(foto: Lucca D. Kjærgaard).

Af: Lucca D. Kjærgaard, basunist i Region Midtjyllands ungdoms big band (ReMUBB) & studentermedhjælper på campen.

 

Print Friendly, PDF & Email

Fredag, lørdag og søndag i uge 9 i 2022 afholdt Jazzfabrikken under Aarhus Jazz Orchestra en camp for regionale ungdoms-big band musikere i alderen 15-25 år fra hele Danmark. Campen startede på Aarhus Efterskole i den sydlige del af Aarhus og sluttede af om søndagen på Det Jyske Musikkonservatorium i centrum af Aarhus.

De første dage med deltagelse af Skt. Annæ Big Band (SAGBB) fra region Hovedstaden, Fyns Ungdoms Big Band (FUBB), region Syddanmark og Danish Youth Jazz Orchestra (DYJO) fra region Midtjylland.

Søndag til store big band dag stødte Aalborg Youth Orchestra (AaYJO), region Nordjylland og Region Midtjyllands ungdoms big band (ReMUBB) også til. Så sammen med Aarhus Jazz Orchestra var der samlet seks big bands til et brag af en stor big band dag.

(foto: Lucca D. Kjærgaard).

Fredag: Aftenkoncert og jam

Allerede i campens første time summer luften af forventningsfulde, unge mennesker, som glæder sig til en weekend fuld af musik og hygge. Det er fredag eftermiddag, og nogle har haft en lang uge, men det forhindrer dem ikke i at være imødekommende og snakke med folk fra de andre deltagende big bands. Der er god tid i starten til at etablere øvelokaler, og i mellemtiden bliver bordtennisbordet flittigt benyttet, hvor alle kan være med, når man spiller ’rundt om bordet’.

Der er planlagt lige over 13 timers musik i løbet af de tre dage, men så snart forstærkerne er koblet til, fyldes pauserne også med toner fra skolens mange afkroge. Det er helt forståeligt, at de unge mennesker slet ikke kan lade være, når der nu pludselig er så mange ligesindede omkring dem.

Om aftenen har DMF sponsoreret en koncert med danske OrgelDuo + guitarist Mads Nørgaard i et af efterskolens lounge-rum. Under koncerten sidder campens deltagere godt i de bløde stole og sofaer, som dog ikke afholder dem fra at være et aktivt publikum, der støtter op om duoen ved at manifestere musikken gennem vip med foden, nik med hovedet eller hujen efter soloer og fede linjer.

 OrgelDuo – Simon Eskildsen (tv) og Daniel Sommer (th). Med sig havde de på aftenen også Mads Nørgaard på guitar (pressefotos).

Efter koncerten er det fede først lige begyndt, da den jam, der fylder resten af dagens program, startes med en kæmpe tutti jam over nummeret Into the Orgelverse. Musikerne er supersøde ved hinanden; der er plads til alle på den lille scene, og stemningen gør, at de fleste ikke er bange for at springe ud i en solo. Selv dem på shaker og en lidt tøvende bassist får soloer, som igen bliver budt velkommen med positive tilråb og klap på skulderen. Det er tydeligt at se, hvordan de, der samler modet til at springe ud i det, får mere selvtillid bagefter. De friske sjæle fortæller, at der blev spillet musik til langt ud på natten.

Lørdag: dirigentrotation, workshops for instrumentgrupper

Den næste dag efter forskellige mængder velfortjent søvn på efterskolens værelser er alle klar til en ny dag med endnu mere musik. Allerede ved morgenbordet er der nogle, som ikke kan lade være med at synge brudstykker af melodier eller improviserede linjer. Til de andre måltider er der også liv og glade dage. Efterskolens køkkenpersonale har lavet dejlig mad, orkestermedlemmerne blander sig ved bordene, og til sidst er der informationer og afrydning af bordene på rigtig efterskolemanér.

Under dirigentrotation om lørdagen, hvor dirigenterne for de tre big bands bytter plads, går alle til opgaven med stor entusiasme. Dirigenterne går all in og er retfærdigt kritiske, når de skal. Ingen er bange for at bruge stemmen til at vise, hvordan de tænker bestemte linjer, og musikerne er professionelle nok til at følge instruktioner første gang. Dog er der også plads til humor fra dirigenternes side, og orkestrene nyder muligheden for at finde ud af, hvordan andre ville arbejde med deres numre.

Der er god dialog mellem band og ny dirigent, og enkelte gange bliver musikerne endda spurgt om, hvad de synes – her bliver det endnu mere tydeligt, at nogle har godt af den afveksling, der er, så de kan blive skubbet ud af deres komfortzone i trygge rammer. Der er masser af ny læring at hente. Hos nogle har den afløsende dirigent tilmed et andet hovedinstrument, som automatisk giver et helt andet indblik, da ørerne jo er trænet mod noget andet.

