Siden sidst

Fed Fredag
For tredje år i træk afvikler Tivoli Friheden en koncertrække i juni og juli under titlen Fed Fredag med koncerter primært henvendt mod det lidt yngre rockpublikum.
I løbet af sommeren kan man opleve Marie Frank, PowerSolo, Magtens Korridorer, Carpark North, Rasmus Nøhr og Tina Dickow til koncerter i Tivoli Friheden foruden en annonceret fødselsdagskoncert med Gnags, der skal afrunde koncertrækken.

Bassist modtager Gustav Albeck legatet
Per Folke – der er bassist i Aarhus Symfoniorkester – blev hyldet og hædret af Aarhus Symfoniorkesters Venner, der d. 16. marts tildelte ham Gustav Albeck legatet. Per Folke der oprindeligt er fra Thisted har spillet i ASO i 30 år. Intet job ville kunne lokke Per Folke til at bo i København – for ham findes der ikke bedre arbejdsplads end Aarhus Symfoniorkester. Hans helt igennem professionelle musikerskab - alt kan tilsyneladende lade sig gøre på en kontrabas! - har været og er til stadighed til stor inspiration for kollegerne i orkestret. Per Folke stiller store krav til sine omgivelser og endnu større til sig selv, og han er i besiddelse af såkaldt absolut gehør.

Nye frister for transportstøtte
Kunstrådets musikudvalg har nu besluttet at rykke nogle af de netop indførte ansøgningsfrister i 2006. ”Dermed er der bedre mulighed for musikerne for at søge om støtte til koncerter i sommerperioden”, lyder meldingen fra Jesper Smed Jensen fra Kunststyrelsen. Senest 1. juli kan der søges om støtte til koncerter i perioden 1. juli - 30. september (+ evt. koncerter senere på året). Senest 1. oktober kan der søges om støtte til koncerter i perioden 1. oktober - 31.december.

Break Even hitter på flere amerikanske radiostationer
Selv om randrusianske Break Even har mistet sit danske pladeselskab Midget Records er de ikke glemt uden for landets grænser. De har endnu ikke høstet den store opmærksomhed fra de danske radioer, men ca. 7000 km fra bandets øvelokale er opmærksomheden kommet i top. 14 amerikanske radiostationer har nemlig valgt at anbringe bandets nummer As I See Them på A-rotation. Flere andre radiostationer har i ugens løb vist stor interesse i bandets sidste single Wicker Park.

Figurines får roser i The New York Times
Orkesteret Figurines har succes på mange fronter oven på gruppens netop overståede tre-ugers turné til Canada og USA. Senest har et af verdens mest respekterede dagblade The New York Times rost gruppens ”Skeleton”-cd. Anmelderen Laura Sinagra har plukket cd’en ud som en af ”ugens fem vigtigste”. Hun slår blandt andet på, at Figurines adskiller sig fra den ”nuværende overflod af indierock-pedanter” ved ikke at ”efterabe post-punkens spændetrøje”. I stedet roses sanger ”Christian Hjelm og hans tætte band” for at dyrke den frustrerede mystik, som kendetegner nordvestamerikanske bands som Modest Mouse. Læs mere på www.figurines.dk

Womania titel på Århus festuge i år
Årets Festuge-tema bliver kvinder under navnet Womania, som er sat sammen af ordene Woman og mania. Mania, fordi festugen i år vil begejstre, underholde, provokere og vække til eftertanke. Fokus bliver kvinder indenfor kunst kultur og erhverv. Århus festuge afholdes i år d. 1.-10. september.

Egnsspil bliver til musical
Det er egentlig blot et lokalt egnsspil med lokale amatører. Men når der er premiere 18. august er det en stor forestilling, som mest af alt minder om musical. Mordet på Korsvejen hedder forestillingen, som skal opføres på en eng i landsbyen Klode Mølle lidt vest for Silkeborg. - Udgangspunktet er, at det i år er 300 år siden mølleren i Klode Mølle blev dræbt. En god men banal historie. Den har imidlertid udviklet sig med mere eller mindre filosofiske over- og undertoner til en forestilling om kommunikation. Derfor har vi lavet en forestilling, hvor der indgår både skuespil, dans, musikvideo, direkte tv, computer-animation og ikke mindst musik og sang, siger Hans Jørgen Hansen fra projektets styregruppe. Det er lokale historiefortællere, der har skrevet manuskriptet, mens lokale musikere har lavet musikken til sangene. Ti lokale amatørmusikere udgør det band, der skal spille til forestillingen, og der er etableret et kor med cirka 30 sangere, der både skal synge og optræde som statister i forestillingen. Forestillingens sange skal desuden udgives på en dvd, hvor der også vil ligge kildetekster, video-klip og baggrundsmateriale om hele kulturprojektet. Mere info på www.korsveje.com.

