Gang i livemusikken på efterskolerne! Med ‘E-Tur’ projektet præsenterer ROSA ny dansk musik på landets efterskoler (foto: Anders Ovesen).
Af: Lars Knudsen, DMF Aarhus.
Print Friendly, PDF & Email

Basunen har været på besøg på Godsbanen i Aarhus, hvor genreorganisationen ROSA – Dansk Rock Samråd har til huse. Her 41 år efter sin opstart står ROSA med ny direktør Conny Jørgensen i spidsen for et nyt sekretariat. Som en af de fire, musikalske genreorganisationer finansieret under Slots- og Kulturstyrelsen har ROSA udskilt SPOT festivalen, der efter 26 år nu er en selvstændig enhed.

ROSA fokuserer nu sin indsats på fire kerneområder for “dansk rock, pop og beslægtede genrer”:

  • Rådgivnings-, informations- og netværksvirksomhed
  • Dokumentation og dataindsamling
  • Projektvirksomhed
  • Tilskudsvirksomhed

Det daglige hold på ROSA kontoret udgør Anders Ovesen – projekt- og produktionsleder, Henrik Friis – pressechef, projektlederne Per Bloch og Cecilie Cramer samt projektmedarbejder Jesper Borup og direktør Conny Jørgensen, som fortæller: ”Ud fra vores fire kerneområder har ROSA en række opgaver, der skal løses. Vi er f.eks. gået i gang med et projekt på tværs af musiklivet og genreorganisationerne, hvor vi arbejder med at indsamle data omkring publikumsudvikling hos de nye genrespillesteder. Dokumentation og dataindsamling er et nyt arbejdsområde for genreorganisationerne, som er blevet lagt ind i den nye rammeaftale for os gældende for 2022-2025.” De tre øvrige genreorganisationer er JazzDanmark (jazz), Tempi (roots, folk og verdensmusik) og SNYK (ny kompositions- og eksperimenterende musik, lydkunst og klassisk musik).

Det daglige hold på ROSA kontoret består af  (fra venstre mod højre) Jesper Borup, Per Bloch, Cecilie Cramer, Anders Ovesen og Conny Jørgensen (foto: Lars Knudsen).

Aktuelle projekter

ROSA sekretariatet har siden starten i 1981 været funderet i Aarhus, hvorfra der igennem årene er blevet arbejdet for og med musikken igennem adskillige, mangeartede projekter både lokalt, nationalt og i udlandet. Senest udmøntet i projektet ’Musikalske Besøgsvenner’ hvor der alene i 2021 blev gennemført ca. 100 koncerter hjemme hos udsatte danskere. Endvidere er der for nylig gennemført en lang række sessions med kvindelige musikere, ’Music Talks’ om deres vej i en mandsdomineret branche samt ’Pop-Pilot Elektro’, som er elektroniske musiklejre for piger, nonbinære og transpersoner.

ROSA-konference under SPOT festivalen 2021 om mental styrke og talentudvikling (foto: Per Bloch).

Ud over talentudviklingsprojektet E-Tur, som årligt bringer en række nye navne ud til et stort publikum på efterskolerne, er der fokus på viden om dansk musiks tilstand: Det gælder musikeres mentale sundhed i samarbejde med organisationen Mental Voice, og det gælder det tværkulturelle initiativ mod sexisme og magtmisbrug ’Kunst og Kultur i Balance’, som DMF også har taget del i, hvor barrierer kortlægges og udfordres. Desuden arbejder ROSA fortsat for dansk musik i udlandet, bl.a. gennem international transportstøtte, projekter og samarbejde med MXD – Music Export Denmark.

