|
Ingenmandsland med udsigt
Af Lars Knudsen
Vintersolen skinner ind af
vinduerne til Aarhus Symfoniorkesters nodearkiv der for nyligt er flyttet op over jordoverfladen, og ind i et af de lyse nord-vest vendte lokaler i den nye tilbygning til Musikhuset.
”Jeg var slet ikke klar over
at der var så trist, før vi i forbindelse med flytningen fra kælderen i Musikhuset rykkede arkivet op i dagslyset. Halløjsa!” Berit Haüser svinger med begge arme og har svært ved at skjule sin begejstring for at hendes arbejdsdomæne har fået ny placering. Tre lokaler med smalle aflange vinduer oppe under loftet er nu byttet ud til fordel for ét stort, med store vinduesfag og udsigt til etageejendommene i Marstrandsgade og Godsbanen.
”Usynlig” medarbejder
Men det er nu ikke fordi Berit spilder tiden med at falde i staver over aktiviteterne i gadebilledet ude på den anden side af glasset. For aktivitet skal der lægges for dagen, når hun som
en én mands node hær skal sørge for at armere et helt symfoniorkester med musikalsk skyts, koncert efter koncert. Sæson efter sæson.
Der er blot én nodearkivar beskæftiget i Aarhus Symfoniorkesters nodearkiv. Og der
findes i det hele taget meget få af Berit Haüsers lige. Jobtitlen som nodearkivar er der ikke mange der kan bryste sig af. Det er en funktion som de færreste mennesker tænker over eller har kendskab til, og det gælder også
musikere, tilføjer Berit.
Bag om arkivaren
Berit startede med at spille cello som 15-årig og kom to år senere ind på Det Jydske Musikkonservatorium. Men der var, som hun selv siger, lidt for meget gang i hende
til at hun kunne sidde stille. Hun boede på et kollegie hvor hun ikke kunne øve sig, og det hele fik ligesom en lidt skæv start. Så på trods af et stort talent valgte hun i første omgang at stoppe og i stedet uddanne sig som
sygehjælper. Hun fik job på Århus Amtssygehus og arbejdede her i 5 år indtil ryggen sagde fra. Men musikken holdt aldrig op med at trække i hende. Hun vendte i midt-firserne tilbage til konservatoriet for i 1988 at få papir på
at kunne kalde sig statsprøvet musikpædagog med cello som hovedfag. Siden har hun været musikskoleunderviser i blandt andet Herning, Skanderborg, Horsens og Randers. Haft teaterjob i Aalborg, Århus og Fredericia. Spillet i
Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester og Randers Kammerorkester. Og har siddet i DMF Aarhus afdelingens bestyrelse i 10 år, indtil hun 1. april 2003 startede i sin nuværende funktion
som nodearkivar for Aarhus Symfoniorkester.
Som nodearkivar har man for uden en sublim ordenssans også brug for evnen til at overskue og håndtere mange systemer og projekter samtidigt. Berit har også uddannet sig som
alternativ terapeut på Institut for dybdeterapi i Århus. Til foråret er hun helt færdig og har dermed taget alt hvad der her udbydes af kurser indenfor selvudvikling. ”Der bliver mere og mere brug for at se på verden på en
anden måde, da vi får mere og mere travlt. Vores hoveder kører stærkere og stærkere, og vi kan risikere at køre i ring uden at vi opdager det. Det er noget med at have tid til at tænke over, hvad det er vi tænker”. Berits
interesse for den alternative behandling og det at holde orden i de mentale sider af livet balancerer meget godt med hendes arbejdsliv.
Hvad er det en nodearkivar laver?
Når symfoniorkesteret eksempelvis
hvert år, traditionen tro, spiller søndag formiddag på Skanderborg festivalen, modtager Berit en spiseseddel med en oversigt over, hvad der er på koncert programmet: Carl Nielsens Orientalske festmarch, Habaneraen fra Bizets
Carmen, med flere. Det første hun gør er at danne sig et overblik over, hvilke noder hun har i arkivet, og hvilke hun skal ud og leje ind fra forlag og andre orkesterarkiver. Herefter skal der skrives besætningslister, der
beskriver hvilke og hvor mange instrumenter der medvirker på hvert enkelt værk. Og noderne skal forberedes. Strøgene i strygerstemmerne skal sammenlignes. ”Det er derfor man har briller som arkivar”, smiler Berit, og fortæller
at når hun får et sæt noder, gennemgås sammen med de andre strygerstemmer for eksempel om op- og nedstrøg passer, så der stryges i samme retning. Når Berit køber nye stemmer hjem sender hun dem ud til koncertmestrene - 1.
violinen, 2. violinen, bratsch, cello, kontrabas - som laver strøgene som Berit så kopierer i hånden over i samtlige af de andre noder, ”og det er der timevis af arbejde med”.
I arkivet har Berit sin ”julekalender”.