”Det er fedt at gøre, fordi man får nye indspark til musikken og ser ting, som ens normale dirigent ikke har fokus på”, fortæller barytonsaxofonisten i FUBB, Carl, bagefter.

Numrene, der er blevet arbejdet med, har fået nyt liv, da musikerne går til frokost. Efter frokost køres der også hårdt på i workshops for de forskellige instrumentgrupper: Rytmegruppe, saxofoner, tromboner og trompeter. Der er hentet instruktører ind udefra til at give flere nye indspark til musikerne, og det fungerede superfedt. Saxofonisterne havde fokus på, hvordan man er en god gruppe i big bandet; trompeterne havde fokus på den effektive opvarmning; trombonerne havde fokus på den kreative øverutine, og hvordan man sørger for altid at skabe musik. Sidst men ikke mindst underholdte John Riddell rytmegruppemusikerne med teknikker til hurtig indlæring af nye stykker, samt hvordan man skriver sit eget lead sheet.

Bassisten fra SAGBB, Bastian, fortæller, at han lærte virkelig meget af workshoppen, og det helt klart er noget, som han vil inddrage i sin øvning fremover. Han mener også, at John gjorde læringsprocessen god for alle, og det har inspireret ham til at tage læringen med videre, selvom der bare er blevet taget de første små skridt. Der er positiv overbevisning om, at der kommer meget ud af det.

(foto: Lucca D. Kjærgaard).

Efter aftensmaden er der igen en lille koncert, men denne gang er det big bandene selv, som spiller for hinanden. Stemningen er høj på jazztoner, og det giver meget endelig at få lov til at spille det nummer, man har arbejdet med hele dagen for nogle andre. Solisterne bliver bakket op som aldrig før, og alle er søde til at støtte hinanden. Efter koncerten (og gruppebillede) er der jam til langt ud på natten.

Gode rammer

Flere af deltagerne er enige om, at rammerne er virkelig gode, da der er balance mellem fællesarealer, private områder og musiklokaler. Måske er det efterskolens afslappende rammer, der gør det, men de musikere, som tidligere har gået på efterskole, bliver suget tilbage til den afslappede sindsro, der ligger over sådan et ophold.

Det ses hurtigt, at selvom fokus er på musikken, er der også meget tid til hygge og snak. Specielt i skolens hyggehjørner bliver der delt erfaringer, tips og tricks eller fortalt historier om mindeværdige gigs. Der er høj respekt, og alle får lov til at tale. Samtidig er der en endnu større nysgerrighed for hinanden, da det er tydeligt, hvor meget man kan få ud af en afslappet snak med en potentiel fremtidig ven.

På den samme musiksti

Det har været sjovt og spændende at møde så mange andre unge, der også er interesseret i den niche, som big band musik er blevet. Man kan ikke mærke, at de unge kommer fra hele landet, når de blander sig på kryds og tværs og lægger fordomme til side. DYJOs trommeslager, Lasse, fortæller:

”Det er fedt at få åbnet øjnene for, hvor mange unge, der egentlig er, som er interesseret i det samme som en selv. Det minder mig om, at vi alle står på den samme ’musiksti’ – vi er bare forskellige steder, og det er helt okay. Nogle kan man se op til, og andre kan man hjælpe på vej. Det handler om at vide, at vi har hinanden, hvis en falder.”

Søndag: stor koncert i Musikhuset

Så blev det endelig søndag! Weekendens camp kulminerer i store big band, hvor flere workshops og besøg af gæstedirigenter fra Aarhus Jazz Orchestra ender ud i en stor koncert med hele seks big bands opstillet i en cirkel om én dirigent på gulvet i Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus.

Oplæg efter frokost i konservatoriets kantine om, hvad DMF er for noget. (foto: Lucca D. Kjærgaard). 

Med Aarhus Jazz Orchestra i Rytmisk Sal (foto: Lucca D. Kjærgaard). 

Ud over de tre første bands er Aalborg Youth Orchestra og Region Midtjyllands ungdoms big band kommet til samt Aarhus Jazz Orchestra, som assisterer på de tomme pladser i de andre big bands under dagens workshops og til den afsluttende koncert.

Koncerten, som alle har glædet sig til, består af et nummer fra hvert band (udover AJO som med god grund har to numre) efterfulgt af et stort fællesnummer, Human Nature, hvor alle spiller med. Det er en vild følelse at være en del af noget, som er så meget større end ens eget big band, som ellers også kan føles stort til hverdag. Det er en følelse, som sætter sig i kroppen og giver glædeshormoner flere dage frem.