Musiker Bjarne Gren Jensen, 1943-2025 (foto: Privatfoto).

Af Lars Knudsen, DMF-Aarhus.

B

jarne Gren Jensen, guitarist, komponist og en af hovedkræfterne bag det legendariske danske band Bamses Venner, er gået bort. Med sin karakteristiske lune, sit stærke musikerskab og et stort engagement i musikernes sag, efterlader han et varigt aftryk på både den danske musikscene og det faglige fællesskab.

Bjarne startede sin musikalske løbebane tilbage i 1960’erne, hvor han spillede landets dansehaller tynde med det aarhusianske danseorkester, Baronerne. Siden stiftede han Bamses Venner i 1973 sammen med Flemming “Bamse” Jørgensen, Jes Halding, Roar Odgaard og Jan Locht. Bandet blev hurtigt en del af den danske folkesjæl med deres folkelige sange, stærke melodier og varme udtryk. Med over 30 albums og klassikere som Vimmersvej og melodigrandprix vindersangen Tænker altid på dig (som Bjarne skrev musikken til), satte Bjarne med Bamses Venner i hans tid i bandet frem til 1981, et markant præg på dansk populærmusik.

Men Bjarne var også meget mere end en dygtig musiker. Han var en engageret og fremsynet fagpolitiker, der i mere end 30 år ydede en stor indsats for Dansk Musiker Forbund. Som mangeårigt bestyrelsesmedlem og næstformand i DMF Aarhus afdelingen, hovedbestyrelsesmedlem, forretningsudvalgsmedlem og som næstformand i landsforbundet var han som en af hovedkræfterne med til at forme det moderne fagforbund, vi kender i dag.

Bjarne arbejdede målrettet for at forbedre vilkårene for musikere i Danmark – både socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt. Han stod bl.a. bag fagbladet Basunen, og var i en årrække i 1980’erne drivkraft bag ’Musikprojektet’. Musikprojektet var en af Bjarnes største fortjenester, hvor han som leder var med til at sende ledige musikere i aktivering, og dermed skaffe masser af jobs til musikere i Aarhus kommune. Projektet udviklede sig til også at omfatte kurser og pladeudgivelser, og blev forløber og inspiration til forbundets opstart af den succesfulde ArtLab kursusafdeling i 1990’erne og efterfølgende i 00’erne distributionsselskabet Gateway Music.

Bjarne havde en særlig evne til at koble musikkens verden med teknologiske fremskridt. Med stor indsigt i it og digital udvikling var han en vigtig foregangsmand bag forbundets modernisering og digitalisering. Han var på forkant med tiden og tog initiativer, der har styrket både organisationens struktur og medlemmernes hverdag i en omskiftelig branche.

Hans indsats blev anerkendt med både en Walde-pris samt æresmedlemskab både i DMF Aarhus lokalafdelingen og nationalt i Dansk Musiker Forbund – en hæder kun ganske få modtager, og som vidner om den respekt og taknemmelighed, der omgav hans virke.

Bjarne Gren Jensen vil altid blive husket som en musiker med hjertet på rette sted, en kammerat og en utrættelig forkæmper for musikernes fællesskab. Han har sat dybe spor – i tonerne, i forbundet og i menneskene omkring sig. Tak for alt, Bjarne!

Vores dybeste kondolencer og tanker går til familien, Birgit samt børn og børnebørn.

Æret være Bjarne Grens minde.