Fra centrum til periferien
 - og tilbage igen

Af Jørgen Nielsen

Bo Jacobsen synes ikke, han efterhånden mangler at prøve noget inden for musikken, og det må også indrømmes, at vejen fra de københavnske avantgardecirkler i ”the Summer of Love” i 1969 til positionen som Norddjurslands kulturdynamo har været fuld at bugtninger og uventede korsveje.

- I 1968 var der ungdomsoprør, og jeg læste på arkitektskolen i København. Jeg var meget ung og spillede trommer, sådan nærmest i min fritid, fortæller Bo fra stolen i sit kombinerede øvelokale og kontor ved gadekæret i Emmelev. Det guldnistrede Rogers trommesæt, guitaren, alt- saxofonen og en solid vinylsamling i reolen understøtter historien.
- Cirklerne var små dengang, tingene hang sammen Jeg bevægede mig fra jazzmiljøet omkring det gamle Montmartre og begyndte langsomt med den dér nye ”beatmusik”, det hed ikke rockmusik dengang. Vi lavede et rigtigt hippieorkester dér i begyndelsen af 1969, hvor vi spillede en blanding af John Coltranes freeform jazz og Velvet Underground. Meget, meget syret! Der var meget få orkestre, der var sådan, og vi var pludselig med i undergrundsmiljøet og var bl.a. husorkester ude på Sophiegården på Christianshavn, det slumstormerhus som blev ryddet af politiet, og hvor bl.a.  Gasolin´ også spillede.

Hvad laver jeg her
Foreningen ”Det Ny Samfund” opstod ud af det miljø, og jeg kom med i bestyrelsen. Jeg var med i alt, hvad der skete, fordi det kedede mig at læse til arkitekt. Jeg tog på Den Danske Jazzkreds´ kursus på Vallekilde Højskole, og der sad jeg og følte mig lidt udenfor. Jeg havde meldt mig til Niels Jørgen Steens hold med moderat moderne jazz, og det sagde mig ikke så meget. På højskolen mødte jeg både en 13- årig Kasper Winding og de unge musikere, der senere dannede Buki Yamaz, (Kim Sagild, Mikkel Nordsø, Klavs Nordsø) De spillede røvgodt, allerede dengang, og jeg tænkte: hold kæft, hvad laver jeg her? Men så pludselig kom jeg forbi én af de åbne sessions, som bassisten Povl Ehlers, der var lærer på avantgardejazzlinien, arrangerede. Nogle af musikerne kendte jeg fra ”Jazz i Reprisen” i Holte- biografen, hvor jeg plejede at stille trommer op, mod at få lov til at spille lidt med. Der var Jan Kaspersen, Jesper Zeuthen, Kenneth Knudsen, Christian Kyhl m.fl. Det illustrerer meget godt, hvordan genrerne blandedes dengang. Fundamentalisterne, som kun spillede jazz, og dem, der kun spillede pigtrådsmusik, de kom efterhånden i mindretal.”

Skæve dage i Thy
 På det kursus i 1969 opstod det første Blue Sun, som bestod af Bo Jacobsen, trommer, Jan Kaspersen, piano, Niels Pontoppidan, guitar, Jesper Zeuthen, sax, Søren Berggren, fløjte, Dale Smith, vokal og Povl Ehlers, bas. Povl Ehlers blev valgt som årets jazzmusiker i 1970 for sin rolle som frontfigur i den ny musik.
Bo og Blue Sun var naturligvis også med, da Det Ny Samfund i 1970 tog ideen op fra forrige års Woodstock-festival. Thy-lejren blev etableret, og Blue Sun spillede en til lejligheden komponeret hymne i særtoget fra København på vej til det, der blev Danmarks første festival. Hen over sommeren spillede navne som Gnags, Burnin´ Red Ivanhoe, Tømrerclaus og Kim Larsen. Den legendariske periode er skildret i filmen ”Skæve dage i Thy”.
- Vi røg helt til tops og eksisterede i halvandet år. Tingene skete så hurtigt, at vi nærmest boede i vores instrumentkasser. Og så røg vi ud i en konflikt omkring de musikalske mål. Skulle vi blive ved at spille de gamle numre, eller skulle vi, som Jesper Zeuthen ville det, spille mere frit? Han var i den grad vores ”stemme” Det var en uløselig konflikt, som endte med et brud.”

