Lisbeth Rysgaard (foto: Annette Kjær).

Af: Camilla Overgaard, DMF Aarhus.

Print Friendly, PDF & Email

Den 7. juni 2022 åbnede vi første gang dørene til DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab. Et kontorfællesskab hvor du som medlem kan komme og arbejde med dine projekter. Freelance Fællesskabet holder åbent mandag til onsdag fra kl. 10 til 14, og vi stiller kaffe, te og internet til rådighed. I anledning af åbningen sætter vi med denne artikel fokus på livet som freelancemusiker gennem et interview med Lisbeth Rysgaard.

Freelancevirke under neglene

Lisbeth har om nogen livet som freelancemusiker under neglene. Som freelancer gennem 25 år, sangskriver, musiker i bandsene Gasoline og Falden Rysgaard og medforfatter til Freelancehåndbogen har hun et indgående kendskab til, hvad det kræver at skabe et bæredygtigt virke som freelancer. Hun er eksamineret coach fra Dispuk og har coachet og undervist mere end 7000 professionelle kunstnere og akademikere i karriere- og forretningsudvikling, på konservatorier og i masterclasses i karriereudvikling i Kina, Brasilien, Letland og Irland. Lisbeth er også karrierecoach ved Dansk Musiker Forbund, og du har, som medlem, mulighed for gratis at booke en 1-1 session med hende til et karrieretjek. Læs mere her.

”De to missioner, jeg har her i livet, er grundlæggende at inspirere og motivere andre til at få skabt et arbejdsliv, som de holder af og holder til, og så er det at underholde og fortælle historier igennem mit virke som skabende og udøvende kunstner.”

Min samtale med Lisbeth drejer sig om, hvilke udfordringer man møder i virket som freelancer, og hvilken rolle et fællesskab som DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab kan spille i den sammenhæng.

Musiker og freelancer, Lisbeth Rysgaard (foto: Annette Kjær).

Alene hjemme i freelancerens hus

En af de udfordringer i virket som freelancer, som Lisbeth beskriver, er den, at man ofte arbejder alene. Man indgår selvfølgelig i netværk og samarbejder med andre, men man er grundlæggende alene i sin kunstneriske virksomhed. Her er en fælles udfordring at få sat ord på, hvad det egentlig er, man laver og ikke mindst, hvad man går efter. Der er mange forskellige aspekter af den kunstneriske virksomhed, og da de fleste musikere har størst erfaring med selve den musikalske faglighed, kan erfaringen med de mange andre aspekter af det at drive en virksomhed mangle.

”De er ikke vant til at tænke sig selv som virksomhed og få adskilt de forskellige aktiviteter og processer.”

Lisbeth er ophavskvinde til modellen ’Freelancerens Hus’, som netop tydeliggør de forskellige rum, den kunstneriske virksomhed rummer. Huset består af scenen, butikken, kontoret og værkstedet, og som freelancer befinder man sig skiftevis i alle rum. På scenen udkommer man med det kunstneriske produkt, hvad enten det er en koncert, at stå i undervisningslokalet eller noget helt andet. I butikken skaber man kontakt til dem, man ønsker at afsætte sit produkt til. Eksempler på det arbejde, der foregår i butikken, kan være at booke spillejobs, kommunikere på sociale medier eller at opsøge samarbejdspartnere til de projekter, man beskæftiger sig med. Kontoret er administrationens domæne. Det er her, man lægger sit budget og arbejder med sin prissætning, laver regnskab eller arbejder med sin virksomhedsplan. Sidst, men bestemt ikke mindst, er der værkstedet. Her bliver der produceret nyt materiale eller nye idéer, og det er her, man går hen, når man skal eksperimentere eller øve sig på det, man leverer på scenen.

Fra Freelancehåndbogen af Lisbeth Rysgaard dog Gerda Hempel s. 61

”Man er sig selv i alle rummene. Uanset om du arbejder med din faglighed, eller om du arbejder med forretningen, så er det dig det hele. Du kan sagtens have samarbejdspartnere i de forskellige rum, men du er leder af hele huset.”

