Et af Bandlokaler.dk’s øvelokaler i Aarhus (Pressefoto).
Af : Lars Knudsen, DMF Aarhus
Print Friendly, PDF & Email

DMF-Aarhus og bandlokaler.dk har for nylig indgået aftale om et nyt medlemstilbud, der tilbyder alle medlemmer i DMF-Aarhus lokalafdelingen mulighed for billigere øvelokaler hos Bandlokaler.dk.

Bandlokaler.dk tilbyder kvalitetsøvelokaler på abonnement i Aarhus, Odense og Aalborg. Det fungerer lidt som et medlemsabonnement, vi kender hos fitnesscentre. Det koster en fast månedlig ydelse, og så kan du ellers komme og ’træne’, når det passer.

Plug’n’play

”Alle vores øvelokaler er udstyret med kvalitetsgear, så du medbringer blot dit instrument, og så er det bare plug’n’play”, fortæller den 31-årige musiker Oliver Sigmann Beck, der driver Bandlokaler.dk, da BASUNEN er på besøg i den aarhusianske afdeling i Egå ved Aarhus. ”Alle lokalerne er lavet på samme måde. Der står et komplet Drum Limousine trommesæt, der er PA anlæg, mikrofoner, og den digitale mixer, hvor du gemmer dit pre-set, er den samme i alle lokaler. Der er kabler, låneforstærkere og keyboards, som man kan bruge frit. Man tager selvfølgelig bare sin egen guitartop eller andet med, hvis man vil, der er også skabe til gearopbevaring, hvis der er brug for at tilkøbe det.”

Oliver Sigmann Beck driver til dagligt Bandlokaler.dk
(foto: Lars Knudsen).

Manglede selv et øvelokale

Oliver er selv guitarist i fest bandet North Avenue, og Bandlokaler.dk opstod ud fra Oliver og bandets eget behov for et billigt og fleksibelt øvelokale. ”Vi rykkede i 2018 ind i lokalerne i Egå, og startede her konceptet med at alle bruger og deler om øvetiden, i stedet for at man satte sig fast på lokalerne individuelt. Her i bygningen lå der i forvejen et lydstudie ejet af guitarist Thomas Friis. Det overtog jeg sammen med Mikkel, den anden guitarist i North Avenue, og vi byggede det om til 3 moderne øvelokaler.”

Plads til alle

Oliver mener, at abonnementskonceptet på øvelokaler passer rigtig godt til medlemmerne i Dansk Musiker Forbund. ”Vi har tre slags abonnementer: Solist 349,-/mdr. Underviser 399,-/mdr. Band 549,-/mdr. Disse tre priser giver vi desuden 25% afslag på, til alle medlemmer af DMF-Aarhus afdelingen.
Det, vi tit oplever, er, at vores abonnement bruges af fritidsmusikere og glade amatører, som kan nyde deres hobby med at spille lidt musik i fritiden uden at skulle investere i en masse gear og fast øvelokale.
Vi ved også, at professionelle musikere og sikkert en del medlemmer i Dansk Musiker Forbund, heller ikke altid har brug for at stå i et fast øvelokale, da man ofte øver op hjemmefra og tager ud og spiller mange jobs. Nogle instrumenter er heller ikke så egnede at øve derhjemme i etageejendommen, for eksempel blæsere og trommer. Og i forhold til professionelle musikundervisere, så er det også meget nemt, overskueligt og billigt at plotte sig ind i vores kalender og bruge vores tjekkede, rene og ordentlige lokaler.
Så vi møder en masse forskellige søde musikere her, lige fra den prof. trommeslager, senior bandet der sidder og hyggesnakker med et metalband i fællesarealet… ja, kort sagt så er bandlokaler.dk for alle, både ung og gammel, ny som erfaren!”

Alle lokaler har digitalmixer hvor man kan gemme sit setup (foto: Lars Knudsen).

Ekspansion under Corona

Oliver og North Avenue spiller selv årligt ca. 50 koncerter. Men da Coronaepidemien kom i starten af 2020, blev der desværre pludselig en hel masse fritid i kalenderen. Abonnementskonceptet på øvelokaler fungerede rigtig godt i Aarhus, så da der var efterspørgsel og tid til det, tog Oliver arbejdshandskerne på og gik i gang med at etablere og udvide markedet ved at bygge helt nye lokaler i Odense og i Aalborg. ”Det var helt fra scratch i en total tom lagerbygning i Odense. En større investering der resulterede i, at vi et halvt år senere åbnede 5 spritnye øvelokaler og 5 lydstudier klar til brug af musikerne i Odense. Der blev også her taget enormt godt imod, og i 2021 efterfulgte desuden 8 nye lokaler i Aalborg.” Med øvelokaler rundt om i landet er der f.eks. på den måde også mulighed for, lige at mødes og øve lidt i den pågældende by inden jobbet om aftenen.

