DMF Aarhus kontoret beliggende ovenpå Halling Møbler i Vestergade. (foto: Lars Knudsen).

Af: Camilla Overgaard, formand DMF Aarhus.

Print Friendly, PDF & Email

Camilla Overgaard, formand DMF Aarhus.

Vi gik ind i året 2021 med håbet om, at coronapandemien omsider blev brudt. Og 2021 har da heller ikke budt os det samme, som 2020 gjorde. Desværre slap vi heller ikke endegyldigt af med pandemien, som også har sat sit aftryk på vores branche i 2021. Heldigvis er foråret nu godt på vej, og samfundet er igen åbent. Vi kan igen mødes med publikum, elever og kolleger og dele musikken med hinanden. Vi skal dog samtidig huske os selv og hinanden på at tage hånd om vores mentale sundhed og søge de meningsfulde fællesskaber, for de sidste to år har for mange været udfordrende både professionelt og personligt – fysisk og mentalt.

Strategiarbejde i bestyrelsen

I oktober 2021 igangsatte bestyrelsen en medlemsundersøgelse med henblik på at understøtte strategiarbejdet i afdelingen. Formålet var at blive klogere på, hvilke arrangementer og tilbud der var størst interesse for blandt medlemmerne. Vi fik i alt 125 svar på undersøgelsen og kunne på baggrund af disse se, at der var særlig stor interesse for ’Musikersundhed’ og SKAT. På baggrund af dette har vi i starten af 2022 igangsat to initiativer, der sætter spot på musikersundhed og faglige fællesskaber samt et skattewebinar i marts. De to initiativer med fokus på musikersundhed kører på skift hver anden uge og er åbne for alle interesserede. Det ene initiativ er DMF Aarhus’ Løbeklub og det andet er et ’netwalking’-initiativ, hvor man mødes og går en tur i fællesskab. Afdelingen sørger for en forfriskning i forbindelse med begge initiativer. Der skal lyde en stor tak til alle, der deltog i medlemsundersøgelsen. Jeres svar har stor værdi for afdelingens arbejde og hjælper os til at skabe så relevante og interessante kurser og aktiviteter for jer som muligt.

Nye medlemmer i DMF Aarhus’ Ungdomsudvalg

Her i begyndelsen af 2022 har vi fået 3 nye medlemmer i DMF Aarhus’ Ungdomsudvalg. Udvalget har ligget stille i noget tid, men nu glæder vi os rigtig meget til at byde Nanna Hamborg (Aarhus Katedralskole), Mathilde Hald (MGK Aarhus) og Viggo Hejgaard (Grobund Bandakademi) velkommen i udvalget. Der er allerede mange spændende idéer på bordet, som vi ser frem til at realisere i 2022.

Aktiviteter og kurser

Afdelingen har også i 2021 indgået i samarbejder med en række forskellige aktører i byen. Heraf kan nævnes: Blues Jam på Casa V58; koncertrækken GuitarRama, som præsenterede 6 guitarsolister fra hver deres genre; festivalen New Music for Strings, som er et transatlantisk samarbejde mellem Aarhus-New York-Reykjavik afholdt på konservatoriet i Aarhus; Audio walk’en ’Mød mig i mørket’, som kan opleves i botanisk have; en endagsfestival i Trige, hvor publikum i coronasikre rammer kunne mødes omkring livemusikken; samarbejde med Århus Sangskriverværksted omkring 2 workshops; improvisationskoncerter initieret af SunShip under Jazzfestivalen; Musikerdag Special i maj 2021 samt Musikerdag med fuldt program i november 2021 i samarbejde med ORA og Monorama; 2 koncerter i samarbejde med Café Støj; uddeling af pris til vinderen af Unge Spiller Klassisk-konkurrencen for unge klassiske musikere i samarbejde med Aarhus Musikskole.

I efteråret 2021 samarbejdede vi desuden med Casa V58 omkring en række koncerter under overskriften ’Jazz ’n Gin’. Her kunne man opleve jazzmusik akkompagneret af ginsmagning. Der var planlagt 4 koncerter, men grundet nye covid-19-restriktioner, kunne den sidste desværre ikke gennemføres. Det var nogle rigtig hyggelige og stemningsfulde arrangementer, hvor publikum kom helt tæt på musikerne.
Sideløbende med Jazz ’n Gin-arrangementerne samarbejdede vi med artist manager og iværksætter Trine Ulrich omkring mentor- og karriereforløbet ’Løft din karriere’. Forløbet bestod af holdundervisning kombineret med 1-1 sessions med Trine og havde til formål at give deltagerne konkrete værktøjer til, hvordan de på egen hånd kunne løfte deres karriere til det næste niveau.