Efter den turbulente tid, hvor Blue Sun bl.a. havde spillet som opvarmning for Jimi Hendrix i Århus og København, sad Bo tilbage i en lille lejlighed på Christianshavn og skulle afgøre med sig selv, hvad der nu skulle ske. Arkitektstudiet var for længst fortid. En aften hørte han saxofonisten Ole Kühl, og sammen lavede de ”Solens Glade Sønner” med to Blue Sun – folk: Niels Pontoppidan, Jan Kaspersen, samt Christian Kyhl, altsax og Peter Friis Nielsen, bas.
- Det var et sjovt orkester, og jeg har desværre ikke nogen optagelser med det. I efteråret 1971 spillede vi på Tagskægget, og der mødte jeg Povl Ehlers igen.”
Broderskabsånden fra Blue Sun var der stadig, og en ny blå sol stod op, nu med base i Jylland, nærmere betegnet i et kollektiv nær Spørring, nord for Århus.
- Der boede Jan Kaspersen, Niels Pontoppidan, Ole Kühl og jeg, og så kom Povl Ehlers, pianisten Ole Nordenhof og Leif Falk derud øvede med os.”
Ole Nordenhof var klassisk uddannet pianist og søn af Århus-kapelmesteren Harry Nordenhof, hvem han ofte afløste på jobbet som akkompagnatør til danseundervisning. Men han var først og fremmest en velfunderet jazzpianist og komponist med stor interesse for elektrisk musik. Leif Falk var musiklærer på Århus Friskole og tilbragte mange nætter med at spille klaver og synge på Jazzhus Tagskægget.
 
Cabana
Restauratøren Knud Nielsen var én af de store i Århus´ natteliv, han drev jazzstedet Karavellen på Europa Plads og havde også forretninger i Odense og Ålborg. Han ville gerne mere ind i musiklivet, og han ansatte i 1973 Povl Ehlers som booker og daglig leder i natklubben Cabana i Klosterport.
Povl Ehlers fik et rådighedsbeløb til at købe musik for, og han var manden bag stedet, som i løbet af det lille års tid, det eksisterede, præsenterede stort set alt, hvad der kunne krybe og gå af danske navne. Det nye Blue Sun blev husorkester med flere månedlige koncerter. Kunstneren Mogens Gissel dekorerede interiøret og stod for den grafiske udformning af plakaterne. Også internationale bands slog strømmen til i den hippe natklub, som lugtede af storby. Desværre lugtede der også lidt for meget af tjald, og det skulle blive årsagen til dens korte levetid.
- Der blev røget en del inde i lokalet, og det udviklede sig desværre til, at hash-pusherne sad med vægte nede ved bordene. Det endte med en politirazzia, hvor man ganske rigtig fandt en del stoffer, og det var synd og skam, at det blev årsag til lukningen. Selvfølgelig skulle man have grebet ind tidligere, men det vil jeg nu ikke bebrejde Povl. Men det var jo stadig i efterklangen af hippietiden, og en musikalsk set fantastisk brydningstid, hvor alle genrer blev smidt ned i den store gryde, og der opstod alle mulige spændende kombinationer.”

Århus får selvbevidsthed
- Man kan godt svinge sig op til at sige, at Cabana var med til at skabe den selvtillid og selvbevidsthed, som prægede Århus i årene derefter. På det tidspunkt havde Århus aldrig været noget i Danmark. Budskabet i ungdomsoprøret var netop: lad nu være med at være så autoritetstro. Der opstod en uformel sammenhæng mellem studentermiljøet, de etablerede orkestre, publikum og amatørmusikerne. Cabana blev et miljø, hvor musikere i deres fritid kunne gå hen og møde andre musikere, blive inspireret, lave aftaler. Man bookede hinanden, og det var helt parallelt med det, der skete på Christianshavn, omkring Sophiegården, Christiania og Huset i Magsstræde. Man glemmer, hvor enormt vigtigt det er med den slags steder; musikere skaber simpelthen miljø, og det bliver en god forretning for restauranterne. Århus flyttede sig fra at være et meget provinsielt sted til at blive førende. Byen overhalede sidst i halvfjerdserne København, som var kørt fast.”
Cabanas lukning var endnu en dukkert for Blue Sun, selv om noget af miljøet flyttede hen om hjørnet til Tagskægget. Også på Husets Musikteater og på Trinbrædtet i Vestergade levede noget af ånden fra Cabana videre. Da Trinbrædtet blev til Musikernes Hus, videreførtes kollektivtankerne, om end i en mere struktureret form.

