|
I Johnny Cash’s Fodspor
Af Ole Holmgaard
I forbindelse med Kodas
årlige tilbagevendende Spil Dansk Dag er jeg blevet opfordret af Lars Kiehn til at at redegøre for min færden denne dag. Jeg har med stolthed hvert år forsøgt at deltage med et lidt mere skævt indslag, end hvad man ellers ville
kunne forvente sig af en koncert uden for Spil Dansk Dagen.
For et par år tilbage havde jeg derfor konfronteret jazzmiljøet ved at arrangere en koncert med en håndfuld håbefulde singer/songwriters på Jazzbar “Bent
J” i Århus. Denne blanding af en rå atmosfære og en sangskriver med en historie i ærmet blev en stor succes.
Bent Jensen der har spillestedet “Bent J” var i starten meget urolig ved at lukke døren op for en anden
stilart, men da dagen var til ende og koncerten afviklet blev vi dog alligevel komplimenteret af ham.
Det er i bund og grund det, der er essensen af hele Spil Dansk Dagen. Nemlig at nedbryde regler og begrænsninger for
hvad og hvilken musik der får adgang til lytteren.
Med denne oplevelse i bagagen var jeg ikke et øjeblik i tvivl, da jeg skulle i gang med dette års Spil Dansk Dag. Jeg ville spille koncert, hvor man normalt ikke vil
forvente det. Derfor gik jeg til min gode gamle ven Michael Hamilton fra sangskrivernetværket “Århus Sangskriver Værksted”.
Jeg ville gerne, at vi gik sammen og lavede en eller anden form for utraditionel koncert i år,
hvilket han uden tøven indvilgede i. Jeg forslog Michael, at vi kunne spille koncert i et af landets statsfængsler, en idé der måske ikke var så original i sig selv, men noget de færreste alligevel havde prøvet. Og når nu “The
Man In Black” kunne, så kunne vi vel også.
Nu er min gode sangskriverkollega Michael Hamilton en mand der lægger mange kræfter i det at opbygge netværk, så han havde faktisk en kontakt på hånden igennem networksiden
myspace.com. Derinde var han blevet venner med en kvinde, som arbejdede i Nyborg Statsfængsel som fængselsbetjent. At hun tilmed var bidt af dansksproget musik, var jo lidt af en fordel for os, da vi begge skrev på dansk.
Michael kunne berette om, at denne kvindelige betjent havde arrangeret koncerter I fængslet før, så vi aftalte, at Michael skulle tage kontakt til hende. Hun var meget positivt stemt over for idéen, og sådan gik det til, at vi
fik foden inden for fængslet uden at bryde loven.
SPIL DANSK DAGEN
Torsdag den 25. oktober 2007
Michael og jeg mødtes på Banegården i Århus, hvorfra vores rejse skulle begynde. Vi var begge lidt spændte
på, hvad dagen vil byde på, så snakken gik, og spændingen blev forløst. Vi havde aftalt at spille to koncerter. Begge i fængselskirken i Nyborg Statsfængsel, hvorefter vi skulle rejse videre til København. Her ville vi afslutte
dagen med en dobbeltkoncert på beboerhuset Bispebjerg Bakke, hvor der denne aften tilmed ville være TVoptagelse.
På Nyborg Banegård blev vi modtaget af en lille, jævn mand og hans bil. Denne mand hed Bjarne og var ansat
i fængslet som præst, hvilket allerede dér kunne sætte en stopper for stemningen. Men det viste sig faktisk, at denne Bjarne var af en sjælden lun og eftertænksom art. På vej mod fængslet gjorde Bjarne holdt ved Netto, for
Bjarne var godt klar over, at han havde fået besøg af et par musikere, der var vant til fuld forplejning, så der blev handlet både mad og drikke til vores fængselsophold. Det var ret betryggende at vide, at vi i det mindste
ikke skulle spises af med en omgang vand og grød.
Både Michael og jer var forud for denne dag blevet undersøgt i Kriminalregistret og fundet rene som engle, men ved ankomsten til fængslet skulle vi vise ID og aflevere
alt af elektronisk art. Det vil sige computer, mobiltelefon, kamera og andet, der kan misbruges i forkerte hænder.
Vi blev herefter modtaget af vores kontaktperson fra myspace.com, Gitte, som på bedste vis havde skabt
rammerne for denne dag. Vi blev fulgt til kirken af både Gitte selv, men også af præsten Bjarne.
På vej mod kirken blev det hele meget mere autentisk, idet vi kom forbi fængselsgården og de høje bygninger, der skød op
med tremmer for vinduerne. Bjarne berettede om, hvordan man i de flippede 70´ere havde nedlagt den oprindelige kirke og omdannet denne til gymnastiksal. Derfor var det en meget ny og lille intim kirke, vi gik i møde.
Det viste sig hurtigt, at det ikke kun var Gitte, der er glad for musik. For vores nye ven og fængselspræst inviterede os indenfor på sit private kirkekontor I forlængelse af kirken, hvor vi blev mødt af en guitar, der hang
på væggen og en musikindsigt, der gik ud over det normale af, hvad man kan forlange af en præst, der har læst teologi. Desuden var det også på præstens kontor, vi fandt gæstebogen for mere eller mindre kendte solister, der
havde været i Nyborg og spille. Senere på dagen fik vi dog selv lov til at forevige os i denne sag side om side med så prominente personer som bl.a. Hamiltons navnebror Michael Falch. Hvad, vi skrev, forblev en hemmelighed
mellem os og Bjarne Præst, men vi kan løfte en lille flig for, at vi gerne kom på besøg igen, men dog helst i forbindelse med endnu et spillejob.
Vi startede vores første koncert med at spille ud over kirkens udmærkede
P.A.- anlæg, men besluttede os dog for at gå helt unplugged efterfølgende. Dette virkede umiddelbart som en god idé, da vi begge kunne mærke en mere direkte kontakt med de indsatte. Intimsfæren blev yderligere forstærket ved,
at koncerten blev spillet I bevægelse ned Imellem stolerækkerne.
Selvom vi både havde afleveret telefon, kamera, computer og andre medbragte hverdagsting ved indgangen, så fik vi trods alt “smuglet” lidt ind til
drengene. Vores musik! Disse toner, der langsomt havde smittet af, efterlod et enkelt smil eller to i en ellers grå hverdag, hvor der ikke var meget at smile af.
Vi oplevede, at det var svært at få hul igennem til de
indsatte, da de alle havde behov for at holde på facaderne. Men overraskende nok kom mange af dem hen til os bagefter og gav hånd og takkede for en god koncert.
Efter vi havde afholdt vores to koncerter, kom præsten hen
til os. Han var så tilfreds, at han tilbød os at spille en ekstra koncert, hvis han kunne samle nogle flere indsatte, der havde lyst til at opleve Michael og jeg. Det var der heldigvis, så det endte med, vi gav i alt tre
koncerter bag tremmer.
At vi spillede bag tremmer var måske en halv løgn, for faktisk så må der ikke være tremmer foran vinduerne i Guds hus, kunne Bjarne berette. Vinduerne sad dog så højt oppe under loftet, at man
alligevel ikke kunne nå op og springe ud. Den halve sandhed var så, at kirken jo er en del af fængslet i Nyborg og ligger bag meterhøj indhegning og overvågning.
Efter endt koncert forsatte Michael og jeg vores rejse mod
København, hvor vi skulle spille dagens sidste koncert. Koncerten I København var god, men oplevelsen overgik ikke vores ophold I Nyborg.
|
|
