Nanna Prip byder velkommen i Ruby Y Studio (foto: Camilla Overgaard).
Af: Camilla Overgaard, formand DMF Aarhus.
Print Friendly, PDF & Email

Det eksperimenterende klassiske ensemble Lydenskab har i samarbejde med den prisvindende forfatter Stine Pilgaard og komponist Kristina Holgersen skabt koncertforestillingen Ø, der spillede på Teatret Gruppe 38 i Aarhus fra den 17. til 21. november 2021.
Ø er en sanselig, poetisk koncertforestilling der handler om båndet mellem børn og bedsteforældre. Maries farmor har levet længe og set meget. Nu er hun ved at blive blind. Marie, derimod, ser verden med store øjne og er fuld af spørgsmål om alt mellem himmel og jord.

Lydenskabs lyd er anderledes

Ensemblet Lydenskab så dagens lys i 2011 og har siden da spillet på flere af landets etablerede scener med store produktioner i samarbejder med danske såvel som internationale komponister, musikere, kunstnere mm. Ensemblet består af cellist Sofia Lind Pedersen, guitarist Thea Vesti Pedersen, fløjtenist Karolina Leedo, violinist Louise Gorm, vokalist og komponist Laura Bowler, klarinetist Carola Schaal, saxofonist Henriette Jensen, kontrabasist Mads Stevns Uldall, pianist Maria Esphai og perkussionist Mikkel Ib.

Lydenskabs lyd er anderledes blandt andet på grund af ensemblets instrumentale konstellation, som på mange måder er utraditionel. Det er ikke altid, at alle ensemblets musikere medvirker i et projekt, hvilket eksempelvis er tilfældet i koncertforestillingen Ø. Her medvirker guitarist Thea Vesti Pedersen, violinist Louise Gorm, cellist Sofia Lind Pedersen og Mads Stevns Uldall.

I det følgende fortæller Thea Vesti Pedersen, som, udover at medvirke som guitarist, også er forestillingens kunstneriske leder om det at arbejde tværkunstnerisk, om tilblivelsen af koncertforestillingen Ø og om formidling af klassisk musik til børn.

Koncertforestillingen Ø er jo et tværkunstnerisk projekt. Hvad har været inspirerende/udfordrende ved at arbejde på tværs af kunstarter?

Vi har ønsket at skabe et ligeværdigt mødes mellem kunstarterne, hvor den klassiske musik ligger som et bærende fundament og smelter sammen med tekst, scenografi og skuespil i vejrforudsigelser, havbrus, middagslure, kløpulver, sange og skænderier. Kristina Holgersen og Lydenskab har komponeret musikken i et tæt samarbejde. Det er en klassisk koncert, men det er også alt muligt andet, – så i sidste ende håber vi publikum vil få en totaloplevelse ud af det. Og at forestillingens temaer skaber et afsæt for gode snakke på tværs af generationerne om liv, død, litteratur, teater, – og klassisk musik, selvfølgelig.

I Lydenskab arbejder vi altid tværkunstnerisk, – og det kan være et udfordrende rum at gå ind i med andre kunstnere. Hvem bestemmer? Hvor meget må man træde ind over hinandens fagligheder? I denne forestillingsproces har vi ønsket at bryde grænserne helt op. Det kræver en vilje til at ville “noget andet” og tage ansvar for det samlede kunstneriske udtryk. Det er krævende. Man bliver vildt selvkritisk. Og man skal være villig til at alle idéer kan udvikle sig eller lægges ned. Men i sidste ende, så er denne her forestilling kravlet helt ind i knoglerne på os, fordi vi har været med i alt hele vejen.

Vores instruktør Rikke Frigast har vi valgt at arbejde med, fordi hun har en æstetik vi holder meget af og så er hun en person der er god til at lytte. Det tror jeg mere og mere på er helt essentielt for at skabe de her tværkunstneriske processer. Anerkendelsen af, at folk byder ind med forskellige fagligheder. Vi kunne ikke have forestillet os denne forestilling på forhånd, – og den var aldrig blevet så god som den er, hvis en instruktør havde dikteret os igennem den. En stor del af processen har handlet om at lege alting frem ud fra teksten (som også er blevet justeret i løbet af processen) og så tage det bedste fra legen ind i forestillingen. Vores skuespiller Siff Vintersol er en gejser af bud og udtryk. Hun er enestående. Det har været virkelig inspirerende at spille op ad.

Ruby Y Studio set-up 1 (foto: Camilla Overgaard).

Rikke har været med på sidelinjen i nogle af vores tidligere projekter gennem årene, og vi har haft en løbende samtale om at eksperimentere med formen i den tværkunstneriske proces, så der netop kan være en ligeværdig udveksling. Det handler om at sætte en tydelig ramme fra starten. Undervejs taler vi rigtig meget om, hvordan vi kommunikerer. Vi tjekker ind hos hinanden, evaluerer og taler rigtig meget om processen, mens vi er i processen.

Udfordringerne og den konstante balance er for eksempel forskydninger i forhold til, hvor meget tid man bruger, – og hvor man arbejder bedst. En forfatter er vant til at sidde i sit eget rum og bestemme over teksten. Et klassisk ensemble er vant til noder og forberedelse i lukkede rum. En skuespiller har brug for at arbejde med ord og udtryk sammen med instruktøren. Når der skubbes til den balance, kan man blive utryg. Vi har forsøgt at gribe hinanden og har gjort det helt legitimt at vise sårbarhed og usikkerhed. Det har faktisk ofte været i de skrøbelige øjeblikke, vi har skabt noget nyt, som er kommet til udtryk i forestillingen.

