Skal du ikke snart have dig et rigtigt job?
Eigil Madsen: Fyrre år bag trommesættet

Af Jørgen Nielsen

Selv om det er fyrre år siden, han købte sit første trommesæt, er Eigil Madsen aldrig ophørt med at lede efter den optimale trommelyd. Midt på den solrige september-eftermiddag, dukker pakkeposten op foran den lyserøde villa i Åbyhøj hos den 54-årige trommeslager og sanger. Eigil har endnu engang handlet på eBay.

 - Man ved jo aldrig, om det ligner det, man har set på nettet, så det er spændende” siger Eigil, medens han med en saks går løs på den store papkasse, som bør indeholde en lilletromme. Frem af dybet dukker en flot, lys træ-lilletromme med forgyldt hardware .
- Det er vist i orden”, siger han tilfreds, og børster lidt støv af reifen. Eigil Madsens første sæt kostede 588 kroner i 1966, og det var konfirmationspengene, der gik til det.
 - Jeg havde ikke spurgt om lov først, og da det ankom, sendte min mor det tilbage. Jeg plagede så længe, at hun gav sig, men det blev hendes navn, der kom til at stå på købekontrakten med Hagstrøm musik.” Han finder papiret frem, og ganske rigtigt, hans fornavn er streget ud, og estattet med et myndigt ”Inger”. Eigil valgte tidligt musikervejen til forældrenes fortrydelse.

- Selv efter mange år, kunne min nu afdøde stedfar finde på at sige: Skal du ikke snart have dig et rigtigt arbejde? Og jeg svarede: - ikke så længe jeg tjener mere end dig! Og det gjorde jeg beviseligt, og med en kortere arbejdstid.” Det næste sæt blev købt kort efter, og kostede hele 4500,- hos Alfred Christensen i Holstebro, en formue i 1966. Det var blevet alvor. Forbilledet var Ginger Baker, den legendariske trommeslager i Cream.
 - Når jeg hører ham den dag i dag, får jeg stadig lyst til at sætte mig over i baghuset og øve”.

Hvad orgelbænken gemte
Vi mødtes allerede kl.11, og det er lige lovlig tidligt for en natarbejder. Dagen forinden har den energiske trommeslager spillet seks sæt i festugeteltet udenfor ”Hos Anders”. Men det er stadig lysten, der driver ham. Eigil Madsen har hovedsagelig levet af musikken siden han lærte sig at spille, og er stadig i fuld beskæftigelse, så godt som det nu kan lade sig gøre med det vigende udbud af spillesteder.

Det bliver til ca 100 jobs om året med trioen Soul Meeting. Og man kan altid finde ham på DMF´s kontor, når kortet skal afleveres. - Jeg går til en del møder i systemet, og der er tit nogen, der spørger om jeg ikke skal have et almindeligt job. Men så siger jeg til dem: Hvis jeg skal spille til jeres julefrokost, så går det jo ikke, at jeg har været oppe siden klokken seks om morgenen. - Jeg har forskubbet min døgnrytme, således, at jeg ikke kan tænke klart før klokken 12, men til gengæld kan jeg spille hele aftenen og - ikke mindre vigtigt - holde mig vågen bag rattet på vej hjem fra job om natten.

I de sidste 19 år har Soul Meeting været Eigils base og faste arbejde. Sammen med guitaristen og sangeren Lars Schroeder og skiftende bassister som Erik Falck, Nello, Robert Nilsson, Frits Christensen og senest Erik ”Knas” Sandager, har han spillet i alle afkroge af landet, fra hjertet af København til yderste klitrække i Vestjylland. Men det er måske årene 1968-75 med bandet Daisy, som står som ”guldalderen” i hans karriere. Det blev nogle år, som satte sig dybe spor, og hvor der blev knyttet varige venskaber.