Kørt over af Big Business
- Hvad faen skal jeg lave i Århus, når der ikke er noget Cabana,” tænkte Bo Jacobsen i 1974. Det evigt foranderlige Blue Sun var ved at antage en ny form, og blikket vendtes igen mod København. Der var nemlig kommet et nyt spillested ved navn Loppen på Christania. – Da jeg første gang så lokalet, sagde jeg hallo, det sted er da helt fantastisk, og Blue Sun blev det første band, der spillede elektrisk musik derinde. En aften på Loppen manglede vi en sanger, og hvem møder jeg på Prinsessegade, lige ud for Loppen? Lone Kellermann. Jeg kendte hende fra Gladsaxe Beatforums bestyrelse. ”Hej Lone, du skal synge med Blue Sun i aften!” Hun kom og sang noget blues med os. Den sommer spillede vi sammen på Roskilde Festivalen og fik sådan nogle flotte anmeldelser, og så var hun stjerne! ” Men Blue Sun var ikke længere det samme musikalske kollektiv, det havde været.
Gruppen stod nu med et ben i to lejre: en århusiansk, og en københavnsk. Povl Ehlers kørte videre i Århus med Jytte Pilloni som sangerinde, Bo Thrige Andersen på trommer, Richard Greenwood på violin og Preben Eriksen på guitar, og Bo Jacobsen fortsatte med Lone Kellermann under bandnavnet Osiris med Anders Koppel på orgel, Tømrerclaus på guitar, Morten Carlsen på sax og Dan Turell- tekster.
-Dan var min gode ven og ville gerne have sine tekster brugt.” Men der kom noget på tværs.

 - Så fik Lone kontrakt med CBS og Billy Cross blev producer for hendes første plade. Og så stod jeg dér! Jeg var blevet kørt over af Big Business. Hun tog ikke en eneste af os med over i Rockbandet, og det kan man ikke fortænke hende i, men det var surt for os andre! Så flyttede jeg ud på Mols og begyndte at spille med Djursland Spillemændene. Det var der nogle, der undrede sig over, men det trængte jeg til. Efter et par år dannede jeg mit eget band, Nada, som lavede 3 lp´er.”

Nada var oppe at køre, og Bo flyttede atter til København. Orkestret spillede en art instrumental world-musik og bestod i starten foruden Bo af Povl Ehlers, Jan Kaspersen, Jesper Zeuthen og Niels Pontoppidan. Altså det oprindelige Blue Sun, dog uden sangeren Dale Smith. Et kuriosum er, at da Lone Kellermann senere gik ud af Rockbandet på grund af det hårde arbejdspres, ledsagede Nada, som da bestod af Rudolf Hansen fra Defenders på bas, Jan Kaspersen og Jesper Zeuthen, Lone på en tur til Norge og Sverige, hvor hun var et stort navn.
 
At kende sine venner
Organisationsarbejde har været en del af Bo Jacobsens identitet siden dengang med foreninger som Det Ny Samfund og Musik og Lys. I dag er han formand for afdelingen på Djursland og hovedbestyrelsesmedlem i DMF.

- Dansk Musiker Forbund har i dén grad hjulpet mig gennem årene og navnlig på et tidspunkt, hvor jeg uretmæssigt blev forfulgt af skattevæsenet. På et tidspunkt var alle kunstnere, både i Århus og på Djursland notorisk mistænkelige, og min lønmodtagerstatus blev anfægtet. DMF’s jurist satte dem fuldstændig til vægs, og den lokale skattemyndighed fik sågar en reprimande af Landsskatteretten for at spilde dens tid. Da blev jeg klar over, hvor mine venner var! 
Bo blev valgt ind i bestyrelsen i Grenaa-afdelingen, som ikke var præget af de store visioner. I frustration meldte han sig i stedet ind i Århus afdelingen. Efter to år blev han lokket tilbage til Grenaa. Man ville gerne have ham som formand.
- Jeg tog det fra den her vinkel: nu laver vi noget sjov her. Og det blev en succes, afdelingens medlemstal fordobledes på et år.” Bo arrangerede musik i forsamlingshusene, og medlemmerne fik spændende kursustilbud. Om sit ulønnede job siger han:

