Den umulige drøm gik i opfyldelse

Drømmen om at indspille en CD førte for Karsten Holm til både studieoptagelse i USA, TV-optagelse, massiv medieomtale og flere live-jobs. Her fortæller han om projektet, der har givet hans karriere en spand kul.

Af Karsten Holm

Gennem mange år har jeg sunget og spillet dansemusik. I 80’erne i Mell & Shaky Legs, i 90’erne i Bachelor Boys og fra 1997 i Holm & Jerry.
Sideløbende har jeg i seks lange år taget en sanguddannelse på konservatoriet - med klassisk sang som linie. Efter endt uddannelse kom jeg med i diverse forestillinger, både børneopera og musicals.
I 2001 blev jeg headhuntet til teaterstykket ”Cooking with Elvis” på Svalegangen. Det blev starten på en ny epoke i min karriere. Jeg fik ideen til at lave et Elvis-show, da jeg kunne købe dragten fra stykket og bruge musikken.

Jeg havde aldrig troet at ”sing-back” var noget der var værd at samle på, - men det viste sig at det åbnede en masse muligheder for at komme ud at synge rigtig meget. Elvis-shows er der åbenbart altid et marked for. Jeg har nu lavet mit show siden 2003 med stor succes.
Stort set alle de steder, jeg optræder, er lukkede arrangementer, hvilket vil sige, at det kun er dem, jeg synger for, der opdager, at jeg har været der.

I starten af 2006 fik jeg imidlertid lyst til at komme lidt videre med min sangkarriere, prøve at nå lidt længere ud.

En inspirerende snak med Lars Kiel resulterede i en masse snak, men jeg husker kun en ting, han sagde: »Du skal lave en CD«.
Det tænkte jeg lidt over. Hvordan kunne det lade sig gøre. Jeg spiller jo ikke i band for tiden, så at skulle til at samle et band, betale for prøver plus studie tid med videre virkede lidt uoverskueligt.
På et tidspunkt kom jeg i tanke om Anni Filt fra Skovby. Jeg havde hørt, at hun havde været i USA flere gange for at lave CD’er med amerikanske studiemusikere, så jeg tog straks kontakt til hende.

Min første solo-CD
Vi mødtes en kold og regnfuld martsdag, hvor hun tegnede og fortalte med stor begejstring om sine oplevelser i Jasper, Tennessee, USA hos Mike Headdrick i hans Micron Studio.
Efter dette møde var jeg blevet tændt på ideen om at tage til USA for at indspille min første solo-CD, og jeg tog kontakt til Mike Headrick.
Man griber tingene noget anderledes an ”over there”. Der er det ikke studietiden, der tæller. Man sender sin demo-CD. Mike lytter den igennem og beregner en pris på f.eks. 12 sange, som det var i mit tilfælde. Prisen afhænger så af, hvor mange musikere der skal involveres i projektet. Til mig beregnede han en pris på seks musikere, der hver kunne spille på adskillige instrumenter.
Herefter var spørgsmålet, hvad der skulle på den cd. Det lå lige for, at Elvis Presley skulle spille en væsentlig rolle. Dels har jeg mit Elvis-show og ville kunne sælge CD’er på jobs. Dels var det i år 30 år siden, Elvis døde, og derfor ville jeg kunne få noget PR på den konto, hvis jeg ramte en god udgivelsesdato.
Jeg gik i gang med at udvælge numrene og gik bevidst efter numre, der ikke var Elvis’ allermest kendte og sange, der stillede forskellige krav til mig som sanger.

TV-interesse
Det blev da også til andet end Elvis. Frank Sinatra, Tom Jones, Beatles og en enkelt af mine egne kom også med. Jeg lavede nogle demoer af sangene og sendte en CD til Mike, så han kunne finde de rigtige musikere. Han mailede tilbage og gav mig en pris på indspilningerne: 47.000,- kr. + 3.000 kr. til mixning og mastering. Nu var der blot tilbage at øve sig og vente, til det blev februar 2007, hvor det skulle ske.
Sideløbende havde jeg en ide om af lave en historie om projektet, der kunne ”sælges” til TV. Historien skulle være, at man fulgte mig i mit kontrastfyldte liv. En Dr. Jerkyl og Mr. Hyde historie, om graveren ved Storring kirke, der i weekenden bliver forvandlet til ”The King”.
Man skulle følge mig på begge jobs og tage med mig til eventyret i USA og hjem igen. Jeg sendte programforslag rundt til folk, jeg kender i branchen, og den endte hos Hans Erik Saks fra Saks Film og TV, som var med på ideen og var ret sikker på, at den kunne sælges til TV.
Vi filmede lidt i november, dels ved kirken og på Elvis-show-jobs. Saks lavede en lille demofilm, som han tog med til TV-messe i Cannes. DR2 blev de heldige, der fik historien. Der blev ideen til en Elvis temaaften skabt.
Nu havde jeg nogle gode kort på hånden, for at min CD ikke skulle drukne i mængden: 30-året for Elvis’ død, tvudsendelse om projektet og ny CD.