Her i foråret 2022 bidrager vi til bandkonkurrencen ’Rock The Region’ og er med, når der er bigband-træf for unge musikere i Aarhus den 4.-6. marts. Vi har desuden glæden af igen at kunne invitere til en række temaaftener for selskabsmusikere efter næsten 2 års pause grundet corona. Den første temaaften fandt sted i Lading Forsamlingshus den 28. februar, og den næste finder sted den 9. maj samme sted. Der skal lyde en stor tak til styregruppen bag aftenerne, som består af Axel Boel, Lars Kiehn og Flemming Både. I foråret har afdelingen samarbejdet med DMF Forsikring omkring 2 forsikringsarrangementer den 23. og 24. februar. Her kunne medlemmer fra alle afdelinger deltage både fysisk og digitalt og møde forsikringsdirektør Henrik Gundersen, som besøgte Aarhus-afdelingen i 2 dage. Der er ingen tvivl om, at DMF Forsikring er et stort aktiv for os alle, og har man spørgsmål omkring forsikringen, er man altid velkommen til at kontakte dem.

Som et nyt tiltag har afdelingens formand startet et samarbejde med Ungdomskulturhuset (UKH), som har til huse på det nu nedlagte hospital på Tage-Hansens Gade. Herfra holder hun åbent kontor en gang om måneden, hvor de unge musikere kan komme og få en snak og høre om Dansk Musiker Forbund. Der er desuden planer om yderligere samarbejde mellem UKH og DMF Aarhus.

Teater- og musicalområdet

Teater- og musicalområdet har desværre også været udfordret af coronapandemien i 2021. Det har både været i form af nedlukninger og restriktioner, men også smitte og sygdom blandt de ansatte har givet anledning til udskudte prøveforløb og aflyste forestillinger. På den positive side åbnede det nye Fredericia Musical Teater i 2021 i det tidligere Fredericia Teater. Det er glædeligt, at de større musicalopsætninger igen har fået et hovedsæde. Herning Kongrescenter, hvis opsætninger gennem en årrække har engageret medlemmer af Dansk Musiker Forbund planlægger desuden at genoptage deres egenproduktioner i 2023, hvilket er en positiv nyhed for området.

Musikskoleområdet

Hvor 2020 bød på en stor mængde onlineundervisning på musikskoleområdet, har det overvejende været muligt at møde eleverne i undervisningslokalet i 2021. Det har uden tvivl været tiltrængt igen at kunne undervise eleverne ansigt til ansigt. DMF Aarhus uddelte også i 2021 prisen til vinderen af Unge Spiller Klassisk-konkurrencen i samarbejde med Aarhus Musikskole ved finalen i Musikhusets lille sal den 5. december. Prisen blev delt mellem den 17-årige cellist Elliot Murphy og den 21-årige sangerinde Marie Borup og blev overrakt af Camilla Overgaard.

Overenskomst med musikerundervisning.dk

Dansk Musiker Forbund har i 2021 indgået overenskomst med den digitale undervisningsplatform musikundervisning.dk, som holder til i Aarhus. Overenskomsten er den første af sin slags og er dermed første skridt i retningen af at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår på de digitale platforme. Overenskomsten gælder fra 1. september 2021 til og med den 31. august 2022, men skal evalueres og genforhandles i foråret 2022 med henblik på genforhandling. Læs mere her.

Freelanceområdet

Freelanceområdet har også i 2021 været udfordret af coronapandemien. Der har skullet afvikles rigtig mange udskudte koncerter, og det har gjort det udfordrende at booke nye koncerter. I december blev der endnu engang indført restriktioner på kulturområdet. De blev ledsaget af en kraftig opfordring til, at julefrokoster og andre større sociale arrangementer blev aflyst. Det betød endnu en bølge af aflysninger for de mange freelancere, som netop havde jobs i kalenderen til julefrokoster og andre arrangementer i december. Afdelingens formand var i den forbindelse ude med et debatindlæg i Stiften med en opfodring til politikerne om at støtte retmæssig betaling både ved aflysning og flytning af koncerter. I den forbindelse blev samtlige medlemmer af kulturudvalget i Aarhus også kontaktet, og der var dialog med flere af dem.

Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester har også i 2021 kunnet byde både børn og voksne på store musikalske oplevelser. Orkestret har eksempelvis i 2021 inviteret publikum indenfor til ’Sansernes Symfoni’, hvor intet helt var, som det plejede. ’Sansernes Symfoni’ er en undersøgelse af, hvad der sker mellem publikum og orkester, og understøttes af et forskningsprojekt med dette fokus. Takket være en generøs donation fra Augustinus Fonden har Aarhus Symfoniorkester, som det første orkester i Danmark, fået mulighed for at ansætte en fast assisterende dirigent i 3 sæsoner for et år ad gangen. I 2021 ansatte orkestret således Nathanaël Iselin som assisterende dirigent. Hans opgaver består blandt andet i at dirigere orkestrets samarbejdskoncerter med forskellige gymnasiekor på deres respektive skoler.
Selvom orkestrets virke i 2021 heldigvis ikke har været ligeså påvirket af coronapandemien, som det var tilfældet i 2020, har smitteudbrud og nedlukning desværre også være en realitet i 2021. Nedlukningen i december betød desværre, at orkestrets traditionsrige nytårskoncert i januar 2022 måtte aflyses. Vi ser frem til at følge med i orkestrets virke i 2022, hvor temaet i første halvdel af året er ’Begyndelser’.

Den Jyske Opera

Året startede med produktionen af Poul Schierbecks ’Fête galante’ som var del af den danske serie, hvor glemte danske værker gives liv på scenen igen. Ingen fik dog lejlighed til hverken at se eller høre operaen, da orkestrene ikke måtte spille sammen, og der ingen publikum måtte være i salen. Men pga. reglerne for støtte i forbindelse med en aflysning, så skulle hele opsætningen laves færdig med scenegang, kostumer og scenografi. Og den skulle gerne dukke op engang i en senere sæson.
Herefter kom en længere periode med hjemsendelser af personalet, inden de så småt kunne begynde at mødes til prøver igen med mundbind, ekstra afstand og regelmæssig udluftning. Med restriktioner på antal af publikum var det muligt at gennemføre både ’Opera i Parken’ og verdenspremieren på ’Incognito Royal’. Efteråret bød på en turné med ’Aida’, som blev opført med kun 24 sangere i koret, hvoraf flere også varetog solistroller.
Sædvanen tro bød december på Julekoncerter sammen med Prinsens Musikkorps. Mange af de medvirkende fik under forløbet konstateret coronasmitte, så koncertprogrammet til sidst måtte lægges om pga. for få sangere i koret. Den sidste koncert blev aflyst, da det igen var blevet forbudt at afholde koncerter.

Aarhus Jazz Orchestra

Anders Ørbæk tiltrådte i begyndelsen af året stillingen som orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra. Anders har siden 2018 været kunstnerisk ansvarlig producent hos orkesteret. Dansk Musiker Forbunds overenskomst med Aarhus Jazz Orchestra skulle have været genforhandlet i foråret 2021, men grundet coronasituationen samt lederskiftet i orkesteret blev der lavet en aftale om at udskyde forhandlingerne til foråret 2022. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde.

Berlin-lejligheden

I 2021 har det heldigvis været muligt for lidt flere medlemmer at få glæde af lejligheden i Berlin, end det var tilfældet i 2020. Der er taget initiativ til at producere noget nyt PR-materiale, så kommende besøgende kan få et indtryk af lejligheden. Det, håber vi, kan give endnu flere lyst til at benytte lejligheden.

Berlin lejligheden ligger i hyggelige Rykestrasse (foto: Jørgen Nielsen).

PA-anlæg og cykeludlån

På initiativ fra DMF Aarhus’ tidligere ungdomsudvalg har afdelingen en ladcykel og et PA-anlæg, som medlemmer gratis kan låne. Det er fortsat et populært tilbud, som rigtig mange heldigvis benytter sig af. Forslag til andre medlemstilbud i samme stil er altid meget velkomne.