Lige nede ved Åbyhøj torv bor Poul Erik Vejgaard, som var forsanger, og den fra Samsø ”repatrierede” Lars Muhl, og vi havde bedt dem om at kigge forbi, netop for at få kastet lys på Daisy-perioden, ud fra en ide om at flere hjerner husker bedre end én. Det viser sig, at Eigil har masser af materiale til støtte for hukommelsen. - Jeg henter lige Muhls gamle orgelbænk!” Lidt efter kommer han slæbende med en benløs bænk, under hvis låg der gemmer sig en guldgrube af memoirer fra hele hans og Daisy´s karriere. Foruden den førnævnte kvittering på det første trommesæt, ligger her dekorerede kvadrerede regnehæfter, fyldt med hede drengedrømme, blandet med sætlister fra det første band, sort-hvide fotos fra øvelokalet, og de gradvis mere professionelle pressefotos af Daisy´s forskellige konstellationer. En billet til The Who, pris kr. 10,- . Et kort fra hudklinikken på Marselisborg Hospital.

- Ja, vi led alle sammen af en skrækkelig tør hud på knæene dengang”, klager Poul Erik, og alle brøler af grin. De tre fortaber sig i minderne, for denne skatkiste har ikke været åbnet i mange år. Gnisten er ved at være tændt. Souvenirs i form af mønter og cola-kapsler med hebraisk skrift fra den herostratisk berømte 1969-tur til Israel. Den 2 ½ måneds turne til det modsætningsfyldte, krigshærgede land satte sig dybe spor i de unge musikere. Eigil var den yngste med sine 17 år, alderspræsidenten var deres chauffør og mentor Robert Hauschildt på 22. I Lars Muhls erindringsbog ”Sjæl i flammer” fra 1993 kan man læse om en flok eventyrlystne danskere, som kom gennem hele møllen, inklusive et mareridtsagtigt ophold i et israelsk fængsel. Det hårde koncertprogam, oplevelserne af de evige konflikter med palæstinenserne og mødet med smukke, eksotiske kvinder og amfetamin-afhængighed fik den danske virkelighed til at tage sig uendelig fjern ud. ”Sultne og forfrosne, kun iført sommertøj, trætte og flere år ældre, humpede vi over grænsen til et iskoldt Danmark”. Således beskriver Lars Muhl hjemkomsten. Det er 37 år siden, men de tre venners fælles historie går endnu længere tilbage. Eigil debuterede i 1966 med bandet ”Nice” og bl. a. guitaristen Mogens Fiil på Katrinebjergskolen. Navnet blev ændret til ”Nice and Faith-ful” for at undgå forveksling med Keith Emersons berømte symfoniske trio. De nåede at indspille en singleplade for ”Jacks Beatrecords” i Nykøbing Mors. - Jeg fik den overspillet til CD for nylig, og blev overrasket over, hvor godt det lød,” siger Eigil, som selvfølgelig også har en serie fotos fra den lange rejse til Mors i den hjemmemalede bandbus, og fra session´en i æggebakkestudiet.

Fårene skilles fra bukkene
Snart 58-årige Poul Erik fortæller: - Min musikalske karriere startede i en kælder lige herovre i kælderen under brugtvognsforhandleren, Kjeldsens Auto. Der havde vi ”Blue Boys-klubben”. Det var i 57-58. Instrumenterne lavede jeg nede i min fars kælder af pap og træ med nylonstrenge på. Det skulle bare se ud som om, og så sang vi til. Så fik jeg et par bongotrommer til 37,50,- af min mormor. Senere, da jeg blev syg, kan jeg huske hun sagde: ”Jeg er så ked af at jeg gav dig de trommer. Se, hvad det har ført til!” Der grines omkring bordet, men der er det alvorlige i det, at Poul Erik på et tidspunkt oplevede et psykisk sammenbrud. I hvert fald var det bongotrommernes skyld, at Poul Erik blev trommeslager og forsanger i ”Shakin´Phantoms”, ét af provinsens kendeste bands i de tidlige tressere.

Lars Muhl, 56, som dengang spillede på et Teisco-orgel i Christiansbjergbandet Dragon Five, fortæller: Jeg blev opsøgt af en impresario Ulf Kjærgaard, som fortalte om det her orkester, som Poul Erik og Gummi (Flemming Walsø) var ved at starte. - Hvis du vil være med i det band, kan du få et Hammondorgel. Jeg tænkte mig om et halvt minut, og sagde - Det er i orden! Jeg fik orglet, men der gik flere år, og jeg betalte det selv! Jeg havde på det tidspunkt mødt Eigil på Boom, og vi aftalte, at vi burde lave noget sammen. I Århus dengang var der noget i luften, man kunne mærke, at der skulle ske noget. Fårene blev skilt fra bukkene i den periode. Af de mange, der havde spillet i band, var der en del, som skulle i lære, og så var der dem, der ville noget med musikken”.