- Så meget arbejde er der heller ikke med det. Det er vigtigt med sammenhold – fagligt såvel som socialt. Jeg blev opfordret til at stille op til hovedbestyrelsen, og dét er spændende. Det er ikke fordi paragrafrytteri interesserer mig synderligt, men man kan være med til at placere musikerforbundet som en moderne serviceorganisation, et sted, hvor de unge søger hen. Vi skal ikke bare være tarif- ryttere, men også kulturelle medspillere. Gennem formandskabet i lokalafdelingen og medlemskabet af Kulturhuset Pavillonens bestyrelse i Grenaa, er det blevet en levevej for mig at være kulturmager herude, hvor jeg har foreløbig tre projekter kørende: Liv i forsamlingshusene, Kulturraketten og Global Music Festival. Jeg gider ikke længere at køre til Langbortistan for at tjene totusinde kroner på en bodega. Jeg vil hellere spille noget god musik sammen med nogle venner, om så det er hjemme eller på et spillested.”

Sidste sommer præsenterede Bo i samarbejde med Kulturhuset f.eks flere koncerter på Kattegatcentret under titlen Concert by the Sea, og i 2007 varmes der op til jamsessions i DMF-regi på Bønnerup Strands nye Cafe Knoblauch.
- Jeg har spillet så meget i min tid, så jeg lægger mere vægt på indholdet end nogensinde. Jeg vil hellere mindre ud at spille og så til gengæld spille mere fri musik. Og så har jeg mit B.J & the Evergreens, som stadig er ude at spille en gang imellem. Men jeg har kørt det her land tyndt, og stået fra Thyborøn til Nordborg, fra Vandkunsten i Københavns centrum til Hvide Sande og spillet tressermusik”.
Trommerne er Bo´s hovedinstrument, guitaren kom til under vejs og altsax’en dyrkes jævnsidigt:
- En guitar er jo nem ved bålet eller til en privat fest, så gennem en årrække fik jeg lært det til husbehov. Da jeg så flyttede herover i 1983, lavede jeg en trio med Povl Ehlers på kontrabas og en harmonikaspiller, som vi rejste rundt med i nogle år, simpelthen for at tjene penge. Samtidig spillede jeg fri jazz på sax med Povl, som også boede herude.

Spillestedernes fremtid
Bo Jacobsen har været turen rundt på landets spillesteder i de sidste fyrre år og er en anelse bekymret over udviklingen:

- Man lavede en fremragende spillestedslov. Så er der sket det, at de regionale spillesteder hyrer udenlandske navne og store navne og lader være med at hyre lokalt ind, for ”det kan ikke betale sig”. Man forsømmer konceptudviklingen og græsrødderne. Men navnlig forsømmer man det hav af gode musikere og bands, der slås om at komme til at spille på de få spillesteder, hvor det kører mere på musikkens betingelser. Hvis ikke de steder, der støttes massivt af statens midler, skal gøre det, hvem skal så? De spillesteder, der financierer musikdriften med honorarstøtte, opfylder faktisk mange gange i højere grad de mål, der er omkrig støtte til lokal musik, end de regionale spillesteder med deres store bloktilskud.

Jeg er ikke i tvivl om, at talentet er til stede, men jeg er bange for, at man vil styre tingene ihjel. Man bør overlade til mere selvstyre, også rent konceptmæssigt. Man lader spillestedets identitet i for høj grad være afhængig at de navne, der spiller der. Man skal hellere lade spillestedets identitet være konceptet.”

Bo er sikker på, at Dansk Musiker Forbund vil følge udviklingen nøje og konkret vil spille ud på et tidspunkt, hvis der fortsat er uoverensstemmelse mellem lovens bogstav, og den måde den forvaltes.
-Århus mangler i meget høj grad et sted, hvor lokalmusikken kunne udvikle sig og udfolde sig. Man skal ikke have en hel masse bare et sted, hvor man kan spille, og hvor folk kan komme.”

Et langt musikerliv har lært Bo, at indholdet er vigtigere end formen.

Basunen 2007 nr. 3 - 20. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Udgives af Dansk Musiker Forbund - Århus Afdeling
i samarbejde med afdelingerne i Randers, Grenå og Herning
Redaktion: Grønnegade 93, 2 - 8000 Århus C
Tlf: 86 18 45 99 - email:
aarhus@dmf.dk

Webansvarlig - Bjarne Gren -
Gren|Grafisk
 

dkhotel