Studietur til New York

Af Marc Aarnio Faaborg, studerende på 2 årgang.
Foto: Sofie M. Hedelund Christensen

I januar 2006 var 2. årgang fra Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling i New York på 3 ugers studietur stærkt økonomisk opbakket af DMF. Næsten alle studerende fik hver 4.000 kroner i støtte til rejse og ophold. Mange tak for det.

Der var utroligt mange ting at se, høre og opleve i New York og samtidig mange grunde til, at det var så inspirerende et sted at være – alene bare byens størrelse. På Manhattan bor der 8 millioner mennesker, og byen New York har 13 millioner indbyggere i alt. Dette gør jo også, at der er et meget større publikum til at betale for de ekstremt mange koncerter, der foregår hver dag/uge/måned/år. Navne, der bliver blæst stort op i Danmark, spiller regelmæssigt på de forskellige klubber rundt omkring på Manhattan.

Heriblandt kan nævnes: Mike Stern, Kurt Rosenwinkel, Brad Mehldau, Bill Stewart, Dr. Lonnie Smith, Peter Bernstein, Ali Jackson, Aaron Goldberg, Omar Avital, Kenny Werner, Maria Schneider Orchestra, Ravi Coltrane, Chick Corea, Eddie Gomez, Jack Dejohnette, Mark Turner, Avishai Cohen (trompetisten), Bob Mintzer Big Band, Chris Potter, Keith Carlock, Christian McBride osv osv. Navnelisten fortsætter i det uendelige. De fleste af de ovenstående navne er til at finde i New York, hvor de ofte leverer virkelig gode koncerter. Vi brugte det meste af vores tid (og penge) på at rende frem og tilbage mellem de forskellige klubber og høre alle de her fantastiske musikere.

Gode spillesteder
Modsat Danmark, hvor disse koncerter nemt kunne koste 250 kroner pr aften, var det en hel del billigere at komme til at høre det fede musik i New York. Prisen for en aften med jazz lå mellem $20-30. Heriblandt var $10 til at dække et ”Drink Minimum”. Man fik altså 2 øl eller lignende med i prisen. Selvfølgelig var der også koncerter, der kostede en del mere, men generelt lå prisen omkring de 100-150 kr. Hvis du selv pønser på at besøge byen, så er følgende klubber absolut værd at checke ud:

The Fat Cat, koncert + jam næsten hver aften (og hyggeligt sted med pool/bordtennis, billige øl mm.)

Smalls, søsterklub til Fat Cat. Også en masse gode koncerter.

Smoke, fed klub med god stemning.

55 Bar, her kan man finde Mike Stern hver mandag... hvis han altså ikke er på turné.

Village Vanguard, ældre, meget berømt spillested med super atmosfære og altid gode navne på scenen. Koster lidt mere end de andre steder, men ofte er det også større navne.

Blue Note, her spiller kun de største navne (primært et turiststed). Det koster meget mere, og hvis du checker koncerterne i Village Voice ud, vil du ofte kunne finde de samme hovednavne spillende på en af de andre klubber en del billigere.

IAJE Conference
Udover de mange klubber havde vi også fornøjelsen af at deltage i IAJE Conference (International Association for Jazz Education). Mange af ovenstående musikere deltog i denne konference. Det var en 4 dages intensiv konference, der foregik på Sheraton og Hilton Hotels på Manhattan. Der var hundredvis af store navne, der spillede koncerter, gav clinics, holdt foredrag osv osv. Det blev dog lige lovlig amerikansk for nogens smag, men der var mange gode musikoplevelser at hente. Af og til blev musikken desværre sat lidt til side for ”ryg-klapperi”. Bla. til koncerten med Chick Corea, Eddie Gomez og Jack Dejohnette – det blev mildt sagt lidt klamt. De spillede omkring 1 time, men omkring 50% af tiden blev brugt på, at de kommenterede, hvor fede hinanden var og hvor topfede mennesker, de havde spillet med gennem tiden.

Til gengæld var der en masse gode musikalske oplevelser også, her kan bla. nævnes Maria Schneider Orchestra, der var rigtigt fedt. EST (Esbjörn Svensson trio) var også virkelig topklasse. Derudover var der instrumentforretninger, bogsalg (bøger som kan være svære at finde i Danmark) og selvfølgelig et temmelig stort udsalg af jazz-cd-udgivelser.

Gratis avisen Village Voice
Et godt råd: Skynd dig at finde avisen Village Voice. Det er en gratis avis, der fås på hvert gadehjørne på Manhattan. Deri finder du alle musikarrangementer indenfor en 7-14 dages periode. Den er en rigtig god guide til at planlægge dine musikoplevelser. Der var selvfølgelig også meget andet musik end jazz i New York, fx en ret stor avantgarde scene. 2 klubber er her specielt værd at nævne: Knitting Factory og Tonic Bar. Musikscenen flytter sig dog en hel del, og situationen er nok anderledes om 3 - 6 måneder. Det er en utroligt levende by med virkelig meget gang i den.
 

Basunen 2006 nr. 1 - 19. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Udgives af Dansk Musiker Forbund - Århus Afdeling
i samarbejde med afdelingerne i Randers, Grenå og Herning
Redaktion: Grønnegade 93, 2 - 8000 Århus C
Tlf: 86 18 45 99 - email:
aarhus@dmf.dk

Webansvarlig - Bjarne Gren -
Gren|Grafisk
 

dkhotel