|
Skolekoncerter med klassisk klavermusik og storskærm
Af Søren Bech, foto Jacob Langborg-Hansen
Klassisk musik og børn fra 0. til 2. klassetrin lyder umiddelbart som en svært forenelig kombination. Det har
imidlertid ikke virket afskrækkende på den klassiske pianist Jacob Nielsen - for med hans visuelt orienterede (og dermed anderledes) tilgang til formidlingen af det i bred forstand klassiske repertoire, har han skabt en
opførelsespraksis, der både er til glæde og gavn for ham selv og for hans unge publikum.
Siden sidst
I juli/august 2004-udgaven af Musikeren kunne man læse en artikel med overskriften ’Visioner omkring
et flygel’, der omhandlede Jacob Nielsen og hans idéer til, hvordan man kunne nytænke og af-formalisere rammen omkring klassisk musik i live-situationen. Som konkrete værktøjer til at praktisere dette brud med de til tider
noget stive normer og traditioner, har han dels gjort brug af ”Lyt liggende” (gerne under flygelet!) samt – ikke mindst – ”Visual Classics”. Som sidstnævnte begreb antyder, er der her tale om en visuel ledsagelse på et stort
lærred til den klingende musik, hvilket imidlertid ikke skulle fjerne fokus fra denne, men tværtimod give en mere intens koncertoplevelse end ellers. Det oprindelige omdrejningspunkt for Jacobs visuelle koncerter var hans
Salon, dvs. hans øvelokale i Grønnegade i Århus, der med dets polstrede møbler og stearinlys i stager stadig huser en bred vifte af musikarrangementer med mindre besætninger. I tilgift til Salonen, har han imidlertid gennem de
seneste par år udvidet aktiviteten til også at omfatte skolekoncerter.
Skolekoncerterne - et musikalsk show
Koncerterne indledes altid med ”en rigtig koncertpianist” – som med et stift blik skuer ud over sit
publikum, og som er iført kjole & hvidt, således at børnene præsenteres for de konventionelle stive rammer i forbindelse med den helt traditionelle opførelsespraksis. Dette lille skuespil varer 1-2 minutter, hvor der
spilles klassisk klavermusik ”helt efter bogen” – et setup der efterlader de fleste børn måbende og temmelig duperede over manden i ”butlertøjet” – hvorefter Jacob hænger sin jakke på stumtjeneren, og, som han selv formulerer
det, ”de finder ud af, at jeg er med på legen, at jeg også kan sige noget til dem – og det er så der, at showet egentlig begynder.” Fra dette tidspunkt er forestillingen næsten udelukkende interaktiv, hvor børnene inddrages med
gættelege, der ofte har dyr som udgangspunkt – i flæng kan nævnes Snurretoppen, Sprællemanden og Dukkemarch (Carl Nielsen), ”Musiklagkagen” (Intro til Valse Grande i As-dur) og ”Hundevalsen” (Minutvalsen), begge af Chopin,
Humlebien/Fluen (Rimsky-Korsakov), Bydlo (”Oksekærren”, af Mussorgsky) og til sidst i forløbet, under Schumanns Carnaval, en virtuel samtale med Pjerrot på det store lærred, der er i brug under størstedelen af det musikalske
show, og som dermed udgør det synsmæssige centrum for dette.
At der med den megen interaktivitet og inddragelse af det visuelle element ikke blot er tale om en koncert, i traditionel forstand, men
derimod netop et show, hvis primære mission – foruden selve underholdningsværdien – er at hjælpe det unge publikum til at skyde genvej til en større musikoplevelse, er et faktum Jacob er fuldstændig afklaret med: ”Man skal
projicere sit show, så børnene på bageste række også kan opleve det, og det kræver energi. Vi skal fange vores publikum, uanset alder, niveau og forudsætninger.” Desuden har Jacob et helt grundlæggende ønske om fornyelse,
hvilket måske nok bygger på en vis fandenivoldskhed og oprørstrang, men som i mindst lige så høj grad bunder i en kreativitet, der rækker ud over det at spille på klaveret, og således også omfatter at tilfredsstille ”det indre
legebarn”:
”Hvordan er jeg i min gode ret til at bruge legoklods-animationer som akkompagnement til Für Elise – men, på den anden side, hvorfor skulle man ikke kunne gøre det? Musik er jo abstrakt, og der er ingen der har patent på, hvordan den skal pakkes ind, så derfor gør jeg det bare på min måde.” Han understreger dog, at selve håndværket til enhver tid vil og skal stå i centrum for hans musikalske aktiviteter: ”Min allerstørste mission er stadigvæk at være en dygtig pianist – det må jeg aldrig nogensinde falde af på, det må ikke degraderes, og desuden skal ’den røde tråd’ i showet altid være der.” Således kommer skolekoncerterne samlet set til at bestå af både underholdning, formidling og ”seriøs musik”.