BASUNEN

BASUNEN gik digitalt i begyndelsen af 2021 og har nu kørt et år i det nye format som webmagasin. Vi har fået mange positive reaktioner på det nye format, og det har givet os en større fleksibilitet i arbejdet med bladet. I løbet af 2021 er vores gruppe af frivillige skribenter af forskellige årsager desværre svundet en hel del ind. Vi vil derfor opfordre alle, der kunne have lyst til at bidrage med indhold til BASUNEN til at kontakte afdelingen. Som skribent for BASUNEN får man lejlighed til at udvikle sine skrivefærdigheder og udvide sit netværk gennem mødet med de musikere, man interviewer. Vi lægger et stort arbejde i at skabe relevant fagligt indhold til BASUNEN, og alle idéer og inputs er meget velkomne.

Regionssamarbejdet

Afdelingerne i region Midtjylland samarbejder igen i år med musikskolerne omkring bandkonkurrencen ’DMF Reaktor – Musikskolernes Bandevent’. Konkurrencen gik tidligere under navnet ’DMF M8 – Musikskolernes Bandevent’, men har i begyndelsen af 2022 skiftet navn.

Samarbejdet mellem lokalafdelingerne i region Midtjylland er rigtig godt, og vi har fokus på, hvordan vi kan arbejde endnu tættere sammen det kommende år. Det kan eksempelvis være i kraft af en koordineret kommunikation omkring arrangementer eller medlemstilbud i Forbundet.

I 2021 tog DMF Aalborg og DMF Sydvest desuden initiativ til forummet JFK ’Jyske Formænd Kan’ med det formål at styrke samarbejdet på tværs af alle de jyske afdelinger. Dette forum er desuden blevet suppleret med et videndelingsnetværk for alle formænd i Dansk Musiker Forbunds lokalafdelinger. Det vidner om, at der generelt er en stor vilje til samarbejde og en stor virkelyst i vores forbund, hvilket man kun kan glæde sig over.

Dansk Musiker Forbunds første Årsmøde

Den 19. og 20. september 2021 mødtes omkring 100 delegerede fra Dansk Musiker Forbunds lokalafdelinger på Hotel Alsik i Sønderborg til det første årsmøde i Dansk Musiker Forbund. DMF Aarhus sendte i alt 8 delegerede afsted til årsmødet, som alle var en del af afdelingens bestyrelse. Erik Bekker Hansen, Flemming Både, Jonathan Borksand Hanke, Camilla Overgaard, Kim Mikkelsen, Sofie Kirk Østergaard, Pernille Nüchel Jönsson og Thomas Thomsen repræsenterede således afdelingen ved årsmødet.

I 2020 mødtes delegerede fra lokalafdelingerne også, men dengang var det til Dansk Musiker Forbunds kongres, som fandt sted hvert fjerde år. På kongressen i 2020 besluttede forsamlingen af delegerede, på hovedbestyrelsens opfordring, at DMF fremover skulle have et årsmøde.

Fra formand til forperson

I 2020 takkede forbundsformand Anders Laursen af efter 28 år på formandsposten, og kongressen valgte Søs Nyengaard som formand, Thomas Sandberg som næstformand og Henrik Jansberg som 2. næstformand for Dansk Musiker Forbund. Søs Nyengaard stod således efter første år på posten sammen med Thomas, Henrik og en ny hovedbestyrelse, som ligeledes blev valgt ved kongressen i 2020, i spidsen for Dansk Musiker Forbunds første årsmøde. Søs åbnede årsmødet som formand, men lukkede det som forperson, da årsmødet traf beslutning om fremadrettet at anvende denne kønsneutrale betegnelse. Dansk Musiker Forbund har således nu et forpersonskab bestående af en forperson, en næstforperson og en 2. næstforperson. Forpersonskabet og Hovedbestyrelsens arbejde siden kongressen i 2020 har resulteret i, at Dansk Musiker Forbund nu har en diversitetspolitik og desuden har tilsluttet sig 2030-målene for kønsbalance i musikbranchen sammen med en række andre organisationer.

I 2020 takkede forbundsformand Anders Laursen af efter 28 år på formandsposten, og kongressen valgte Søs Nyengaard som formand, Thomas Sandberg som næstformand og Henrik Jansberg som 2. næstformand for Dansk Musiker Forbund. Søs Nyengaard stod således efter første år på posten sammen med Thomas, Henrik og en ny hovedbestyrelse, som ligeledes blev valgt ved kongressen i 2020, i spidsen for Dansk Musiker Forbunds første årsmøde. Søs åbnede årsmødet som formand, men lukkede det som forperson, da årsmødet traf beslutning om fremadrettet at anvende denne kønsneutrale betegnelse. Dansk Musiker Forbund har således nu et forpersonskab bestående af en forperson, en næstforperson og en 2. næstforperson. Forpersonskabet og Hovedbestyrelsens arbejde siden kongressen i 2020 har resulteret i, at Dansk Musiker Forbund nu har en diversitetspolitik og desuden har tilsluttet sig 2030-målene for kønsbalance i musikbranchen sammen med en række andre organisationer. 

