|
Af: Lars-Ole Vestergaard
På Århus Musikskole har vi i længere tid arbejdet internationalt med udveksling og rejser og dels med opbygningen af
World Music Center, en institution hvor etableringen af kulturmøder mellem nydanskere og danske skolebørn og pædagoger har været en meget væsentlig del af World Music Centers arbejde.
World Music Center har ansat
Gimo Mendes, som er sanger og troubadour fra Mozambique, men som har boet de sidste 13 år i Århus, hvor han nu har en dansk kone og 2 børn.
Mendes har længe talt om, at det kunne være fantastisk at etablere et samarbejde med
Mozambique omkring musik.
Lance D’Souza, Århus Musikskoles souschef har tilbragt hele sin barndom i Dar es-Salaam og har stor kærlighed til det sydlige Afrika, og da jeg som leder af Musikskolen havde været i Mozambique og
Sydafrika i 2003 og 2004 som dansk observatør i et spændende projekt, UMOJA, mellem Norge, Zimbabwe, Sydafrika og Mozambique, var der flere gode grunde til at drage til Afrika.
Med en invitation fra det Mozambikanske
kulturministerium til at komme og give ideer til landets eneste musikskole i Maputo og med kontakter helt op på toppolitisk niveau var der skabt mulighed for at få økonomisk opbakning til turen, og den første uge af oktober
drog Mendes, Lance og jeg af sted.
Vi kom til Mozambique og var igen danske repræsentanter ved Umojas afslutningskonference og forestilling. Det var fantastisk at følge det meget flotte show, som de 4 landes meget
talentfulde ungdomsgrupper i fællesskab havde opbygget. Med Miriam Makeba, Sydafrika, Malangatana fra Mozambique og Oliver Motoguzzi fra Zimbabwe som protektorer var det lykkedes at bringe dette udviklingsprojekt helt op på
topniveau, både kunstnerisk og politisk.
Det afsluttende show foregik open air lige foran parlamentet i Maputo med fjernsyn og det hele.
Det lykkedes også for Mendes og jeg at komme til at spille for deltagerne i
forbindelse med den afsluttende festmiddag. Mendes sang sine sange, og jeg blæste en vemodig klarinet til, det gjorde stor lykke. Og da Mendes er en meget kendt og populær musiker i Mozambique, insisterede Kulturministeren
Aires Ali da også på, at vi skulle spille til hans gallamiddag med kulturministeren fra Mauritius. Også her gjorde vi stor lykke og modtog bl.a. en invitation til at komme til Mauritius for at spille. Dejligt!
Men vi var
først og fremmest inviteret til at give en tilbagemelding til Kulturministeriet om musikskolen i Maputo. Skolen er landets eneste, og det er derfor stort set umuligt for landets musiktalenter at komme til undervisning.
Konklusionen er, at hvis det lykkes for en enkelt at nå et godt niveau, så rejser vedkommende til Sydafrika for at uddanne sig og vender ikke tilbage igen.
Vi besøgte skolen i flere omgange.
På skolen er ansat
17 lærere, som underviser i forskellige fag, bl.a klaver, guitar, klarinet, traditionelle instrumenter som Timbira (marimba), sang og dans, kor og hørelære.
Flere af lærerne har fået en kortvarig uddannelse i et af
Mozambique gamle samarbejdslande, Cuba eller Rusland og metoderne er hentet fra gamle russiske curriculum, og der er et meget højt teoretisk ambitionsniveau.
Men landet er isoleret. 500 års kolonisation af Portugal
efterfulgt af socialistisk styre, 15 års blodig og grum borgerkrig og kun godt 10 års demokrati har sat sine spor. Landet er fattigt, isoleret og har svært ved at komme i omdrejninger. Og det gælder også lærere og ledelse i
Maputo.
Vi så en masse meget læreivrige børn, som havde masser af potentiale og gå på mod. Lærerne gør hvad de kan, men savner efteruddannelse, sparring og elementære musikpædagogiske redskaber.
Vi havde medbragt lidt
løsøre i form af klarinetblade, et par mundstykker, guitarstrenge osv,. som gjorde meget stor lykke.
Der er mangel på stort set alt, og da både elever og lærere ved, hvad der skal til, er der meget stor taknemmelighed for
det, vi kan bringe med.
Vi så på et par kuldsejlede forsøg på at hjælpe. Bl.a. havde et land doneret en række folkemusikinstrumenter til musikskolen, men de var aldrig kommet i gang og stod nu og gik i forfald på hylderne.
Vores vurdering er, at skolen trænger til både fysisk og psykisk omsorg.
Noget af det, vi kan tilføre, er nye musikpædagogiske ideer, samarbejdsmodeller og organisation. Her vil et udvekslingsprogram mellem lærere fra
DK og Mozambique kunne sætte skub i udviklingen.
Skal selve skolen løftes, kræver det først og fremmest penge og arbejde til renovering af både instrumenter og lokaler.
Efter dagene i Maputo tog vi indenrigsfly til
Mendes fødeegn i det nordlige Mozambique. I byen Nampula, som er den 3. største i Mozambique blev vi som officielle, internationale gæster modtaget af borgmesteren Castro og hans topembedsmænd.
Vi fik en ny 4-hjulstrækker
med chauffør stillet til rådighed. Og så susede vi ud i tropenatten til Musikfestival på øen Isle D’Mozambique, landets gamle hovedstad, og det første sted, portugiseren Vasco da Gama gik i land, da han koloniserede landet.