Eigil supplerer: - Det der med at gå i lære, det var ligesom ikke inde over. Man vidste hvad man ville!” Det blev ikke til god, borgerlig uddannelse for nogen af dem.

Poul Erik: - Jeg havde i gymnasiet kigget lidt i ”Hvad kan jeg blive”, og under ”A” stod der ”Arkitekt”, og der kunne man komme ind uden det store gennemsnit, så jeg tænkte: den napper jeg. Jeg hørte mine forældres stemme sige: -Man kan jo ikke spille musik hele livet. Så forsøgte jeg det et par måneder”.

Touperet hår og sminke
Det faste samarbejde med Eigil tog fart, da Daisys trommeslager Ulf ”Luffe” Larsen, allerede efter bandets debutkoncert på Hornslet Gæstgivergård, blev taget i hoved og røv af sin far og sat i lære på en møbelfabrik. Eigil aflagde prøve, blev antaget på stedet, og var helt med på Daisy´s musikalske ideer og ekstravagante stil. Håndsyede, hjemmedesignede dragter af brokadestoffer fra Poul Eriks fars manufakturforretning, kalvekrøs, touperet hår og sminke vakte opsigt i det århusianske gadebillede; pigerne elskede dem, og fyrene så til med slet skjult misundelse. Til forskel fra mange af de københavnske orkestre, som spillede i Århus iført nyeste mode, men uden at kunne leve op til det, rent musikalsk, var Daisy´s musikalske ambitioner skyhøje.
Og sliddet i øvelokalet med sammenspil, flerstemmig sang og egne kompositioner betalte sig. Opvarmning for store navne som The Move, Steppenwolf, Johnny Winther og Black Sabbath og airplay på radio Luxemburg var nogle af de mange drømme, de skulle få opfyldt. Kemien mellem de fem, som også talte guitaristen Okla (Frank Lorentzen) og bassisten Gummi, var perfekt. - Vi skændtes aldrig, sådan som man gør i mange andre orkestre,” siger Eigil, og Poul Erik supplerer: - Jeg havde det ofte skidt, men følte altid, at jeg blev bakket op af de andre. Der kunne simpelthen ikke ske mig noget ondt!” Lars Muhl: - Jeg mener den dag i dag, at det skyldes at vi havde siddet dér og sunget sammen. Dels var det hørelære af højeste klasse, dels var det med til at binde os sammen som mennesker.”

De fem venner gjorde i de år alting i fællesskab, og de kunne finde på kollektivt at melde sig til forskallingskursus på Specialarbejderskolen. - Vi fik jo penge for at gå der, og så kunne vi bruge aftenerne på at øve!” fortæller Poul Erik med et grin. Eigil erindrer: - Da vi sad i spjældet i Israel, sang vi også, så de andre fanger klappede, og det var fedt, så steg humøret i cellen!”

Eigils sangtalent kunne man nogle år senere opleve, da han sammen med jambandet Slikmund på Trinbrædtet i Vestergade 58 optrådte som en slags free-style rapper. Aften efter aften jammede han nye ord til sin ”Jensens Blues”, medens han samtidig passede sit solide trommearbejde. - Det var vist ret populært”, indrømmer han beskedent. - Vi blev lidt af et kultband, den sommer.” Slikmund var identisk med Daisy, minus den sygdomsramte Poul Erik, med deltagelse af gæster som Ole Berg og Henning Stærk.
Da Poul Erik Vejgaard var kommet ovenpå igen, satte han sig igen bag trommerne og akkompagnerede bl. a. Jørgen Mogensen og ”Slabadubadelle-Mette”, hvorefter han arbejdede som fotograf og fik eget trykkeri. Han og Lars Muhl skal videre ud i septembersolen, men inden de går siger Poul Erik: - Jeg kommer forbi en dag med min transportable scanner og gennemgår orgelbænken!”

