Marie Zanders bar åbnede for et år siden på Klostertorvet i Aarhus (foto: Lars Knudsen).
Af: Lars Knudsen, DMF Aarhus. Fotos: Lars Knudsen
Print Friendly, PDF & Email

Zanders på Klostertorvet i Aarhus lod for nyligt korkpropperne springe lørdag den 11. juni 2022 til tonerne af trompetspil og livemusik om aftenen. Årsagen var fejring af 1-års dagen for åbningen af baren, der, siden Marie Zander på datoen præcist et år tidligere i 2021 slog dørene op, har vist, at de vil både musikken og aflønning af musikerne.

Hjemme i Aarhus

”Baren er min drøm, som bliver levet ud. Jeg har selv spillet musik og teater og går meget op i at skabe rammerne for et kreativt fristed” siger Marie Zander. Hun er 26 år gammel, har en bachelor i psykologi, men efter en del år i barbranchen indså hun, at det er hér, hun finder glæden. Skuespillerkarrieren trak ellers tidligere i hende. Hun flyttede til København for at forfølge den, men følte sig ikke rigtig hjemme i hovedstaden. Så hun tog hjem til Jylland og fandt investorer, der kunne se hendes ideer med Zanders bar på det centrale torv i Aarhus.

Facaden er knald rød, og barens indretning er inspireret af New Orleans. (fotos: Lars Knudsen)

Originalmusik

”Jeg synes, at man skal kunne leve af at være kunstner, skuespiller og musiker – også i Jylland. Jeg vil rigtigt gerne præsentere de fantastiske, lokale musikere og kunstnere, vi har i byen, og jeg synes helt generelt, at man selvfølgelig skal betales, så man kan leve af det, man laver. Vi vil rigtigt gerne have originalmusik på Zanders. Covermusik er selvfølgelig også fint og festligt, men der er flere andre steder, hvor man kan opsøge det her i Aarhus.”

Café og natbar

Mange fik indtrykket af, at det udelukkende var en blues bar, da Zanders kort efter åbningen lagde ud med en række bluesjams om mandagen. ”Vi elsker blues, men her spilles i lige så høj grad også pop, disco, folk, indie, jazz jamsessions og alt muligt andet. Vi har både scene, dansegulv og gårdhave. Der er åbent hver eneste dag fra kl. 14 i hverdagene og kl. 12 i weekenderne. Så der hygges og serveres både kaffe og god mad om eftermiddagen og aftenen og danses til kl. 3 om natten, når stemningen og festen kører.”

 Zanders har en lille scene for enden af baren (foto: Lars Knudsen)

Kreativ profil

”Vi vil gerne skabe et sted, hvor kreative kan mødes. Foruden de koncerter vi afholder, har vi også ’teater-tirsdag’, hvor forskellige teater- og improkunstnere kommer på besøg. Vi giver 20% rabat til konservatoriestuderende og studerende på scenekunstskolen og teaterskolen Move ’n Act, og så er der brancherabat hver søndag for alle restaurationsfolk osv.”

Orden på betalingen

På trods af at Zanders ikke har fået honorarstøtte i løbet af det første leveår, er man stået ved princippet om hyre til musikerne. ”Vi har haft mange udgifter til musik, og det har ikke været nemt at få budgettet til at nå sammen med alle de udbetalte honorarer. Jeg indledte blandt andet et samarbejde med SPOT festivalen om præsentation af en række koncerter under SPOT i år. FairBar, også beliggende her på Klostertorvet var også med, og jeg insisterede på, at der skulle tariffer på bordet til musikerne fra alle.
Og det kom der så.”

 I den rolige gårdhave (foto: Lars Knudsen).

Kommende koncerter

Onsdag aften er altid koncertaften på Zanders, foruden hvad der løbende sker i weekenderne. Sammen med bl.a. DMF og Music City Aarhus præsenterer Zanders koncerter hver aften i løbet af Aarhus Jazz Festival i juli 2022 som en del af festivalens officielle program: Rottejazz, Djursaa, Klüver & Tjalve, Casper Hejlesen Trio, New Orleans Piano Night, Aarhus Jazz jam, Gorich Duo, Rindom/Korsgaard/Rune/Pedersen og The Vooo Ca Ray.
Marie Zander og hendes restauration gør, hvad de kan for at hjælpe musikerne i det lokale miljø – så skal du f.eks. ud at opleve musik i løbet af jazzfestivalen, så opfordrer vi herfra også i det hele taget til at kigge forbi Zanders og støtte op den anden vej ved at købe din mad eller forfriskning her.