|
Bamse i Graceland
Af Søren Bech
Da Flemming Bamse Jørgensen for flere
årtier siden indspillede dansksprogede undersættelser af Elvis Presley-klassikere, så som ”En tur i Center” (Return to Sender), havde han med garanti ikke forestillet sig, at han i det Herrens år 2007 ville komme til at
indspille et ”rigtigt” album med Elvis-numre, hvilket oven i købet skete på Elvis’ egen hjemmebane i Memphis-området i Tennessee.
Over Atlanten
Muligheden for dette Elvis-projekt var egentlig en uventet
appelsin, der landede i Bamses turban, da han en dag blev kontaktet af indehaveren af den kombinerede Elvisbutik og -museum i Randers, Henrik Knudsen, vedrørende et stort anlagt mindekoncertarrangement i Memphis, Tennessee, i
anledning af 30-års-dagen for Elvis’ død, d. 16. august i år. Henrik Knudsen var blevet spurgt af en af sine amerikanske forbindelser, om han ikke kendte nogle sangere i Skandinavien, der havde et forhold til Elvis-repertoiret
– og her faldt hans tanker altså på Flemming Bamse Jørgensen. Ønsket fra USA var, at Bamse, blandt andre udvalgte sangere, skulle komme til Memphis for at synge Elvis-numre ved en af flere livekoncerter. Denne bold greb han i
luften, men når man nu alligevel var derovre, kunne man jo lige så godt lige indspille et helt album med Elvis-numre, ikke? Således allieret med blandt andre pianisten fra Vennerne, Peter Bødker og Stig Ulrichsen fra CMC,
overvandt Bamse sin umiddelbare skepsis overfor flyvemaskiner og drog således over på den anden side af vandet.
På Elvis’ hjemmebane – og historiens vingesus
Efter at have ventet i tre timer i lufthavnen på at
komme ind i landet, hvilket af sikkerhedsmæssige grunde er en realitet efter de voldsomme begivenheder d. 11. september 2001, ventede eventyret lige om hjørnet i Tennessee, hvor temperaturen lå på cirka 40 grader om dagen og 35
om natten – som Bamse selv udtrykker det: ”Jo, det var godt vejr…”
Omdrejningspunkterne på turen var i høj grad Memphis og Nashville, hvis respektive hovedgader hedder Beale Street og Broadway. Fællesnævneren for disse
to byer er, at de uophørligt summer af musikalsk aktivitet, og det er både hvad angår live-optrædener og studieindspilninger. Forskelle var der dog også, for hvor Nashville næsten kun byder på country-musik, er det lidt en
anden situation i områdets anden store musikby: ”I Memphis er det virkelig en blandet landhandel, rock og rul, rhythm and blues, jazz, rigtig blues, popmusik - der er alting, det vælter ud med musik!” At netop Memphis i den
grad er en stilmæssig musikalsk smeltedigel hænger sandsynligvis nøje sammen med, at den ikke, som Nashville, består af en næsten homogen hvid befolkning, men derimod en meget mere sammensat indbyggerskare, hvor størstedelen i
altovervejende grad er sorte. Alle steder er det spillemæssige håndværk nødt til altid at være på det højeste niveau, da konkurrencen musikerne indbyrdes er meget stor på den amerikanske musikscene, idet en musikerkarriere
derovre er på rene markedsvilkår: ”Vi var på B.B. King Club og høre et eller andet soul-orkester, der spillede røven ud af bukserne, men de får ingen penge. Den eneste betaling, de musikere får, er det, der står i en spand
foran scenen, som publikum smider penge i – det er hyren!”
Sun-studiet i Memphis, der jo er vidt berømt på grund af Elvis’ legendariske indspilninger herfra, fik også et besøg af Flemming Bamse Jørgensen og de musikere,
han skulle indspille sammen med. Oprindeligt med en plan om at indspille Elvis-albummet netop her, men det viste sig snart, at dette studie var en større fornøjelse for øjet end for øret, hvilket måske blandt andre ting hænger
sammen med, at mixerpulten var den samme som Elvis selv brugte for cirka et halvt århundrede siden: ”Sun-studiet er ikke til noget, men det er sjovt at se.” Stedet fungerer i øvrigt som museum om dagen, og på trods af den
åbenbart tvivlsomme lydkvalitet som lydstudie om aftenen, så økonomien i foretagendet hænger sandsynligvis sammen, skulle man tro.
Memphis er, foruden på det musikalske felt, på mange måder et modstykke til Nashville,
der generelt er præget af et noget højere tempo og en større grad af effektivitet, og her var Bamse ikke i tvivl om, hvilken mentalitet han foretrak: ”Jeg kunne bedst lide Memphis, må jeg tilstå – Nashville, det var sådan lidt
for… Det er jo country-industri.” Som et konkret på eksempel på Memphis’ bagudrettede præg kan man nævne, at i hvert fald en del af transportsektoren i byen har et skær af nostalgi over sig, da der stadig køres med sporvogne,
og desuden er hestevognskørsel heller ikke noget, der indskrænker sig til et par uger eller tre i sommerferien. Bamse beretter således om, hvordan man bedst kommer hjem fra B.B. King Club kl. 2 om natten, hvis man ikke har alt
for travlt: ”Du kunne også tage en taxa, men jeg synes jo… en ung studine og så en hest, ikke?… Og så kan du bare sætte dig bagi, det tager en halv time [i sammenligning med taxa-turens 10 minutter], der er god tid, og der er
altså de der 35 graders varme – fantastisk!” Dette skal dog ikke forstås sådan, at Memphis udelukkende er en ufarlig ”musikalsk eventyrby”, for ikke mindst Beale Street, med dens mange spillesteder, kan godt være et heftigt
sted at befinde sig efter mørkets frembrud, og af samme grund holder der på denne tid af døgnet to politibiler på tværs i hver ende af gaden og spærrer for indkørsel, hvilket suppleres med fire maskingeværsudstyrede betjente:
”Der går lidt film i den - man tænker, hold da kæft, nu er vi i Amerika!” Bamse understreger dog samtidig, at folk derovre generelt er utroligt flinke og imødekommende, og at den velkendte amerikanske åbenhed bestemt ikke er
blevet en saga blott.
Fortsat Elvis-mania
Selvom 1977 - altså året hvor Elvis Presley efter de flestes opfattelse forlod denne jord - er længe siden, fortsætter Elvis-begejstringen (og til dels hysteriet) med
tilsyneladende uformindsket styrke. I Memphis er der i hvert fald guidede busture hen til Elvis’ bolig, Graceland, hvert 10. minut, fra kl. 7 morgen til kl. 10 aften, året rundt… Selve indretningen på Graceland kan nok få mange
af de selv mindre puritanske europæere til trække lidt skævt på smilebåndet - med de langhårede, lyseblå fåretæpper på The King’s seng, de ligeledes langhårede og mørke gulvtæpper, samt et par mægtige græske søjler foran huset,
udført af en tynd skal af papmaché. Desuden ledsages hele herligheden af alskens merchandise, der også er medvirkende til at tjene penge ind til denne mere eller mindre smagfulde Elvis-industri: ”Og så står der altså så meget
plastic-skrammel, så du tror det er løgn – det er altså ligesom at komme ind i et omrejsende tivoli!” Heldigvis taler Presley’s musik stadig for sig selv, og det ændres der jo ikke ved uanset mængden af kommercielle udenoms
ting.
Selve albummet Love Me Tender
Bamses tilgang til at indspille et album, som udelukkende bestod af Elvis-ballader, var lige fra begyndelsen ganske klar: ”Jeg ville ikke over og lave en Elvis-plade, hvor
det skal lyde ligesom Elvis, for det har han ligesom gjort.” Inspirationen blev i stedet hentet fra blandt andet hans egen fortolkning af ”Stand By Me, og det musikalske udtryk blev i det hele taget drejet i en væsentlig mere
blues´et retning end originalversionerne. Ikke overraskende kan man måske sige, når man ved, hvordan Bamse jo synger, og hans egne tidlige musikpræferencer talte da også både The Rolling Stones og The Yardbirds, der jo tilhørte
den mere bluesprægede del af 60’er-rocken. På sin vis var det jo lidt paradoksalt, at Elvis i den grad havde ”den sorte nerve” i sin sang, når han jo var en hvid rock and roll-sanger. Et forhold der bestemt ikke gjorde sig
gældende med alle de unge hvide fortolkere af denne ellers sorte musikgenre, hvilket Bamse formulerer således: ”Jeg har også hørt Pat Boone synge ”Tutti Frutti” – jamen for fanden da, det var da frygteligt!”
Den
instrumentale backing på to af albummets skæringer, His Latest Flame og One Night With You, blev varetaget af Elvis’ gamle TCB-band med guitaristen James Burton i spidsen - resten af numrene blev indspillet sammen med nogle
yderst velspillende musikere fra Nashville, hvoraf kapelmesteren spiller med Garth Brooks og en af guitaristerne med Mark Knopfler. TCB-konceptet, hvilket er en forkortelse for ”Taking Care of Business”, blev oprindeligt
anvendt i forbindelse med alt det praktiske, der var forbundet med Elvis’ musikdynasti, og det var således også det logo, der prydede hans to privatfly. Denne meget rationelle tilgang til tingene – at se musik som business slet
og ret - kan måske godt falde en europæer lidt for brystet, når man er vokset op i en verdensdel, hvor kunst (og dermed også musik) normalt opfattes som noget andet og mere end blot en handelsvare. Intet under at netop USA med
denne indstilling til tingene mere end nogen anden nation altid har været den største drivkraft inden for populærkultur i alle dens afskygninger.
Ambassade-pladereception
Efter veloverståede indspilninger og
det efterfølgende arbejde med det, der skulle blive til Love Me Tender-albummet, skulle der jo afholde pladereception, hjemme i Danmark, men hvor skulle det være? Svaret på dette spørgsmål kom fra en måske uventet kant, for det
skulle vise sig, at den amerikanske ambassadør herhjemme, James P. Cain, godt kan lide Bamses Venner, og derudover er han Elvis-fan. Han havde fået at vide, at Love Me Tender var på trapperne, og så havde han forhørt sig,
hvordan han selv kunne komme med til receptionen, hvorefter der var et eller andet kvikt hoved, der foreslog ham, at han jo selv kunne være vært for den – og det ville han gerne! Som sagt, så gjort, så d. 5. november var der
pladereception på Den amerikanske ambassade i Hellerup - med TV2 Lorry-reportage, udsigt over Øresund og det hele…
Forude venter i april 2008 en Skandinaviens-turne, hvor Bamse med fem sange fra albummet skal optræde som
én blandt flere vokalsolister fra Norge og Sverige – alle med TCB-bandet som den musikalske rygrad.
|
|
 |