Et liv efter Daisy
Daisy lukkede butikken endegyldigt i 1975, men forinden var Eigil via den legendariske roadmanager Ole ”Bown” Andreasen med brilleglas som flaskebunde kommet i kontakt med de nye stjerner Brødrene Olsen, og opnåede at spille direkte i Eurovision fra Montreaux-festivalen. - Når vi var ude og spille, fik de 5000,- og vi musikere fik 300,- hver. Sådan var det, og det var i orden. Det var først senere, at der kom rigtig mange penge i det.
Sammen med bl. a Erik Falck, Okla, Britta Kristensen, Peder Lindbjerg og senere guitaisten Bent Warny i orkestret Rosy turnerede Eigil rundt i Danmark og det øvrige Skandinavien i 80-erne. Det var en god periode med masser af beskæftigelse for et seriøst band, som lagde ud med originalt materiale, men også var et godt kopiband.
Det må også med, at det er Eigil, der spiller trommer på TV-2´s første LP, Fantastiske Toyota, og at han ved konkurrencen ”Vi har scenen – har I musikken?” i 1982 deltog med hele to bands. Tommy´s Hysteriske Trio og Niller Band. Det blev sidstnævnte, der gik af med sejren!

- På et tidspunkt manglede jeg arbejdsdage, og så ringede jeg til Woodoo-Benny. Han satte mig i kontakt med et band, der hed Crossfire, og der spillede Lars Schroeder guitar. Efterhånden skiftede vi ud i personalet, og da vi fik Erik Falck Johansen med på bas, skiftede vi navn til Soul Meeting, et navn som stammede fra et gammelt Århusband, han havde været medlem af i 60-erne.

Soul Meeting optræder oftest som trio, men har fast samarbejde med en blæsergruppe, når anledningen er der, og økonomien tillader det. Eigil kigger på en falmet sætliste for hans orkester Nice fra 1966, skrevet på kvadreret papir fra et skolehæfte. - Det er stort set det samme repertoire, vi spiller i dag i Soul Meeting!” siger han med et smil. Se, det kan man kalde at være trofast mod sine rødder! På Soulmeetings hjemmesiden finder man en alenlang liste over det repertoire, der er at øse af.

- De skiftende bassister sætter deres individuelle præg på musikken, specielt i en trio, og med den senest tilkomne, Knas, er der kommet nye numre på,” fortæller Eigil. Halvtreds års engelsk og amerikansk rock, pop, soul og blues, og et par håndfulde fra de bedste danske kunstnere som John Mogensen og Kim Larsen. Så er der musik til tre generationer, når der skal spilles til familie- og firmafester, og det er her markedet ligger i dag for den travle trio.

Når man ser bort fra en periode, hvor han og Poul Erik Vejgaard arbejdede med at renovere Ringgadebroen, har Eigil Madsen arbejdet som professionel musiker med base i Århus. Ikke noget med at søge nye udfordringer i København, selv om der kom et fristende tilbud om at afløse Ken Gudman i bandet Mo – I – Rana. Siden 1982 har han med kone og fire børn resideret i villaen i Åbyhøj. Og der er ikke skodder mellem familieliv og musikerliv. Han har en datter, der hedder Daisy, og en søn, der spiller trommer i metalbandet Zenith. Og såmænd også et barnebarn på 4, som viser stor interesse for Eigils trommesæt. Omme i baghaven har han et lille hus, hvor han kan øve. Æble- og blommetræer står tunge af frugter på den grønne plæne. Her er fred og ro. Og god tid. Hvis hans far kunne se Eigil her i dag, burde han være stolt.

Basunen 2006 nr. 3 - 19. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Udgives af Dansk Musiker Forbund - Århus Afdeling
i samarbejde med afdelingerne i Randers, Grenå og Herning
Redaktion: Grønnegade 93, 2 - 8000 Århus C
Tlf: 86 18 45 99 - email:
aarhus@dmf.dk

Webansvarlig - Bjarne Gren -
Gren|Grafisk
 

dkhotel