|
Rejsebeskrivelse af Mads Mazanti
Den Århusianske kvartet Funky Nasville drog i starten af marts 2007 over Atlanten med ambitioner og stålsat
tyrkertro på, at kontakten til det nordamerikanske marked godt kan skabes, hvis man altså er rede til at tage det lange seje træk, det er, at bo i en flightcase i flere måneder.
I Musikeren nr. 5, maj 2007 kunne
man i artiklen ”På pilotarbejde i USA” læse den foreløbige beretning i eventyret om det danske rockorkesters vej fra Danmark til Canada, hvor de blandt flere koncerter spillede til Canadian Music Week festivalen i Toronto. Og
videre til Austin, Texas i USA, hvor Funky Nashville deltog i den legendariske festival South By South West(SXSW). Her beretter bandets bassist Mads Mazanti netop fra byen, hvis navn orkesteret tog til sig for 6 år siden, og
som de i foråret 2007 altså også lagde vejen forbi.
Ankomst Nashville
Som det første forsøgte vi at leje et hus for tre uger, da vi ankom til Nashville. Det viste sig at være umuligt, så vi indlogerede os på
hotellet Baymont Inn. 4 voksne mænd på ét hotelværelse – vi kender hinanden rigtigt, rigtigt, RIGTIGT godt nu i det lille orkester! Efter 3 uger på 15 m3.
Næste skridt var at opsøge en masse spillesteder og lægge billet ind
på gigs, mens vi var i byen. I den forbindelse opsøgte vi Ryan Gardenhire fra William Morris Agency, som vi havde mødt til vores SXSW-gig og senere backstage til en Willie Nelson koncert. Han fortalte, at han havde snakket med
kontoret i LA om Funky Nashville, og at der på den måde er skabt konkret kontakt og hul igennem, når vi i nærmeste fremtid rammer Los Angeles. Desuden ville han forsøge at skaffe os nogle jobs i Nashville, hvilket blandt andet
resulterede i, at vi et par dage efter havde en aftale med klubben The Basement – i øvrigt et sted vores ven Mickey Raphael (mundharpe-manden fra Willie Nelson) havde anbefalet os. Klubben ligger under en rigtig fed pladebutik
(hvor man blandt andet kunne købe Funky Nashville albummet Hitch A Ride-albummet), og vi spillede en god og energifyldt koncert. Folk var meget begejstrede for både musikken og den måde, den blev fremført på. At musik og show
er gennemarbejdet tager amerikanerne hatten af for.
The Rutledge
På vores tur rundt til de spillesteder, som forskellige folk havde anbefalet os, nåede vi også til The Rutledge, som en fin fyr ved navn Andy
bestyrer. Han kunne blandt andet tilbyde, at vi kunne låne et baglokale/værksted, som han ville shine op og omdanne til øvelokale med sanganlæg. Super deal! At leje sig ind i øvelokaler på timebasis er mega-dyrt, så Andy’s
tilbud var en gave fra himlen. Vi røg fluks rundt i byens musikbutikker og på Craigslist (en netbaseret udgave af Den Blå Avis), og efter en effektiv shopping-dag var vi klar til at indtage øveren med vores nye second-hand gear
(Ludwig trommer, Fender Twin Reverb guitar-amp, Peavey Bass-amp).
”Funky Nashville – I like that name…”
Noget i den retning har rigtig mange mennesker i Nashville sagt, når de har set os gå rundt i T-shirts
og trøjer med bandnavn og -logo. Også på byens officielle Visitor Center synes de, sammensætningen af Funky og Nashville er rigtig sjov – og at lay-out’et i øvrigt er rigtig flot. Manageren Gary spurgte os derfor, om de måtte
sælge vores T-shirts som merchandise. De mange kommentarer og den konkrete forespørgsel fik os fluks til at kontakte et lokalt trykkeri og få lavet et nyt oplag, som altså nu blandt andet sælges i Nashvilles Visitor Center –
inklusive en single-cd med Hitch A Ride. Vi har hele tiden været spændte på, hvad folk i Nashville ville sige til vores navn – men reaktionerne har været meget positive, og det har vakt stor opmærksomhed og spørgelyst. Folk har
tilsyneladende fanget idéen – både ud fra den seriøse og den humoristiske vinkel.