Det var helt surrealistisk at stå sammen med den lokale borgmester en månelys midnat ved bredden af det indiske ocean og overvære traditionelle danse og sange i et gammelt portugisisk fort.
Dagen efter var vi inviteret til
at møde 4 lokale sang- og dansegrupper fra Isle d´Mozambique.
Vi blev fulgt rundt på den meget tætbefolkede ø af en lokal kulturpolitiker og vi sad i små hytter og så 15- 20 damer synge og danse deres traditionelle sange.
Fantastisk.
Det var tydeligt at mærke, hvor Mendes har sin inspiration fra. Hør blot hans nye plade Aluz.
Vi besøgte også det lokale hospital, som bestemt ikke var et sted, det ville være rart at blive indlagt på.
Kun sygeplejere, ingen læger, og det så også lidt sløjt ud med hygiejnen. Mendes har en ambition om at skaffe bedre udstyr til dette hospital gennem sponsorer og en koncertturne i sommeren 2007.
Vi havde den store glæde
at holde en fridag i paradis, et fantastisk sted lidt nord for Isle, hvor vi badede i oceanet, spiste friske hummere og fisk og mærkede suset af evigheden.
Vi vendte tilbage til Nampula for at besøge folkeskoler,
seminariet og politikerne igen.
Mozambique er i rivende udvikling. Alene de sidste 5 år er der i Nampula bygget 25 skoler, men der er desværre ikke inventar til alle. Børnene sidder ofte på gulvet, der er op til 80 i
klasserne, og der er absolut ingen tekniske hjælpemidler.
I musikundervisningen er det alene hjemmelavede instrumenter i en sørgelig forfatning, og der er stor mangel på lærere med kvalifikationer.
Det samme gælder stort
set på seminarierne. Der mangler lærere. Så selv om staten forlanger musikundervisning for alle børn i skolen fra 1. til 7. klasse, kniber det med ”softwaren.”
Her er der et stort indsatsområde for Danmark.
Vi havde
også kontakt med universitetet, hvor der for nylig er oprettet et fakultet for Musik. Men da der mangler en grundlæggende og forberedende musikuddannelse, er niveauet her meget svingende.
Igen mangler der lærere, og det
virker ikke, som om der er noget samarbejde mellem de forskellige institutioner.
Borgmester Castro i Nampula gav os to officielle breve, et til Borgmester Nikolai Vammen og et til Rådmand Flemming Knudsen.
I begge
breve lægges op til samarbejde. Afrikanerne efterlyser personer med evner inden for snart sagt alle områder som administration, teknisk planlægning, skat, kultur osv. Man forestiller sig, at danskere kunne ”udstationeres” i
kortere eller længere perioder og virke som mentorer og vejledere i opbygningen af det spæde demokrati.
Ud over dette er det et stort ønske at få etableret en musikskole, som kan støtte de musikglade børn i provinsen.
Specielt ville man gerne have et hornorkester med børn, som kunne spille til festlige lejligheder. Så her er der også en stor opgave for en eller flere engagerede danske musikpædagoger.
Efter Nampula havde vi et par dage
i Beira, landets 2. største by. Vi kom i audiens hos provinsens guvernør – en speciel oplevelse og vi blev inviteret til et møde med de udøvende kunstnere i Beira.
Det var fortrinsvis musikere, sangere og et par dansere, som
ikke kunne forstå, at der ikke var mere kulturstøtte.
Vi fortalte dem om organisering, om fagforening og om tillid til hinanden, noget de ikke havde meget af. Vi havde efterfølgende den glæde at få at vide, at der lørdagen
efter vores besøg var indkaldt til en stiftende generalforsamling for musikere og dansere i Beira. Målet var at komme i dialog med det politiske system og skabe muligheder for undervisning, både med lokaler og med ansættelser.
Vi gav dem også adresse og hjemmeside på DMF i Århus. Vi kan så håbe, at vi kan inspirere og støtte. Det er der brug for.
Så vendte vi tilbage til hovedstaden.
Vi fik mulighed for at besøge det
legendariske ensemble ”Venacio” i Savala, 6 timers kørsel nordpå fra hovedstaden. Vi nåede frem og så noget af det mest fantastiske traditionelle musik og dans under hele vores tur. Det var fantastisk.
Vi rapporterede
direkte til Kulturministeriet med vore anbefalinger og observationer. Vi besøgte også den danske ambassade for at høre om de danske indsatsområder. Niels Richter, den danske vicekonsul, fortalte, at Danmark har en plan om at
bygge 60.000 klasseværelser i Mozambique de næste 10 år. Det gjorde indtryk. Han lyttede også interesseret til vore tilbagemeldinger om musikforholdende og de tanker, vi har gjort os. Lige nu er de danske midler til Mozambique
bundet, idet der verserer en større korruptionssag. Så indtil den er løst, sker der vist ikke noget.
Det er vores indtryk, at vores besøg har sat fokus på musik og musikundervisningen i Mozambique. Vi håber, at vore
observationer kan tjene til inspiration for landets politikere og at vi kan få mulighed gennem et samarbejde med det danske udenrigsministerium at udbygge samarbejdet til glæde for såvel mozambikanske musikere og lærere som for
de danskere, der måtte få den store mulighed, der er, at komme til et land, hvor livsmodet, lysten til læring og glæden i den grad er på dagsordenen.
|
|