I de følgende to afsnit skal vi se lidt nærmere på et par konkrete eksempler på, hvordan billeder i praksis følger lydsiden i Jacobs musikalske show, og hvilke tanker han har gjort sig vedrørende de
valg, der er truffet.
Hundevalsen kontra Minutvalsen
Hvad er der så på lærredet, når musikken spiller? Det første klingende eksempel er Chopins Minutvalsen – eller Hundevalsen, som Jacob foretrækker at kalde
den i den aktuelle sammenhæng, hvor musikken ledsages af en selv-produceret film, hvis eneste handling er en lille hund, der jagter en rød bold på isen på skøjtebanen ved Musikhuset i Århus. Målet er her at gøre opmærksom på
den udbredte rubato-effekt (eller store ”rytmiske elastik”, om man vil), der netop er kendetegnende for Minutvalsen, og dette understeges i praksis ved, at hunden spæner derudad på de steder, hvor musikken stiger i tempo,
hvorimod den blot glider hen over det glatte underlag, når tempoet pludselig sænkes. Værkets alternative titel er imidlertid ikke Jacobs egen opfindelse, fortæller han: ”Chopin lod sig inspirere af en lille hund, der legede
hjemme på gulvtæppet – og betegnelsen er da også Den lille hunds vals i Frankrig, hvorimod den blot hedder Minutvalsen herhjemme, hvilket jo ikke giver ret mange indre billeder.” At bruge underbyggende billedledsagelse
legitimerer Jacob med, hvilke udfordringer en musiker egentlig står over for, såfremt publikum skal få det maksimale udbytte af en musikgenre, der både er ordløs og strukturelt væsentligt mere kompliceret end megen
populærmusik: ”Der er altså en grænse for hvordan en pianist kan fortolke – skal han så sidde og skære hoveder, eller skal han tage noget sjovt tøj på for at publikum fanger pointen? Selvom Hundevalsen i sit udgangspunkt er
tænkt humoristisk, kan man jo ikke bare spille den og så forvente at folk griner!”
Foruden det formidlingsmæssige, er, som før antydet, humor den anden meget væsentlige faktor i Jacobs musikalske shows:
”Netop Hundevalsen er jo indbegrebet af alt, hvad jeg laver – den er omdrejningspunkt for, at både børn og voksne kan have det sjovt til en koncert og få noget med hjem. Hvis musikken har humor, vil jeg gerne vise det, og
hvorfor må man egentlig ikke grine til en klassisk koncert?” Understregelse af humor er imidlertid langt fra den eneste mulige pointe i forbindelse med det, der sker på lærredet. En dybere forståelse af musikkens mere
strukturelle karakter – hvordan den er ”skruet sammen” – er også noget, der med fordel kan vises ved hjælp af en ledsagende billedflade.
Visualisering: Mozartkugler
Det andet af to eksempler på visuel ledsagelse til
klingende musik, som i dette tilfælde er 1. satsen af Mozarts Symfoni nr. 40 i G-mol (K. 550), er af en noget anden beskaffenhed end det foregående eksempel, for her er der nemlig tale om 3D-computer-animationer i stedet for,
som før, en egentlig filmsekvens. ”Handlingen” er imidlertid stadig delvis forankret i den virkelige verden, idet man følger seks blå glaskugler på deres færd rundt i et virtuelt univers, hvor de både transporteres på
jernbane-tipvogne, triller ned ad slisker og lignende, og timingen i disse ”sceneskift” er nøje afstemt, så de understreger hvad der sker i musikken – med andre ord arbejder billede og lyd altså hele tiden med hinanden her.