Netop af denne grund er det vigtigt at kunne skille de forskellige rum i freelancerens hus ad, da man arbejder på forskellige måder i de forskellige rum. Eksempelvis spiller følelserne en afgørende rolle i værkstedet og på scenen, mens de fungerer dårligt som omdrejningspunkt, når der skal forhandles priser eller skrives kontrakter i forkontoret. Her er fokus på forretningen.

Værdiskabelse i kontorfællesskabet

Man har kort på arbejde, når man arbejder fra hjemmekontoret, men det er ikke nødvendigvis en god løsning for alle.

”Mange af mine samtaler handler om udfordringerne med at få en arbejdsdag til at fungere, og her kan hjemmearbejdspladsen rumme mange overspringshandlinger.”

For at hjælpe med at skabe en god struktur på sin arbejdsdag kan det være en fordel at kunne bevæge sig væk fra hjemmet og de potentielle overspringshandlinger. Det er her DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab kan være en rigtig god mulighed. Her kan du gå på arbejde, møde andre der gør det samme, og samtidig få overspringshandlingerne på afstand. Hvis du rammer en mur, og det gør vi alle fra tid til anden, har du mulighed for at sparre med andre og få nye perspektiver på det, man hver især arbejder med. På sigt kan der udviklings sparringssessions blandt brugerne af kontorfællesskabet, og det er selvfølgelig også muligt at søge råd og vejledning blandt kontorets medarbejdere.

”Når du rammer en mur, skal du spørge nogen. Du skal udvide kredsen af stemmer.”

Når man sidder hjemme og arbejder, er det let at forfalde til at sidde og bokse med tingene selv i stedet for at søge sparring hos andre. I et kontorfællesskab kan du prikke nogen på skulderen, drikke en kop kaffe sammen eller spise frokost i fællesskab. I kontorfællesskabet kan man også hjælpe hinanden med at huske på vigtigheden af at holde pauser – netop pauserne er vigtigt for at kunne lagre viden og give sig selv gode arbejdsbetingelser.

For nogen kan hjemmekontoret selvfølgelig også være en god løsning, men det kræver, at man er rigtig god til at skabe struktur på sin arbejdsdag, og at man er god til at opsøge sparring hos andre med jævne mellemrum. Er man stadig i begyndelsen af sin karriere som freelancer, kan et kontorfællesskab derfor være en god støtte til at få indarbejdet nogle gode vaner.

En litterær håndsrækning til freelancerne

Som tidligere nævnt er Lisbeth Rysgaard, sammen med Gerda Hempel, forfatter til Freelancehåndbogen. Bogen kommer omkring alle aspekter af at bygge en forretning op omkring kunstneriske kompetencer. Den gavner både den helt nye freelancer, som får en step-by-step guide til, hvordan man bygger og skaber sammenhæng i sin forretning, men også den garvede freelancer, som kan have glæde af at bruge bogen som opslagsværk. Den kan altså også bruges til løbende at tjekke ind, huske sig selv på hvad der er vigtigt og hente inspiration til, hvordan man kan styrke specifikke aspekter af karrieren, eksempelvis tidsstyring eller selvledelse. Freelancehåndbogen vil stå tilgængelig på boghylden i DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab, hvor du har mulighed for at læse i den. Den kan også købes her.

Mød Lisbeth i DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab og få hjælp til din prissætning

Lisbeth Rysgaard kommer på besøg i DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab onsdag den 14. september 2022 fra 19-21 til arrangementet ’Sæt din pris!’. Arrangementet afholdes i samarbejde med DMF Silkeborg og DMF Randers og kan således også opleves i Randers mandag den 12. september 2022 og i Silkeborg tirsdag den 13. september 2022. Her kan du få værktøjer til at få styr på din prissætning, dele ud af dine egne erfaringer og lære af andres. Arrangementet er gratis, men tilmelding er påkrævet. Du kan tilmelde dig arrangementet i Aarhus her. Der er et begrænset antal pladser, som besættes efter først-til-mølle-princippet.

Vi glæder os til at se dig i DMF Aarhus’ Freelance Fællesskab!