund holder årsmøde. Tidligere holdt man i stedet kongres hver fjerde år, og den sidste kongres fandt således sted i 2020. Ved årsmødet blev næstforperson i Aarhus-afdelingen, Thomas Thomsen, valgt til Hovedbestyrelsen for 4 år som repræsentant for Jylland. Stort tillykke til både Thomas og DMF, da Thomas uden tvivl bliver et aktiv for arbejdet i Hovedbestyrelsen.

Strategien kommer på dagsordenen

Som noget nyt valgte Hovedbestyrelsen på årsmødet at fremlægge et årsprogram for det kommende år for de delegerede. Formålet var at kommunikere den strategiske retning, som Hovedbestyrelsen har sat for Forbundet, med henblik på at inddrage medlemmerne i udviklingen. Årsprogrammet består af 6 hovedpunkter, som der vil blive arbejdet med det kommende år. Personligt synes jeg, at det er meget positivt, at årsprogrammet lægges frem både for årsmødet, men også på Forbundets hjemmeside, da det i højere grad giver medlemmerne mulighed for at følge og involvere sig i udviklingen af DMF.

Herunder ses de 6 hovedpunkter i årsprogrammet for Dansk Musiker Forbund. Punkterne er desuden uddybet her.

Årsprogrammets 6 hovedpunkter

  • At gøre forbundet synligt
  • At sikre indflydelse på den musik- og kulturpolitiske udvikling
  • At gøre fællesskabet stærkere
  • At facilitere medlemmernes professionelle virke
  • At skabe bedre løn og arbejdsvilkår for professionelle musikere
  • DMF og fremtiden – set fra et økonomisk perspektiv.

Fælles om fremtiden

Der gøres klar til Årsmøde 2022 (Foto: Camilla Overgaard).

Et særligt vigtigt punkt på årsmødet i år var dialogen om, hvordan vi på bedste vis sikrer, at vores forbund i fremtiden står stærkest muligt rustet til at stå bag medlemmerne i de udfordringer, de møder. DMF Hovedstaden, tidligere DMF København, stillede forslag til årsmødet om, at man pålagde Hovedbestyrelsen at se på Forbundets struktur med henblik på at tilpasse organisationen, så Dansk Musiker Forbund står rustet til de medlemsmæssige og økonomiske behov, der vil opstå i fremtiden. Dette arbejde skal ske med inddragelse af lokalafdelinger og præsenteres på årsmødet i 2023 med forslag til vedtagelse af en ny struktur. Der var et overvældende flertal for forslaget blandt de delegerede, og denne vigtige opgave vil derfor blive en central del af arbejdet for både forbund og lokalafdelinger det kommende år.

På andendagen af årsmødet var der lejlighed til at diskutere fremtidens fagforening i en temadrøftelse med udgangspunkt i et oplæg faciliteret af Deltager Danmark. Oplægget byggede blandt andet på pointer fra bogen ’Byggesten til fremtidens fagforening – lederskab og faglige strategier i en deltagerøkonomi’ af Bjørn Hansen, Rune Baastrup og Ane Stær Nissen. Diskussionen foregik i grupper, og det var både spændende og inspirerende at deltage.

Der gøres klar til Årsmøde 2022 (Foto: Camilla Overgaard).

De strategiske hovedmål (foto: Camilla Overgaard).

Den væsentligste pointe, jeg tager med mig fra temadrøftelsen og ind i det kommende års arbejde med at se på strukturen i Dansk Musiker Forbund, kan måske lyde banal. Ikke desto mindre mener jeg dog, at den er yderst central. Vi er, og skal være, fælles om fremtiden. At sikre, at vores forbund står bedst muligt rustet til fremtiden, kræver fælles løsninger. Inddragelse og engagement skal derfor være nøgleord i vores arbejde både i Forbundet og i Aarhus-afdelingen. Engagement skal gribes og handles på, når det viser sig, og inddragelse er en kunst at mestre, men det skal vi sammen øve os på, og vi skal lære af det, der ikke lykkes første gang. Heldigvis har vi som musikere, efter min mening, de bedste forudsætninger for at lykkes, for vi forstår, hvad det vil sige at spille sammen. Det handler om at lytte til hinanden, om at træde frem og tage scenen, når det er tid til det, om at træde tilbage og give plads, når det er tid til det, om at stole på hinanden og om at respektere og værdsætte hinandens forskelligheder.

Ligesom vi har musikken sammen, har vi også Dansk Musiker Forbund sammen.

Vi er, og skal være, fælles om fremtiden.

Tak for et godt årsmøde!

De strategiske hovedmål (foto: Camilla Overgaard).