Surrealistisk flashback
Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle rejse. Destination: Stjær - Kastrup - Amsterdam - Memphis - Jasper - Nashville. Det var surrealistisk at lande i Memphis, og første stop var på ”Elvis Presley Boulevard, hvor vi havde booket os ind på ”Graceland Days Inn”.
At vi var kommet til ”Elvis-land” var tydeligt. Alt handlede om Elvis. Elvismusik indendørs såvel som udendørs og kun Elvis. Alle mulige forskellige nipsting, billeder, buster og papskilte. Til gengæld må Elvis have været den eneste hvide mand i det område. 99% af menneskene i området er sorte, og en meget stor del af dem arbejder sikkert for ”Elvisindustrien”.

Mindre end ventet
Naturligvis skulle vi også opleve Graceland, og det var stort at stå ved verdens mest berømte støbejernshavelåge, ”the gates of Graceland”.
Som livslang Elvis-fan var det meget specielt at gå rundt i huset og fornemme stemningen fra dengang. Det var underlig,t at det ikke var større, nærmest ligesom en bedre Risskovvilla. Det var meget interessant at opleve og særdeles velholdt, når man tænker på, at millioner af mennesker går gennem disse rum hvert eneste år.
Den følgende dag gik turen via Nashville mod Chattanooga til en lille by, Jasper, hvor Mike Headricks studie ligger. Syv mand i en tætpakket amerikaner-dyt. Efter seks timers kørsel endte vi ved Acuff Country Inn, et motel - fuldstændig som på film, - bilen holder lige uden for værelset.

Akkorder efter tal
Mandag morgen ankom jeg til studiet, musikerne var ved at varme op til dagens indspilninger. Gene Sisk, tangenter, spiller til dagligt med Kenny Rogers, Mike Berry: bas, Bob Courter: trommer og så producer og guitarer: Mike Headrick.
Planen var at indspille 12 sange inden fyraften. Klokken 10 gik vi i gang; de lyttede det første nummer af fra min demo-CD.
Her i “country-land” noterer man ikke ned i akkorder. Man bruger ”the Nashville number system”; et system hvor man bruger trintal og en masse tegn for f.eks en stor 7’er eller + osv.
Det er smart fordi alle spiller efter den samme ”node” lige meget hvilken toneart sangen går i. Jeg blev noget paf, da det viste sig, at de spillede nummeret fejlfrit og storswingende ved ”first take”.
Ni timer senere var vi færdige med alle 12 sange og havde endda haft en god frokostpause. Jeg var dybt imponeret.

Ingen jantelov
Nu kunne man tro, at det for dem bare var noget der skulle overstås i en fart. Her kom “Karsten Holm from Stjær” for at indspille nogle Elvis-sange, - men de tog det meget seriøst. Det var en opgave, der skulle løses, - og jeg skulle være fuldt tilfreds med resultatet.
En af sangene var af egen avl, ”I´ve always loved you” – det var specielt spændende at opleve, hvad de gjorde ved den, - jeg havde bare lavet en version med ”Band in a box”. Jeg blev rigtig glad for, hvad de gjorde ved sangen. De kunne også rigtig godt lide sangen; så godt at Mike Headrick lagde den på en compilation-CD med forskellige kunstnere fra sit studie. Mike skrev siden hen, at den fik »tons and tons of airplay« rundt omkring i USA og Europa.
Der var tid til det hele, ingen stress og på de få timer kom jeg til at kende alle musikerne rigtig godt. Og som Anni Filt sagde til mig: »Du får nogle venner for livet«. Det passer. Janteloven eksisterer ikke der. Det er en af de rigtig gode ting ved USA.
Den følgende dag i studiet sang jeg. Det gik rigtig godt, men over middag var jeg helt færdig og kunne slet ikke hænge sammen eller tænke en tanke. Det var vel jetlag og udmattelse ovenpå at have sunget que-sang i 12 timer om mandagen. Derfor holdt vi tidlig fyraften. Mike lagde dog lige et par guitarer på om eftermiddagen.