Ordnede forhold

Oliver opholder sig ikke selv i øvelokalerne på daglig basis, men som minimum en gang ugentligt, hvor han sørger for, at alt det praktiske er, som det skal være. ”Foruden den rengøring vi har på, så er det simpelthen en fornøjelse at se, hvor godt folk passer på både tingene i øvelokalerne og fællesarealerne.” Han mener at han kender de fleste af bandlokaler.dk’s brugere, og de kan altid ringe til ham hvis der er noget. ”Det gør de også. Men hvis jeg er i bad, eller selv står på scenen under en guitarsolo, så tager jeg den altså ikke”, griner han.
”Gearet bliver brugt og løbende udskiftet og repareret. Man skal altså ikke være bange for at flække et bækken, eller der går et kabel, eller uheldet er ude, og der spildes kaffe ned i en forstærker. Det klarer vi. Det er selvfølgelig noget andet med hærværk. Vi har faktisk aldrig oplevet det, heller ikke at folk vælter rundt og holder fest. Folk køber ind på den dér med gensidig respekt her. Vi har på femte år aldrig fået stjålet så meget som en eneste Shure SM58,” siger han og peger over på en hylde med frit tilgængelige mikrofoner.”

 Udsigt fra et trommesæt (Pressefoto).

Din DMF rabatkode

Hvis du er interesseret i at vide mere om Bandlokaler.dk, så hedder hjemmesiden praktisk nok www.bandlokaler.dk. Her kan du både gå en virtuel tur rundt i lokalerne, samt finde uddybende info om tilmelding, booking, udstyr, priser på ekstra ’add-on’ tilkøbsmuligheder såsom opbevaring, faste øvetider, brug af lokaler i andre byer med mere. Som medlem af DMF-Aarhus er der som sagt en økonomisk gulerod i form af en rabatkode der giver dig 25% rabat på abonnementspakkerne. Koden bruger du, når du har trykket på ’Tilmelding’ på www.bandlokaler.dk.

Rabatkoden sendes første gang ud til afdelingens medlemmer i maj 2023 nyhedsbrevet fra DMF-Aarhus. Du kan desuden altid rekvirere koden på tlf. 35 240 260 eller aarhus@dmf.dk ved oplysning om dit navn og/eller DMF-medlemsnummer. Samarbejdsaftalen imellem DMF-Aarhus og Bandlokaler.dk træder i kraft pr. 1. maj 2023, og er eksklusiv for medlemmer af DMF-Aarhus lokalafdelingen.


 Zlatan har et solist-abonnement og øver trommer i bandlokaler.dk (foto: Lars Knudsen).

Zlatan

På turen rundt i øvelokalerne i Egå taler BASUNEN også med trommeslageren Zlatan, som er en af stedets brugere. ”Jeg har spillet mange forskellige genrer både, rock, noise, experimental, verdensmusik og balkan, da jeg kommer fra ex-Jugoslavien. Jeg spillede med et band her fra byen i et andet øvelokale, men da vi gik i opløsning, blev det for dyrt med eget øvelokale. Så fandt jeg det her, og har øvet her on/off i nogle år og er meget tilfreds med bandlokaler.dk, ikke mindst fordi det er billigt, når man er solist eller bare øver selv. Jeg bor i den anden ende af Aarhus, men der er gode busforbindelser hertil faktisk. Men jeg har også bil, og det er dejligt, at det er nemt at parkere lige udenfor.”

Flere lokaler på vej

Oliver: ”Ja, vi oplever at folk er rigtig glade for, at der er nem tilkørsel og gratis parkering her i Egå. For andre er Egå lidt for langt ud af Grenåvej fra midtbyen. Men jeg kan sige stensikkert, at vi i nærmeste fremtid finder et sted beliggende nærmere byen, hvor vi forventer at forøge kapaciteten af lokaler. Vores erfaring fra Odense viser, at musikere og bands i øvelokalerne faktisk interagerer med producerne og studiefolkene, og det kommer der en vildt fed energi ud af. Det kunne vi også godt tænke os inden for den ydre Ringvej i Aarhus. Ambitionerne for fremtiden er at åbne op i flere byer rundt om i Danmark, hvor der findes musikere, der har et behov for denne her slags muligheder.”

 Fællesarealet i Aarhus øvelokalerne (Pressefoto).