Vi synes, det er lykkedes at skabe et demokratisk og ligeværdigt rum. Rikke og jeg har talt meget om, at det rum ikke må være ledelsesfrit. Der er hele tiden nogle, der tager ansvar, og i sidste ende har instruktøren et blik udefra og en æstetik, som vi stoler på.

Men vores proces har gjort, at forestillingen har et meget personligt udtryk for os alle sammen. Den handler jo om forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre – og om livet. For mig, så handler den om min morfar, som jeg elskede utrolig højt, og han har sine øjeblikke i forestillingen. For de andre er der andet på spil. Det er så sindssygt dejligt at opleve at publikum kommer op til os bagefter og har haft samme oplevelse af, at det er “deres” forestilling.

Ruby Y Studio set-up 1 (foto: Camilla Overgaard).

Hvordan og hvornår opstod idéen til forestillingen?

Ideen til Ø opstod i samtaler mellem instruktør Rikke Frigast og jeg selv. Vi har været meget inspireret af Tove Jansson og Astrid Lindgren i udviklingen af forestillingen. Det her med at skabe elementer, der taler til flere generationer, har været virkelig interessant at arbejde med, – og noget som Stine Pilgaard og Michelle Sondrup har leget med i deres tekster. Hvordan kan vi f.eks. tale om døden uden at gøre det trist? Hvad er det, den ene generation kan lære af den anden? Hvordan forholder vi os til tiden, til naturen, til kroppens forfald og livets udvikling, når vi står i hver sin ende af livet?

I Lydenskab er vi optagede af kulturens overlevering fra generation til generation. Vi har lavet Ø med den tanke, at bedsteforældre og børnebørn skal tage hinanden i hånden og gå ind og dele denne oplevelse.

Den klassiske musik har et kernepublikum, der aldersmæssigt rammer +65. Kulturpolitisk er der rigtig meget snak om, at vi skal ud og spille for “nye målgrupper”. Lydenskab spiller rigtig meget på nye scener og platforme, men her har vi haft lyst til faktisk at gøre vi det stik modsatte og hylde det publikum, som kommer til og virkelig værdsætter klassiske koncerter. Så denne opsætning er skabt til +65 og deres børnebørn. Men faktisk er der kommet et publikum i alle aldre, som er blevet meget berørt af forestillingen og dens temaer.

Så vidt jeg har forstået, er der en del improviserede elementer i forestillingen – hvordan kommer det til udtryk?

Der er nogle fastlagte improvisationer i tekst og musik, som gør, at dele af forestillingen er lidt forskellig fra gang til gang. Nogle øjeblikke, hvor vi leger lidt ekstra med at lytte til hinanden – skuespiller og musikere og faktisk også publikum.

(foto: Camilla Overgaard)

Hvordan er processen med at komponere musikken til forestillingen forløbet?

Det har været vigtigt for Lydenskab at arbejde med en komponist, der vil være med til at udvikle i fællesskab. Vi vil ikke bare stå i et hjørne og spille dikterede noder i sådan en forestilling. Ø er skabt af os, og det er derfor naturligt, at Lydenskab er med til at lave musikken. Det er samtidig en del af en proces, vi er i, hvor vi generelt er begyndt at skabe mere og mere musik.

Arbejdet med Kristina Holgersen har været meget åbent. Sangene indspillede hun på skrattede mobiloptagelser tidligt på sommeren. Så vi fik optagelser og akkorder, og så har vi arrangeret. I sensommeren startede vi i prøverum sammen med Kristina og Siff (skuespilleren). Musikken i resten af forestillingen er små elementer fra melodier sammen med Lydenskabs egne kompositioner.

I arbejdet med Kristina er der fri leg og plads til at byde ind. Det gør, at vi får udnyttet vores instrumenter og vores samspil til det yderste, fordi vi får det hele bragt i spil fra starten. Det er også sindssygt krævende og frustrerende til tider, fordi vi jo skal finde på hele tiden, og vi vil gerne være helt geniale konstant i den proces. (Det er man ikke altid, jo). Men i sidste ende er musikken kravlet ind under huden på en meget mere organisk måde, end hvis vi havde fået et færdigt partitur at spille ud fra. Det er en meget givende proces for os.

Hvad kræver det I jeres optik at formidle klassisk musik til børn, og hvorfor er det vigtigt?

Det har været vigtigt for os at skabe en forestilling, der ikke taler ned til børn. Vi vil gerne vise dem, at den klassiske musik kan udtrykke nogle af livets store temaer, så musikken i forestillingen handler om både liv og død. Én fra publikum kaldte forestillingen en maggiterning af alt det livet handler om. Og det er jo også det, den klassiske musik kan. Gå i dybden. Ja: fordybelsen. Den er vigtig at vise børn.

Derudover er børn jo det dejligste publikum. De forstår musikken helt umiddelbart uden analyser og hensyn til konformiteter, – de oplever bare. Der er kontakt og kontant afregning. Det kan vi godt li. Jeg tror egentlig ikke, de tænker over, at det er klassisk musik, de lytter til. Men de får da helt klart åbnet ørene for nogle andre lyd-oplevelser, end de fleste er vant til. Jeg håber, det giver en fortrolighed med den klassiske genre. Måske vil de, næste gang de hører klassisk musik, tænke over, hvad det handler om og bruge deres fantasi på nye måder i den oplevelse.

Tak til Thea Vesti Pedersen for at tage BASUNENs læsere med på Ø-rejse!

Se smagsprøver fra koncertforestillingen: