Basunen

Portræt af en Randers musiker!

Af Erik Højholdt

Asger Juul-Lassen er født i 1961 af Tove og Hans Juul-Lassen og begyndte allerede som 5-årig med at få undervisning i klaver og solfeige hos Fru Gudrun Steensen, hvor han kom i en lang årrække. Senere fik han undervisning på konservatoriet i Århus af bl.a. Torben Kjær og Svend Skipper.

Hans forældre havde musikforretning i Storegade, og også ad denne vej fik Asger inspiration til at gå musikkens vej. Ligeledes inspirerede hans onkel – Aage Pedersen, kendt fra bl.a. Tony & The Diamonds, Kiwi og Woodoo – ham kraftigt.

Asger kom efter overstået realeksamen i 1978 ud at sejle med Skoleskibet Danmark, hvorefter han uddannede sig til hhv. bager og konditor.

I 1981 kom Asger ind til Søværnet som marinesoldat, og i 1½ år var han tilknyttet Søværnets Tambourkorps. Her blev han først udstyret med en piccolofløjte, hvilket han klagede over. Det  var alt for uinteressant for ham. Dernæst fik han et althorn, men dette var også for kedeligt, da hans rolle i korpset kun var at ”slå søm i”. Der blev klaget endnu engang, og denne gang fik han en B-Tuba at spille på. Denne faldt i Asgers smag, og samtidig gik han til undervisning hos Mogens Bast Klitfod fra Det Kgl. Kapel. I denne forbindelse havde Asger en sjov oplevelse. Han øvede sig så meget, at han fik et lokale på kasernen langt borte fra de andre marinesoldater, da de ikke kunne holde ud at høre på det. Da han kom ind til Mogens Bast Klitfod og begyndte at spille, spurgte MBK ham – lettere affekteret – om han havde øvet sig, hvortil Asger svarede: ”Om jeg har øvet mig? Jeg har nærmest blæst mine lunger ud af halsen”! Hertil svarede MBK: ”Så, så. Ikke snerre”. Asger oplyser, at de ellers havde det godt sammen.

I dag spiller Asger som selskabsmusiker i forskellige orkestre og forskellige sammenhænge, men også som soloorganist. Han har bl.a. spillet trækbasun i Randers Big Band under Palle Hundborg, spillet sammen med Lis & Per og spillet til diverse revyer. Han spillede også i Dario Campeottos restaurant Vin & Ølgod, hvor han sammen med Erik Husum på trommer spillede den sidste aften restauranten havde åben.

Ligeledes er Asger ansat som chefkonditor hos Marcia Marcipanfabrik, hvor han bl.a. kreerede en forlovelseskage til Frederik og Mary i 2003. Ligeledes kreerer han samtlige udstillingsgenstande til messer, hvor han i foråret har været i Herning. Her havde han lavet de syv verdensdele samt et kongeligt bryllupshjørne i marcipan og chokolade. Dette job bringer ham rundt i hele landet og også til udlandet, hvor han servicerer kunder.

Asger har mange jern ilden. Sammen med en kammerat har han et firma, de kalder ”Bagerekspressen”. Det var oprindeligt et vikarfirma, men er med tiden gået over til at være et firma, hvor de sælger maskiner m.m. til bagerier, men også musikinstrumenter. De udvikler ligeledes PC-programmer – regnskabs- og medlemsprogrammer til bl.a. idrætsklubber. Han underviser ved D.I.F. og har Randers Judoklub, var et år Danmarksmester i judo og har været med på landsholdet. For ikke at gå helt i stå tilbyder han og hans kammerat også et totalkoncept bestående af madlavning, musik og alt hvad der hører til at holde en fest. Og som ”toppen af kransekagen”, så er Asger også i gang med at skrive en bog om chokoladepynt med fotos.

Oven i alt dette er Asger familiefar med tre børn og et stort hus at holde, men han har mod på tilværelsen. Han har altid levet efter det nye slogan for Randers, som lyder: ”Randers – mod på livet”.

Basunen 2004 nr. 2 - 17. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel