|
Af Jørgen Nielsen
Astrid Elbeks første klaverlærer sagde: ”Brænd noderne”. Alligevel er hun i dag som uddannelseschef ved Det Jyske
Musikkonservatorium medansvarlig for, at dagens unge talenter får en grundig teoretisk baggrund. Imellem de to yderpunkter ligger en lang karriere som pianist og komponist i flere banebrydende Århus-orkestre. Basunen talte med
hende, inden hun skulle til at pakke sit kontor på Jens Baggesensvej sammen og gøre klar til næste sæson i nye omgivelser bag Musikhuset.
Begge Astrid Elbeks forældre spillede klassisk musik på amatørplan og
dyrkede kammermusik med deres venner. Det gav en særlig stemning i huset.
- Bare det at falde i søvn medens mor spillede Mozart på klaveret!” mindes hun. Hvor forældrene havde musikken som hobby, styrede Astrid Elbek fra
begyndelsen, bevidst eller ubevidst, sine skridt hen imod et liv i musik. Men med en hektisk hverdag i ledelsen for Det Jyske Musikkonservatorium er der ikke længere tid til selv at dyrke klaverspil og komposition i den
udstrækning, som hun gerne ville.
- Min bror Morten og jeg begyndte at spille nogenlunde samtidig; han gik til guitar inde på folkemusikskolen i Guldsmedgade, og jeg begyndte som 11-årig ude på Århus Friskole. Skolen
var måske lidt mere flippet, end mine forældre havde forestillet sig, men så alligevel ikke. På det tidspunkt var det Kamma Klitgaard Poulsen, der ledede den, og hun var af den gamle ”friskole-skole”, der var absolut intet
hippie over hende! Hun var modstandskæmper fra 2. verdenskrig og havde været i KZ- lejr.
Brænd noderne
- Der hang et opslag på friskolen om, at hvis man var interesseret i klaverundervisning, skulle man gå op
i frikvarteret og henvende sig til Leif Falk. Det gjorde jeg så. Han spurgte, om jeg kunne spille klaver, og så spillede jeg Norges nationalmelodi med to stemmer, og et nummer fra et hæfte, der hed Alabadoster. Han så noget
mystificeret ud, medens jeg fremførte de to værker, som jeg havde indstuderet på egen hånd, men mente godt, vi kunne gå i gang. Og så kom min første klavertime. Godt nok var musik noget, man dyrkede derhjemme, men der var ikke
nogen, der havde tænkt på, at jeg skulle gå til det!
- Leif kom med en kvint i venstrehånden og tre toner i højrehånden, og så skulle jeg improvisere. Det skulle jeg øve mig på. Jeg var fuldstændig opslugt, men havde fået
den opfattelse, at man først skulle komme tilbage, når man kunne det, så jeg øvede mig i flere måneder på pianettet hjemme på Arnegårdsvej, før jeg dukkede op igen. Han troede, jeg var holdt op, men så kom jeg og kunne spille
den dér Dollar Brand-agtige musik. Altså, som en tolvårig nu kan.”
Astrid Elbek tøver ikke et øjeblik med at betegne Leif Falk som en helt unik musiklærer, som hun skylder meget.
(Dollar Brand er en sydafrikansk pianist.
Han kalder sig nu Abdullah Ibrahim.)
- Så begyndte Morten og jeg at spille sammen, han var begyndt at gå til saxofon hos Holger Laumann, som boede sammen med Anne Linnet skråt overfor Åby skole, hvor Morten gik. Holger
hørte, at han havde en søster, der spillede klaver, så da han fik den ide, at Anne skulle spille guitar i øve-bigbandet på konservatoriet, kom jeg også med på klaver.”
Astrid mødte her det klassiske skisma, om hvorvidt
musikteori og nodekendskab ødelægger eller fremmer kreativiteten:
- Anne og jeg udgjorde én af de mest besynderlige rytmegrupper: To unge piger, som havde det til fælles, at de ikke kunne spille jazz. Jeg skulle pludselig
spille en masse jazzklodser, men Leif Falks motto var jo ”brænd noderne”! Han var meget kategorisk: noder var noget lort. Jeg forsvarede dem ved at sige, at jeg godt kunne lide at høre Beethoven og Brandenburgerkoncerterne, men
for ham handlede det om at improvisere. Han var på ”On the Corner” med Miles Davis, funkmusik, Dollar Brand og traditionel jazz, faktisk en spøjs blanding.”
Et band ved navn Koen
Leif Falk havde lavet et
nummer, der hed Koen, og det kom til at give navn til ét af landets første børnerockbands. Begrebet var bare ikke opfundet endnu; det kom først med det københavnske Parkering Forbudt!
- Det var nok i virkeligheden mere jazz
end rock, selv om ingen af opfattede sig som jazzmusikere. Vi spillede f. eks. musik af Ellington, Cannonball Adderly og funk.
Medlemmerne var skolekammerater på 12 – 14 år fra Århus Friskole, Ulla Tvede Eriksen, sang og
percussion, Jan Tvede Eriksen, trommer, Morten Kruse, bas, Kim Neergaard, basun, Erik Westberg, trompet og Morten Elbek, sax. Han var den eneste, der gik i almindelig folkeskole.
- Min bror og jeg var nok dem, der havde
én eller anden vag idé om, hvordan musikken var skruet sammen teoretisk. På et tidspunkt stillede Morten sin navnebror bassisten det spørgsmål: hvad er det egentlig du gør, når du spiller walking bas? Jo, han gik da ud fra
grundtonen og gik op ad strengen, til han ikke kunne komme videre, og så gik han over på den næste!” mindes Astrid med et grin, men skynder sig at tilføje: - Men han havde en god rytme, og pumpede derudaf! Det var et fantastisk
orkester! Vi var en flok, der havde været heldige at løbe sammen på det rigtige tidspunkt og få lov til at udfolde os.”
Orkestret var nok kraftigt præget af Leif Falk og hans musikalske visioner, men Astrid begyndte også at
skrive musik. Det var trods alt de unges eget projekt, og det gav heller ikke anledning til konflikter med forældregenerationen:
- Ulla og Jan boede med familien nede i havekolonien i Åbyhøj, og forældrene rejste en
tilbygning, hvor vi kunne øve. I det hele taget blev vi bakket op alle sammen af vores forældre, vi blev også kørt, når vi skulle ud at spille, for der var jo ingen af os, der havde kørekort.
- Der var ingen problemer
med vores forældre, da det senere viste sig, at både Morten og jeg blev musikere. Der lå ikke nogen dagsorden i form af at ”nu skal du sørge for at satse på noget fornuftigt”. Men foreløbig var det nu mest for sjov.
Koen
spillede på de ”rigtige” spillesteder i Århus som Trinbrædtet og Cabana, og Niels Hougaard fra DR fik øje på dem, og lavede en radiooptagelse. Han syntes at deres navn var et ”antinavn”; det havde de nu ikke lige tænkt over.
Ret hurtigt kom orkestret også til at spille på skoler rundt omkring og eksisterede i en del år. Børnene var ved at blive voksne.
Shit & Chanel
- Det var helt op omkring den tid, da jeg skulle op til
studentereksamen, at vi droppede Koen”, fortæller Astrid, som på det seneste havde fået travlt med et helt andet projekt, som involverede kollegaen fra bigbandet, Anne Linnet. Anne kendte Lis Sørensen og Lone Poulsen, og jeg
kendte Ulla fra Koen. Vi mødtes første gang på Åbyvej, hvor Holger og Anne boede, og havde store problemer med at få Holger til at lade være med at blande sig”, mindes Astrid med et smil.
– Det endte med at vi flyttede øvningen ud i Ullas forældres musikrum,
for der kunne vi være bare os fem piger og finde ud af, hvordan vi ville gøre, og det var jo helt nødvendigt. Så var der en masse diskussioner om, hvem der skulle spille hvad. De syntes alle sammen, at jeg skulle
spille klaver. Jeg ville i øvrigt heller ikke du til så meget andet! Ulla ville gerne spille trommer, men Lone var ikke så vild med det dér bas. Hun ville egentlig hellere spille guitar eller klaver. Hun var lidt fodslæbende,
men blev faktisk en skide god bassist. Hun er vanvittig musikalsk og var kæmpestor Paul McCartney – fan.
Stærke viljer
Vi havde mange diskussioner om, hvor vi skulle hen. Jeg ville gerne
spille noget funky, underdelt noget, og Lone var mere til sange. Alle komponerede, alle havde et forhold til musik, og alle havde stærke viljer og synspunkter. Men det var jo en rigdom af muligheder, som vi
arbejdede med uden helt at vide, hvad vi havde gang i. Det var der så mange, der gjorde; at vi så lige var fem piger, det var selvfølgelig lidt specielt. Vi debuterede maj 1974 på Trinbrædtet i en pause en aften,
hvor Koen havde job.”
I 1977, da Shit & Chanel for længst var slået igennem, fortæller Astrid i et fællesinterview med musikmagasinet MM:
- Vi havde jo tænkt på - med nervøsitet, at folk ville komme med nogen
skepsis, så vi tænkte, at vi ville tage pis på det, og så lavede vi et nummer, der var helt out – fuldstændig out. Anne spillede med ølflaske på guitaren, så den rigtig vrængede, Ulla trommede i ¾ og jeg
spillede i 5/4, og der skete alt muligt åndssvagt. Det var det første nummer, og folk sad dernede og tænkte ”nej, nej, hvis det bliver ved på denne måde…” – de troede, det var vores alvor, men så efter den
spillede vi ”Dejlig Dreng”, som vi havde arrangeret, og virkelig sørget for kørte godt”.
Shit & Chanel var helt bevidste om de fordomme, der herskede om, at
piger ikke kunne spille rock; på denne måde fik de konfronteret publikum med dets negative forventninger på en humoristisk måde. Men fordommene om kvinde-bands kunne også antage andre former: Tilbage i 2007 fortsætter hun:
- Om efteråret kom vores første professionelle job til 3.200 kroner i hallen i Øsløs pr. Vesløs, oppe nord for Limfjorden. Anne havde en vanvittig idé om at Eugen Tajmer skulle booke os. Det var helt, helt
malplaceret. De havde forventet ”Lille Sommerfugl og smid blusen”. Der fandtes jo andet pigeband, Ladybirds, som var kendt for netop dét. Det management kom vi ud af i en fart!”
Selvironisk spillede gruppen på netop sexismen i det før omtalte nummer af MM fra 1977. Gratisannoncerne ”Scenen” bag i bladet var en vigtig informationskilde for musikmiljøet i Danmark. Her kunne man
læse: ”Shit & Chanel er klar igen efter fødsler og eksamener. Klar kusserock, fissefunk og pattepunk.”
Ingen guitarheltinde
- Der var tale om den rigtige sammensætning på det rigtige tidspunkt,
siger Astrid Elbek.
- Folk fandt hurtigt ud af, at vi kunne spille musik. Det, der var særegent, var, at vi udtrykte en kvindemusikalsk verden. Det var ikke
rigtig gjort på dansk grund før. Ikke som et band; der havde selvfølgelig været enkeltperformere, men ikke sådan en hel hob, der havde en band-identitet.”
Det eneste, Shit & Chanel manglede for helt at matche andre grupper, var en rigtig guitar- helt.
- Lis kæmpede en brav kamp, men hun blev aldrig nogen stor ”single –
Sørensen”, selv om hun gerne ville – men hendes rytmeguitar var fed”, siger Astrid med et kærligt hip til pigen fra Engdalsskolen i Brabrand.
- Og så blev hun jo stor på mange andre måder!”
Det blev på sangskriverfronten, at gruppen kom til at nå helte-status.
- Det kunne vi jo ikke vide dengang, men Anne Linnets ”Smuk og dejlig” er det nummer, folk stadig husker os for, og det er sågar én af
de 12 evergreens i den Danske Kanon. Som sagt skrev vi alle sange, men hun lavede de mest gangbare, og det har hun jo kunnet leve af lige siden! Lis kom ind på andenpladsen; også hun sang jo sine sange
selv. Min hæmsko var, at jeg ikke sang mine sange selv, det gjorde Lis. Jeg var nok ude ad en anden tangent i mine numre, mere jazzet og funky, og ikke så sangskriveragtig og melodisk. Men det gav en
god helhed i bandet, for det betød, at der var nogle numre, hvor vi også kunne strække ud i nogle ostinat - baserede jams. Vi endte med at spille skidegodt sammen. Vi var jo ikke store jazzmusikere, men vi
kunne ét eller andet sammen, fordi vi efterhånden udviklede så meget intuition. Vi spillede enormt mange jobs; det blev selvfølgelig modificeret, når der var nogen, der fik børn. Vi var i studiet og rejste
rundt i landet, foruden at de fleste af os studerede ved siden af.”
På konservatorium
- Fire af os gik på AM, (Almen Musikpædagogik) dog ikke på samme
årgang. Det var den eneste mulighed, der var for at studere rytmisk musik dengang. Lærerne på AM i Århus dengang var bl.a Holger Laumann, Ib Buchholz, Arne Dich og Steen Nielsen, den senere leder
af Rytmisk Center i Silkeborg. De spillede selv rytmisk musik, så på den måde var det autentisk, men det var ikke på nogen måde rock, og jeg er aldrig blevet undervist i den musik, jeg selv spillede. Til stor
forskel fra de unge der går på konservatoriet nu, havde jeg heller ikke nogen forventning om, at det skulle være anderledes, Jeg tror nærmest, at vi betragtede det som helt OK, at vi ikke blev undervist i
det, vi selv lavede. Det var noget, vi havde for os selv. Så kunne lærerne undervise én i det, der havde fundet sted noget, det der var beskrevet. I en vis modsætning til den måde vi arbejder med rytmiske
uddannelser på her og nu, som i meget højere grad er opmærksom på spørgsmålet om, hvor du vil hen, og hvad du vil udvikle. Så prøver institutionen og lærerne at facilitere noget af det. Så der oplever jeg et
stort skift. Ikke fordi vores lærere på konservatoriet dengang ikke fulgte med i, hvad vi lavede. Rektor Tage Nielsen kom og roste os, når vi havde fået flotte anmeldelser i Shit & Chanel. Men der var ikke
nogen, der ligesom ville påtage sig at undervise os i det, som vi spillede. Og det var også fint. Det lå ikke i tiden.”
Musikpolitik og kvindepolitik
Men tiden var ved at skifte på flere fronter. På konservatoriet trængte rytmisk musik sig på, og krævede sin andel af de offentlige bevillinger. Musikvidenskabeligt Institut på Århus Universitet var den anden
institution i byen, hvor man kunne beskæftige sig med musik på højt plan, om end mere teoretisk. Her slog 70´ernes voldsomme politisering markant igennem:
- Lige inden jeg startede på konservatoriet, gik jeg faktisk et halvt år på Universitetet, og der oplevede jeg stor ballade. F. eks. holdt Finn Egeland foredrag i musikkundskab, altså om noget praktisk
musikalsk, og det blev boykottet af en hob af vrede studerende, der forsøgte at holde ham ude af undervisningslokalet, fordi det jo var bagstræberisk at gå op i den type borgerlige detaljer, såsom omfanget
af et engelskhorn! Det var helt klart medvirkende til, at jeg i stedet søgte ind på konservatoriet. Jeg havde lyst til at spille musik og ikke at slås med lærerne.
- Hvis jeg skal forsøge at vurdere den musik, der kom ud af
politiseringen på universitetet, er jeg lidt på tynd is, men det er mit indtryk, at der fra et musikalsk synspunkt manglede noget nerve. Der er ingen tvivl om, at der var en masse god vilje, en masse holdninger
og en masse bevægelser, man gerne ville støtte. Men for mig skyggede det lidt for den musikalske oplevelse.
- Set i lyset af den tid, er det mærkeligt, at vi havde et band bestående
af piger, men ikke var medlemmer af kvindebevægelsen. Vi blev spurgt meget om det, og ét eller andet sted er det også forkert at sige, at vi ikke havde noget med kvindebevægelsen at gøre, for hvis den ikke
havde været der, havde vi nok slet ikke fået den ide at lave et orkester, kun bestående af kvinder.”
De fem kvinder i Shit & Chanel var musikere og anskuede deres arbejde fra den vinkel:
- Vi gjorde dét, at når vi spillede i København, lånte vi af praktiske grunde anlæg af Delta Blues Band eller Nana Banana. De kom med anlægget og var roadies og lydfolk, og under ekstranumrene kom de
op og spillede med os. Det var enormt sjovt, navnlig med de der guitarer, som vi godt kunne savne.
- Det var der mange, der syntes var fedt, men jeg kan huske da vi
spillede på kvindernes internationale kampdag i Nørrebrohallen. Da blev der nærmest kastet tomater, da de dér mænd fra Nana Banana kom op. Det havde vi det så skidt med som orkester, at vi afviste at
spille til rene kvindearrangementer derefter. Hvorfor i alverden skulle man ikke kunne spille med nogen fede musikere, bare fordi de var mænd? Hul i hovedet! Men som tiden var dengang, var det noget, man
skulle argumentere for. Det var en ongoing diskussion om, hvorvidt vi forrådte kvindekampen. Men vi ville ikke tages til indtægt for det der fundamentalistiske standpunkt. Det var så polariseret. Det virkede
forkert, at man i den gode sags tjeneste skulle gå over i den modsatte grøft. Når det så er sagt, kan jeg som midaldrende kvinde konstatere, at der jo er flyttet mange nisser med. Så fuld ligestilling har vi altså
heller ikke i dag!
- Vi havde ikke noget koncept i Shit & Chanel, men det, vi gjorde, var i ord og gerning at gestalte en kvindeverden på en scene. De ord ville vi
ikke have brugt dengang, vi gik bare fremad og så, hvor det bar hen, ikke båret af et budskab. Men retrospektivt var det måske netop det, det handlede om: at lave god musik, og som gruppe udtrykke kvinders tanker og følelser.”
Du skal ringe til Hr. Falk
Efter afsluttet studium og børnefødsler fulgte undervisningsjobs på Folkemusikskolen og på Ålborg Universitet. Men efter to år var Astrid
Elbek tilbage som timelærer på konservatoriet og fik fra 1990 som docent ansvar for at opbygge den nye Rytmiske Afdeling. Forhistorien er den, at føromtalte Steen Nielsen allerede fra 1981 argumenterede
for, at man burde lave en uddannelse på konservatoriet, baseret på sang, dans og spil, den afrikanske tilgang til musik.
- Det var i sig selv sjovt. Steen var jazzpianist, men når sandheden
skal frem, var der ikke så meget dans i ham. Men han havde haft en meget stor oplevelse af sammenhængen mellem musik og dans i Tanzania, hvor han havde været udsendt i nogle år, og han var meget
optaget af at lave en musikuddannelse, som havde det improviserende som grundlag. N´goma eller Kucheza er swahili-ordene for det. Han talte om det med konservatoriets rektor Tage Nielsen, der var klassisk
komponist og en meget visionær mand. Han ville gerne det her, men blev stemt ned i konservatorie-rådet, som dengang havde det sidste ord. I stedet købte Steen Nielsen ”en kanon for sig selv” og
bombarderede de bevilgende myndigheder.
Astrid Elbek har en anekdote om, hvordan hun blev involveret i dette arbejde:
- I 1981 var jeg helt nyuddannet, og jeg var for første gang på
Arbejdsformidlingen for at få stemplet mit kort. Da jeg kommer hen til skranken, siger damen: Ved du hvad, vi har et arbejde til dig! Jeg var ved at falde død om; jeg havde aldrig hørt om musikere, der havde fået
arbejde gennem AF. ”Du skal ringe til en Hr. Falk på det her nummer” Jeg ringede noget tænderklaprende, og det viste sig at være ude på Amtet, hvor Steen Nielsen og Leif Falk var til møde. De ville gerne
have, at jeg kom og havde ringet hjem til mig og fået at vide, at jeg var på AF. Så der mødte jeg så mine gamle lærere, og vi skulle så prøve at lave forarbejdet til den her uddannelse. Den blev lavet dels med
inspiration fra AM og dels som en modpol til selv samme. Det var en interessant affære, som der gik en 5-6 år med.
Uddannelsen startede i 1987 som en efteruddannelse på Skoletorvet i
Silkeborg og som en fireårig forsøgsordning under Statens Musikråd fra 1988. Leif havde sine inputs fra Friskolen og Skolen for Rytmisk Musik og Bevægelse, og jeg havde mine inputs fra AM og fra stævner
som Vallekilde og Brandbjerg. Mange forskellige mennesker var inde over som musikalske ”inventors”; Peter Seebach, Ib Buchholtz, Karen-Lis Kristensen, Lars Brinck, Åse Haugaard o.m.a.
Rytmerne indtager Århus
- Jeg syntes jo, uddannelsen skulle starte i Århus, men når konservatoriet havde sagt nej, var der ikke så meget at sige til, at Steen Nielsen forsøgte sig med Silkeborg, hvor der blæste varme,
politiske vinde.” Men snart kom Århus på banen igen:
- I 1990 sagde hele musiklivet under en konference som med én mund til konservatorierne, at hvis I ikke tager jer sammen og får lavet noget
undervisning i rytmisk musik, så må de uddannelser laves et andet sted, og så bliver I beskåret. Dengang blev der kun brugt 3 % af konservatoriernes bevillinger til undervisning i rytmisk musik, og det
kunne man ikke leve med, for det var den musik, som 90 % af befolkningen dyrkede.
På den konference gik Elisabeth Sigurdsson, Det Jyske Musikkonservatoriums daværende rektor, på talerstolen og sagde, at
nu ville man slå et docentur i rytmisk musik op på Det Jyske Musikkonservatorium. Det var det, som jeg søgte og fik. Jeg blev den første rytmiske docent på et klassisk konservatorium, og så fulgte de
andre konservatorier i Ålborg, Odense og Esbjerg meget hurtigt. Jeg fik ansvar for at lede opbygningen af RM- uddannelsen med hjælp fra en hel masse gode mennesker, hvoraf de fleste stadig er lærere her.
Det var svært internt på konservatoriet, fordi det reelt gik ud over den eksisterende klassiske lærermasse; man fik ikke af ministeriet nye penge til at lave det for, så det var en barsk periode. Det var også en
meget spændende periode, og der kom en god rytmisk musiklæreruddannelse ud af det, som optog de første studerende i 1991.
Basguitaren – et truet instrument
I lang tid har studenterfordelingen på konservatoriet været 50/50 mellem klassisk og rytmisk, men nu er der jo kommet uddannelsen i elektronisk musik til, som også skal have en del de eksisterende
studiepladser. Der har i et stykke tid været en krise i fødekæden til det klassiske område. Det samme er vi begyndt at se på det rytmiske område inden for instrumenter som percussion, bas og blæsere.
Elbas er faktisk et område, der er lidt truet, hvis vi skal bedømme det efter de ansøgere, vi får. Til gengæld er der mange, der søger ind på trommer, klaver, sang og guitar.