Enmands blæsergruppe
Onsdag kom énmands-blæsergruppen, John Heinrich, som spiller med ”The Memphis Horns”. Kl. 14 var der kommet ”blæs” på de fire numre, han skulle medvirke på. John spillede på: baryton-, tenor-, alt- og sopran-sax, samt klarinet og tværfløjte. Resten af dagen indsang jeg de resterende sange og lidt kor.
Torsdag stod i guitarens tegn. Mike tog sig af samtlige af slagsen. El-, Dobro-, Tenor-, Steel- og Spansk guitar samt blueshape.
Stille og roligt og meget effektivt arbejdede han sig igennem alle numrene og blev færdig til aften med alle 12 numre.
Fredag kom korpigen Jackie Harling og lagde de lækreste korstemmer på. Og så var CD’en faktisk færdig. Fem dage havde det taget.
Nu manglede kun mixningen, der skulle ske hos Mark Mosely i Nashville. Et dejligt lille studie hvor navne som Dolly Parton, Garth Brooks, Vince Gill og mange andre jævnligt kom.
Mike var kørt hjemmefra med masteren kl. 4 for at være i studiet kl. 7.00. Kl. 9.00 skulle jeg komme, og da havde de lavet grundlyden på det første nummer. Det lød rigtigt, så da alt så ud til at være, som det skulle, tog Mike hjem igen, nu var hans opgave slut.
Tirsdag eftermiddag var vi helt færdige med at mixe, og det blev mastered, så her stod jeg med en master-CD i hånden. Det var stort at sætte den i CD-afspilleren i bilen hjem til motellet.
Efter et par dages fri som vi brugte på at opleve Nashvilles berømte spillesteder, gik turen hjemad til Danmark igen. Første del var veloverstået.

Releaseparty i Brugsen
Gateway hjalp mig med at realisere projektet. Jeg fik trykt 500 eksemplarer af CD’en.
Hammer PR blev hyret til at stå for PR. Vi ventede på en dato fra DR2, hvor TV-udsendelsen skulle vises. Det blev d. 14. august, så det blev også dagen, hvor CD’en officielt udkom, men forinden havde vi snigpremiere i vores lokale Dagli’Brugs i Stjær. Her sang jeg sangene fra pladen med brugsens læsserampe som scene og musikken fra CD’en som backing. Jeg havde naturligvis fået lavet et eksemplar uden leadsang.
Gennem hele projektet er det lykkedes mig at få en del god, gratis omtale i diverse aviser og blade. Presseeksemplarer af CD’en blev sendt til DR og de største lokalradioer samt en masse aviser og blade. Udgivelsesdatoen viste sig at være velvalgt, jeg kom i TV om aftenen og blev spillet en del på P4: Eldorado, Studie 4, Fredag på farten og Levende lørdag, og det var alt sammen i forbindelse med 30 årsdagen for Elvis’ død.
Jeg sælger pænt mange CD’er på jobs, og man kan købe CD’en via min hjemmeside www.karstenholm.dk, hvad også en del har gjort. Men forretningerne har ikke taget den hjem, der skal endnu mere til. Nu håber jeg på at få især mit eget nummer ”I’ve always loved you” spillet rundt omkring, da mange siger, at det har hitpotentiale, men det er meget svært at komme ind i varmen hos DR og at komme i ”rotation”, som det hedder. Heldigvis skal oplaget på 2 x 500 eksemplarer nok blive solgt. Når jeg er ude at optræde med mit Elvis-show, kommer jeg ind og giver ekstranumre (hvad Elvis aldrig gjorde). Her får publikum så et par sange fra CD’en og så køber de.

Blod på tanden
Projektet har givet mig blod på tanden, og jeg regner med at tage til USA igen i 2008 eller 2009 og indspille en ny CD. Denne gang med en del flere af mine egne sange, måske både på dansk og engelsk. Det afhænger bare af om ”Always on my mind” tjener sig ind, og kan betale sig på den ene eller anden måde.

Basunen 2007 nr. 3 - 20. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Udgives af Dansk Musiker Forbund - Århus Afdeling
i samarbejde med afdelingerne i Randers, Grenå og Herning
Redaktion: Grønnegade 93, 2 - 8000 Århus C
Tlf: 86 18 45 99 - email:
aarhus@dmf.dk

Webansvarlig - Bjarne Gren -
Gren|Grafisk
 

dkhotel