Tættere samarbejde

ROSA har gennem årene haft en stor berøringsflade i det danske musikliv og etablerer stadig løbende, nye arbejdsrelationer. Noget af det, som ROSA fremover forventer at satse endnu mere på, er eksterne samarbejdspartnere og projekter. Nogle af de nye og aktuelle parløb, der er indgået inden for det sidste halve år, er med bl.a. Bandakademiet, spillestedet Vega, LMS – Levende Musik i Skolen samt lokale projekter med forskellige danske kommuner.
”Vi arbejder mere sammen med de andre genreorganisationer end tidligere. Et ønske både fra genreorganisationerne, men også fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik med henblik på, at det danske musikliv deraf dækkes så bredt som muligt. Eksempelvis er vi gået fra individuelle systemer til at anvende det samme ansøgningssystem på tværs af genrerne i forhold til ansøgninger om international transportstøtte. Det gør, at der nu kan afrapporteres og laves dataindsamling på, hvilken slags bands der turnerer, hvor danske bands tager hen i verden, hvad det er for steder og så videre” siger Conny.

Direktør for ROSA Conny Jørgensen (foto: Lars Knudsen).

Forskellige vilkår

”Samtidig med det”, fortsætter hun, ”så er de projekter, vi som genreorganisationer laver, langt mere genrespecifikke og tager afsæt i de miljøer, som de forskellige genrer er en del af. Selvom der er grænseflader, hvor genrer mødes og brydes, så er hele den identitet, der stadig ligger i de forskellige musikalske genrer, ikke under opløsning. Hvis vi på bedst mulig vis skal støtte op om musikken for at bedre vilkårene, så er der al mulig god grund til at de fire genreorganisationer samarbejder og laver fælles løsninger. Dette er også med til at tydeliggøre, hvor snitfladerne går i forhold til de meget forskellige musikmiljøer, der er herhjemme, og hvor det ofte heller ikke giver mening at lave fællesløsninger fordi der er forskellige musikmiljøer med forskellige kulturer, identiteter og vilkår.”
På tværs af de indsatser og initiativer ROSA foretager, er opmærksomheden samtidig rettet imod de tematikker, der er aktuelle i musik- og kulturlivet. Diversitet, mangfoldighed, magtforhold i musik og kultur og at sikre transparens og tilgængelighed i kulturlivet er nogle af de emner, som er oppe i tiden og interessante at være opmærksomme på og adressere, menes der hos ROSA.

Nanna Barslev til Share Your Space (foto: Lars V. Andersen). Nedenunder (venstre): Lydmor til Share Your Space (foto: Kristian Gade), og The Courettes (højre) der medvirkede i Open Call ‘¿Qué pasa en Dinamarca?’ 

Open calls

ROSA har førhen i større grad end nu fungeret som direkte kontaktorganisation til-musikere imellem, end det er tilfældet i dag, hvor det ifølge Conny stadig er DMF og de faglige organisationer, der går ind og hjælper og rådgiver musikerne specifikt. ”Der, hvor ROSA i dag støtter bands og musikere direkte, er omkring den nationale- og internationale transportstøtte. Men det, vi kommer til at gøre nu, er at arbejde mere med ’open calls´ i forbindelse med vores projekter. Det lancerede vi her i sommeren 2021, hvor vi lavede to åbne projekter.

Det ene hed ’Share your space’, rettet mod musikere, som havde lyst til at præsentere egen musik på en ny og overraskende måde, gerne i en alternativ ramme eller i et anderledes koncertformat. Det andet open call hed ¿Qué pasa en Dinamarca? og henvendte sig til bands og musikere med en udgivelse på vej eller på andre måder havde momentum på det spansktalende marked, havde spillet festivaljobs eller turneret i Spanien, Latinamerika eller de spansktalende områder af USA. Formålet her var at styrke deres musikalske tilstedeværelse og promovere sig i spansktalende områder via en video- eller audio/podcast-præsentation på onlineplatformen Días Nórdicos Magazine. De fem danske navne, som medvirkede, var Lydmor, Asger Techau, Mambe & Danochilango, Teitur og The Courettes.”

Hvis du vil holde øje med ROSA’s aktiviteter, hvor og hvornår de laver projekter, open calls med mere, så tjek hjemmesiden www.rosa.org