Disse animationer, som både har krævet fantasi, kreativitet og ikke mindst vedholdenhed og tålmodighed, er Jacobs eget værk, og udover at han har fået tilfredsstillet sin egen personlige skabertrang, mener han også at
animationerne har deres berettigelse i forhold til formidling af musikkens indhold - ikke mindst i forbindelse med denne aldersmæssige målgruppe: ”Jeg tror ikke, at symfonisk musik er for abstrakt for børn – musikformidling kan
godt foregå på et underbevidst plan, bare det er sjovt at se på.” Denne formodning underbygges af en oplevelse, han på et tidspunkt havde med en pige, der havde overværet én af skolekoncerterne. På det sted i symfonisatsen,
hvor glaskuglerne skifter farve fra blå til rød og der dukker skyer op på himlen, syntes hun nemlig, ”at det var lidt sørgeligt” – hvilket nøje stemmer overens med, at det harmoniske grundlag på netop dette sted skifter fra dur
tilbage til mol.
En sådan oplevelse bekræfter naturligvis på bedste vis Jacob i, at der er en mission med hans visuelle virkemidler, der rækker ud over hans egen interesse for fænomenet – for som han
selv formulerer hele formidlings-problematikken vedrørende klassisk musik: ”Hvordan skal man anskueliggøre over for mennesker, der aldrig har hørt for eksempel en wienerklassisk symfoni, hvad det handler om, eller hvad det i
det hele taget er for noget – hvad skal man hænge musikken op på, hvis man ikke har nogen referencer? Der viser jeg så noget på lærredet, der udelukkende baserer sig på musikalsk formanalyse; altså på ’musikkens arkitektur’, og
dermed en beskrivelse af hvordan delelementerne hænger sammen i forhold til hinanden. Og selvfølgelig er det også blevet et humoristisk univers, på den måde, for de der glaskugler er jo også lidt sjove at se på…og der er jo
ingen grund til at gøre det mere alvorligt, end det er,” siger Jacob og ler højlydt.
Den allestedsnærværende fare, der er forbundet ved at kombinere musik med eksplicitte billeder i stedet for at lade
publikum danne deres egne ”indre billeder”, tager han ret let på i denne sammenhæng, da han synes at de formidlingsmæssige fordele ved det visuelle supplement er større end den potentielle fare for at frarøve publikum deres
egne billeder, hvilket han udtrykker således: ”Hvis man filmatiserer en bog, må folk jo lade være med at gå ind og se den film, hvis de gerne vil bevare deres eget univers.” Forestillingen er, med andre ord, ikke for
”musikalske puritanere” men derimod for et publikum – små som store - der gerne vil udfordres via flere sanser end blot hørelsen.
Levende Musik i Skolen
Rent praktisk varetages skolekoncerterne dels af
Sjællands Symfoniorkesters ”Musik på Tværs”-koncerter og, ikke mindst, af den landsdækkende organisation Levende Musik i Skolen (LMS), der har hjemsted i Århus, og som har en bred vifte af musikalske tilbud til danske skoler.
LMS har været en rigtig god samarbejdspartner i forbindelse med at komme i gang med skolekoncerterne, fortæller Jacob, da de foruden at formidle selve kontakten til skolerne også varetager at lave et form- og layoutmæssigt
standardiseret undervisningsmateriale, så klasserne som udgangspunkt er forberedt inden skolekoncerterne. Dette forarbejde er ikke mindst vigtigt i forbindelse med et musikalsk program som Jacob Nielsens, da børnene typisk
aldrig har været til sådan en type koncert før med en klassisk pianist, så det er i forvejen lidt eksotisk for mange af dem. Selve lovgivningen på området siger, at alle børn hvert år skal opleve mindst én koncert med levende,
professionel musik på deres skole, at hvert barn har krav på mindst én skolekoncert hvert år – og at der således skal være en konto, hvor der er afsat midler til sådanne begivenheder, kan man jo kun glæde sig over, i en tid
hvor skolerne jo ellers generelt skal spænde den økonomiske livrem ganske betragteligt ind.
Yderligere info:
www.jacobnielsen.dk
www.symfonien.dk
www.lms.dk
|
|