Julekalenderen er en stor reol med 24 rum hvor de færdige noder ligger klar i mapper til hver enkelt musiker, til orkesterets forskellige koncerter. For Berit er nødt til hele tiden at arbejde ud i fremtiden for at være klar
med noderne inden koncertprøverne indledes. Fra julekalenderen pakkes den færdige ”nodekasse” som stilles op i udpakningen, som er det rum ved siden af koncertsalen, hvor der stilles instrument kasser, tasker, overtøj osv.,
hvorfra musikerne så selv kan forsyne sig med deres respektive noder. Udover dette, laver hun også kopier til musikerne så de har noget at øve efter derhjemme. ”Det meste af tiden går jeg rundt alene hernede i ingenmandsland,
så det er meget hyggeligt når musikerne kigger forbi efter noder og så videre”.
Tjek på sagerne
En ting er det store forberedelsesarbejde - noget andet er når så koncerterne er afviklet. Herefter skal alle
noder så den anden vej fra musikerne og tilbage til arkivet igen. Og det er ofte, som når man køber samle-selv møbler i IKEA – der mangler altid en skrue.
Men Berits arkiv ser umiddelbart meget tjekket ud – som om der
er helt styr på systemerne. Hvilket afføder spørgsmålet: Hvordan ser der så ud hjemme hos dig selv? Berit griner højlydt og svarer muntert (og måske lidt afvigende) at der da stadig ligger noder i julekalenderen fra koncerter
der allerede er afviklet, som hun endnu ikke har haft tid til at komme omkring at stille tilbage på plads igen.
Udover julekalenderen, består en stor del af nodearkivets plads af et stort elektronisk reolsystem, som
Berit kan betjene via digitale displays. De lange reolrækker åbnes, lukkes og forskydes nemt, så de mange nodesamlinger på den led fylder mindst muligt. Symfoniorkesterets nodesamling må betegnes som uerstattelig. Både de mange
nodesamlinger, der blandt andet dateres tilbage til 1800-tallet – men også den enorme mængde af arbejdstimer, der er lagt i nodearbejdet. Derfor er der i tilfælde af brand installeret et helt specielt gas-slukningssystem, da
vand stort set er lige så skadeligt for noder som ild. Skulle det ske at der bryder en brand ud vil systemet, bestående af 8 store gasflasker, fylde arkivet med luftarten inergen som øjeblikkeligt vil slukke ilden, uden at
arkivets indhold vil tage skade.
Nordiske kollegaer
Det Kongelige Kapel, Radiosymfoniorkesteret og de fem landsdelsorkestre, og altså heriblandt Aarhus Symfoniorkester, er nogle af de arbejdspladser der har
arkivarer ansat. Så antallet af nodearkivarer i Danmark kan altså tælles på et par hænder. Derfor er nodearkivarenes brancheforening bredt ud til at omfatte Skandinavien. NOBU – Nordiske Orkester Bibliotekar Union hedder den.
Her hjælper kollegaerne hinanden med råd og vejledning i for eksempel, hvordan der findes frem til helt specifikke noder som man lige står og mangler. ”Vi er en lille eksklusiv klub af et lidt specielt folkefærd, som mødes én
gang om året, senest i oktober i Tampere, Finland. Vi er cirka 40 nodearkivarer der dukker op til årsmøderne”. På programmet dette år var der blandt andet et møde imellem en dirigent, en komponist og en nodeskriver, over
tematikken omkring alle de forskellige strøg.
Når noder skal støves op
Ofte er det nødvendigt, at man som nodearkivar er i besiddelse af lidt af et detektiv-gen, kombineret med evnen til at trække på, og
udvide sit netværk. Berit fortæller: ”Symfoniorkesteret skulle lave en CD indspilning af Balakirev’s 1. klaverkoncert. Jeg ledte efter den via mine normale kanaler, og havde forespørgselen ude i NOBU. Men der var ikke nogen der
kendte til den. Jeg spurgte min chef, hvor ideen kom fra med denne klaverkoncert. Ideen stammede fra en CD med indspilningen af The London Philharmonic Orchestra. Fint, tænkte jeg – dem må jeg så kontakte. Jeg slog op på
internettet og fandt The London Philharmonic Orchestra – det så vældig fint ud. Men den eneste kontakt var til et billetkontor, og dette vidste jeg ikke ville bringe mig videre. Men så så jeg en lille rubrik med en
venne-forening, hvor man kunne melde sig ind. Så jeg skrev: ”Kære venne-forening, jeg vil gerne melde mig ind – men dog mest fordi jeg leder efter nogle noder...”. Der gik nogle dage, men så ringede telefonen, og med fornem
engelsk udtale: ”Hello, this is the libraryan from The London Philharmonic Orchestra..”. Han fortalte at det var forståeligt, at jeg ikke kunne finde noderne, da de lå i et operahus i Leeds. Det viste sig altså at dette
operahus lå inde med de eneste originaler af denne russiske klaverkoncert, der kun varer 15 minutter. Jeg fik adressen, skrev til dem, og skaffede på den måde noderne”.
Berit syntes godt om jobbet som nodearkivar. Det
giver hende mange udfordringer ud i evnerne at koordinere, systematisere og arbejde med mange forskellige opgaver og løbende deadlines. ”Jobbet udfordrer mig også på den måde, at det her er et sted hvor man bare er nødt til at
tænke sig om. Man kan ikke bare holde fast i, ”at sådan er det”. Det er fint at have faste meninger om nogle ting, men det er også nødvendigt at tage dem op til revision, i takt med at omgivelserne og verden hele tiden ændrer
sig.
|
|