Det er lommefilosofi, men det faktum, at piger i så høj grad synger, og drenge vælger instrumenter, ”våben”, der siger en hel masse, hænger måske sammen med, at den alder, hvor man for alvor giver den gas
med at få lært noget musik, også er den alder, hvor man skal gøre indtryk på det andet køn. Vi har eksempler på det modsatte i form af fremragende kvindelige bassister og trommeslagere, men
mængdemæssigt er de i klart mindretal, og de mandlige sangere ligeledes.
Beskæftigelsessituationen for de konservatorieuddannede generelt er faktisk ok, i forhold til at vi er en kunstnerisk uddannelse, hvor der ikke
ligger mange faste jobs bagefter. Men musiklærerne med de korte uddannelser har en noget for høj arbejdsløshedsprocent. Under indflydelse af beskæftigelses-statestikkerne har vi måttet reducere
især mængden af de rytmiske studerende, så vi nu tror, at vi er i bedre balance.
Højt musikalsk niveau
- Uanset hvilke sidegevinster der nu måtte være ved, at børn og unge
beskæftiger sig med musik – og det er jo et omdiskuteret emne - så synes jeg, musikken er en vigtig faktor at have med i vores liv, og alene af den grund er det vigtigt, at musikundervisningen bliver godt
forvaltet. Der er en stor gruppe, som ikke har noget aktivt forhold til musik, og så er der en lille gruppe, som er vanvittig gode. Det musikalske niveau har formentlig aldrig været højere, samtidig med at
det almene dannelsesniveau inden for musikudøvelse forekommer mig at være dalende. Fællessangskulturen, som vi har kendt den i Danmark, er for nedadgående, og et aktivt forhold til musik er ikke en
del af livet for flertallet.” Men Astrid Elbek møder i sit arbejde de unge mennesker, for hvem musikken er en stor del af deres livsindhold:
- En del af dem er nok søgt ind på musiklæreruddannelsen, fordi det
var her, de kunne få noget undervisning i deres instrument og et netværk at spille sammen med, for slet ikke at tale om ”nøglen”, nemlig nøglen til konservatoriets øvelokaler!. Og måske ikke så
meget, fordi de havde et brændende behov for at blive undervisere. Men mange har udviklet sig til engagerede musiklærere, som har været med til at sprede musikken og holde den levende. Vi har lavet
en undersøgelse for at undersøge, hvordan kandidaterne har været tilfredse med deres uddannelse. Men vi mangler at lave den helt tilbundsgående undersøgelse, hvor vi klargør, hvad folk egentlig beskæftiger sig med i dag.
Musikalske oaser
At de rytmiske uddannelser har haft betydning for Århus, er Astrid Elbek ikke i tvivl om. Hun ser i dag, hvorledes nuværende og tidligere
studenter indgår i musikalske netværk, som rækker langt, og som er med til at genskabe myten om byens stærke position på musikområdet, som man kender fra tidligere perioder:
- Århus har haft nogle virkelig velfungerende musikalske oaser karakteriseret ved, at miljøet var forholdsvis småt, at man kendte hinanden, og at der skete en hel masse. Hvis man ser på dem, der
lavede Musikernes Kontakt i sin tid, så leverede de krudtet til en hel masse af det, der skete de næste tyve år. Det, at man i Vestergade 58 lavede Musikernes Hus og Musikernes Kontakt er måske et udtryk
for det, jeg synes, Århus kunne: at man på bedste andelsmanér gik sammen om et fælles projekt. Siden hen er der også kommet meget kommercielt ud af det, hvilket er fint nok, men i første omgang skabte
det et spillested og et bookingbureau. Sådanne oaser findes stadig. Puls-festivalen er i mine øjne den seneste eksponent for den tendens.
Når det nye undervisningsår begynder, residerer Astrid Elbek i en
splinterny bygning, som kommer til at rumme klassisk, elektronisk og rytmisk musik under samme tag. Her skulle være rige muligheder for endnu en blomstrende oase i et nyt musikalsk kraftcenter.
|
|