Den tredje kyst
I Nashville ligger alle de turistprægede musikbarer omkring Broadway. De mere alternative spillesteder ligger
spredt rundt omkring i yderområderne, men man mærker tydeligt, at byen er gennemsyret af musikbranchen hele vejen rundt. Nashville kaldes ’The Third Coast’, fordi man i musikterminologien ofte refererer til musikscenen på
henholdsvis øst- og vestkysten. Byen er en musikmetropol, hvor de fleste selskaber og firmaer, der er noget ved musikken, er baseret i form af kontor eller filial. Men Nashville er absolut ikke kun country and western mekka,
selvom det er denne genre, byen er kendt for ude i verden. Det virker som en by, der favner singer/songwriter traditionen i meget bred forstand. Det er naturligvis et must at tjekke barerne – ”The Honky Tonks” – på Nashvilles
Broadway.
Den første aften vi var nede i området, trådte vi ind på en tilfældig bar, hvor et band skulle til at starte (der er musik i gaden på et utal af barer hver dag fra 12 til 02!). Rent visuelt var stilen som
forventet: tilbagestrøget brylcremeindsmurt hår, ternede skjorter, sammenknebne øjne, cigaret i mundvigen, akustisk + elektrisk guitar, gulvbas, violin og trommer. Bandet hed Travis Mann Band, og da de satte i gang tabte fire
FN-medlemmer undekæben på én gang. Der var dømt rockabilly’seret bluegrass med slap-bass, chicken-pickin’, country-fiol og Jack Daniels i de små glas. I virkeligheden var der ’bare’ tale om gamle hits i up-tempo versioner, men
stilen var super cool og teknisk på et meget højt niveau. Det viste sig dog også senere, at netop Travis Mann Band var absolut top klasse på Broadway.
Indspilning med Lasso, Raphael og Gilbert
Fra netop Travis
Mann Band rekruterede vi guitaristen Rich Gilbert (på pedal-steel) og violinisten Johnny Lasso (sejt navn, ikk!) til indspilningerne af tre nye tracks i det fantastiske studie Fry Pharmacy i Old Hickory. Bygningen havde ejeren
Scott og hans makker købt for et par år siden, og indtil da havde det gamle apotek stået uberørt i ca. 50 år. Vi er ret sikre på, at Johnny Cash i sin tid har sat sine ben i apoteket for en dosis beroligende medikamenter – hans
nu nedbrændte hus lå kun en spytklat fra Fry Pharmacy. Scott og co. havde ikke ændret særligt ved interiøret, så det var fuldstændig som at træde ind i en anden tid. Lyd-idealet i studiet var også ’tilbageskuende’ – varmt og
analogt. Vi havde tre gode dage i Fry Pharmacy, hvor også Mickey Raphael kiggede forbi og lagde nogle fantastisk dejlige harpe-tracks.
Næste stop Los Angeles
Opholdet i Nashville afsluttede vi med to
fede gigs på klubben Edgehill Studios og spillestedet French Quarter. På Edgehill stødte vi tilfældigt på nogle yderst hjælpsomme folk – Jeff og Doug: Jeff arbejder på Grand Old Opry (legendarisk countryspillested). Han faldt
tilfældigt over os på My Space, og ligeså tilfældigt opdagede han, at vi spillede i hans by få dage efter… Han var nærmest taknemmelig og skaffede os backstagebilletter til en koncert med Alison Krauss, men datoen faldt sammen
med vores indspilning i Sun Studio i Memphis. Til gengæld overrakte han en cd til Alison Krauss. En god indgang hvis vi på et tidspunkt skal kontakte hende i forbindelse med indspilning eller lignende. Doug bestyrer Nashvilles
største universitetsradio, og få dage efter koncerten featurede han vores musik og udlovede Hitch A Ride som gave i en konkurrence.
Nashville var helt klart en god oplevelse: en musikinteresseret by med masser af
muligheder og gode mennesker. Og det er også en by, der på nogle områder tørster efter at være mere funky. Trods tilnavnet ’The Country Music Capitol of The World’ er Nashville ikke en by udelukkende fuld af countrymusik og
cowboys. Der er masser ’anderledes’ mennesker og alternativ musik. Funky Nashville fik lagt en masse aktier hos både spillesteder og branchefolk, så vi vender helt klart tilbage til den by, vi også skylder tak for lån af navn.
Efter opholdet i Nashville gik turen videre til showbiz-metropolen Los Angeles, hvor Funky Nashville opholdt sig til afslutningen af deres Nordamerikanske tur omkring 1. juni. I Los Angeles blev der indspillet nyt
materiale, spillet en række koncerter og showcases og skabt et stort netværk til både musik- og film/tv/reklame-branchen. I den sidste måned lagde Funky Nashville også vejen forbi bla. Vancouver, Albuquerque og Tucson for at
spille koncerter.
Hele Mads Mazantis dagbogsberetning om Funky Nashvilles Nordamerikanske eskapader kan læses, hvis man klikker ind på www.mxd.dk
|
|