Kursen er sat, og nu sejler vi

På årsmødet præsenterede Søs Nyengaard, som en del af hovedbestyrelsens beretning, et målhieraki for arbejdet med udviklingen af Dansk Musiker Forbund, der er udarbejdet af forpersonskabet og hovedbestyrelsen i fællesskab. Målhierakiet rummer forbundets formål, vision, mission og strategiske hoved- og delmål og er et dynamisk værktøj i hovedbestyrelsens arbejde. Der ligger allerede et stort arbejde bag udviklingen af målhierakiet, men arbejdet stopper bestemt ikke her. Både hovedbestyrelsen og forpersonskabet er i arbejdstøjet og samarbejder aktivt med henblik på at styrke og udvikle vores forbund. Søs Nyengaard rundede hovedbestyrelsens beretning af med ordene: ”Det første år er næsten gået. Kursen er sat. Og nu sejler vi.

Valg af ungdomsrepræsentanter til hovedbestyrelsen

På årsmødet skulle der vælges 2 ungdomsrepræsentanter under 35 år til hovedbestyrelsen. Valget faldt på Stina Tølbøll Bekker og Martin Bastiansen, som begge genopstillede til posterne. Derudover blev Thilde Fjord Madsen og Daniel Toudal Kobberø valgt som suppleanter. Et stort tillykke med valget til dem alle.

Det er vigtigt og nødvendigt, at der videndeles på tværs af generationer og fagligheder, hvis vi skal have et stærkt forbund i fremtiden. Vi skal lære af hinanden og skabe mulighedsrum, hvor forskellige erfaringer og kompetencer kan mødes. Det gælder i lokalafdelingernes bestyrelser lige så vel som i hovedbestyrelsen.

Det sociale og faglige fællesskab, som er Dansk Musiker Forbunds DNA, skal vi værne om, og det sker gennem inddragelse. Det gælder både inddragelse af medlemmerne i DMFs arbejde, af lokalafdelingerne i hovedbestyrelsens arbejde og af hovedbestyrelsen i lokalafdelingernes arbejde.

Dialog på programmet og brændstof på motoren

Årsmødets anden dag bød på en temadrøftelse faciliteret af hovedbestyrelsen. Alle delegerede blev inddelt i grupper og drøftede følgende spørgsmål: Hvad forventer lokalafdelingerne sig af HB og omvendt? Hvordan dækker vi hele landet? Hvor skabes hvilke aktiviteter, og hvordan implementeres de lokalt? Hvor og hvordan samles de gode erfaringer, så de kommer alle til gode?

Efterfølgende præsenterede hver gruppe resultatet af deres drøftelser for hele forsamlingen. Det ledte til mange interessante betragtninger samt ny inspiration og nye idéer, som kan komme både det lokale arbejde og arbejdet i hovedbestyrelsen til gode.

Det var en meget positiv oplevelse igen at kunne mødes uden restriktioner og mærke det fællesskab, vi har i Dansk Musiker Forbund. Det har fyldt brændstof på motoren og givet fornyet energi til arbejdet frem mod næste årsmøde i 2022, som afholdes den 25. og 26. september.

Tak for musikken

Den 16. juli 2021 måtte vi tage afsked med afdelingens tidligere formand, sanger og guitarist, Hans Magnussen, som sov ind i sit eget hjem. Hans engagerede sig i afdelingens bestyrelse i 1980 og blev senere formand for afdelingen fra 1984-1996. Afdelingens nuværende formand, Camilla Overgaard, besøgte Hans flere gange i hans sidste tid og skrev sammen med hans søn, Niels Magnussen, mindeordene om Hans, som blev bragt i Stiften og BASUNEN. Flere medlemmer af afdelingen og hovedforbundet deltog desuden ved Hans’ bisættelse.
Tak til en stor mand og tak for musikken. Hvil i fred.