RAMA 06 sprængte grænserne
Århus midtby blev omdannet til en musikalsk akse, da Det Jyske Musikkonservatorium indtog Musikhuset, AroS og Ridehuset lørdag d. 8. april. Under navnet Rama 06 kunne man opleve konservatoriets talenter i aktion. Der var tale om en veritabel musikmaraton, der bød på musik i alle afskygninger fra kammermusik, jazz, rock og pop til stomp og orkestermusik af fineste skuffe. I Musikhuset bød Lille Sal på kammermusik, Foyer Syd emmede af rock, mens caféscenen blev indtaget af jazzensembler og popmusik. På AroS rykkede bl.a. konservatoriets fremragende singer/songwritere ind, mens Ridehuset var det elektroniske hjørne af RAMA 06.

Carpark North lægger musik til Alias
Århus-bandet Carpark North har lagt musik til et afsnit af den amerikanske spionserie Alias. Seriens instruktør J.J. Abrams – der også er hjernen bag Lost og spillefilmen Mission Impossible III – har tilsyneladende selv fundet frem til nummeret Homeland, der var det danske indslag da serien blev vist i den amerikanske primetime onsdag d. 17. maj. I følge bandet selv kan der være et mere udvidet samarbejde i vente med folkene bag Alias. Serien går også på dansk fjernsyn, men med nogen forsinkelse, så danske tv-seere må vente lidt endnu med at opleve Carpark North som action-underlægning.

Grøn koncert med flest Århusianske navne
Fem ud af de otte navne på programmet for Grøn Koncert 2006 er fra Århus. Programmet byder på Poul Krebs, Tina Dickow, Thomas Helmig, Nephew og L.O.C. fra det jyske. Desuden optræder Nick & Jay, Anden med Band og Magtens Korridor. Grøn koncert der spiller i 7 danske byer, er i Århus på Vestereng lørdag den 15. juli.

Randers Kammerorkester
Randers Kammerorkester inviterer i sæson 2006/2007 publikum med ind i tonernes forførende verden til et møde mellem mennesker og musik. En lang række solister, dirigenter, gæstemusikere og gæsteensembler vil sammen med Randers Kammerorkester drage sig ud på en musikalsk rejse, der bl.a. indeholder erotiske fortællinger om kærlighedens væsen, kinesiske tryllerier på violin, tre sprudlende tenorer med efternavnet Jensen, overvældende symfonisk metafysik og musikalske malerier af såvel stejle bjergtinder som afgrundsdybe gletscherspalter. For mange flere detaljer og eksakte datoer: www.randers-kammerorkester.dk.

Gnags på stor jubilæums-turné
I år er det 40 år siden Gnags drog ud på deres tour de force i dansk rock-musik, og det skal fejres med en mega-koncertplan. Med koncerter fra midten af maj til sidste dag i august på diverse open air-arrangementer og festivaler bliver det til i alt 39 jobs. Og Gnags har på forhånd lovet en lyd- og lysproduktion ud over det sædvanlige. Jubilæums-rækkens første koncert er symbolsk placeret i byen, hvor det hele startede, og Skjern Arena lagde derfor den 11. maj scene til bysbørnene i det legendariske orkester.

Operaens diva vender tilbage
Verdens diva nr. 1 kommer atter til Århus. Det er lykkedes Den Jyske Opera og Musikhuset at forhandle sig ind i Angela Gheorghius kalender næste forår. I slutningen af maj 2007 gæster hun byen, og giver en gallakoncert i Musikhuset, lyder aftalen med stjernesopranen. Sidst Århus havde fornøjelse af sangerinden var da hun for tre år siden gæsteoptrådte i Den Jyske Operas opsætning af La Bohême.

Tunø Festival for 20. gang
Tunø Festival åbner i år dørene for den 20. festival i dagene torsdag 29. juni - søndag 2. juli. Musiktilbuddet har udviklet sig støt og roligt gennem årene, men fundamentet med en ”lille”, overskuelig, hyggelig og familievenlig festival er der fortsat. I år præsenterer man vanen tro en bred vifte af både nationale og internationale kunstnere som bla. tæller Lars Lilholt, den norske rockskjald Åge Aleksandersen, zydecoikonet, Wayne Toups, tex/mex-stjernen Patricia Vonne og gospel, soul og bluessangerinden Angela Brown. Nostalgien og traditionen sikres af Arosia og Mac P’sens, som også var med på den allerførste Tunø Festival i 1987. Mere info: www.tunofestival.dk/

Stort tab på musicalen Atlantis
Musikhuset i Århus har tabt millioner på musicalen Atlantis og på fejringen af H.C. Andersen. Årsagen til tabet på Atlantis skyldes merudgifter på produktionen og for få solgte billetter. I forhold til H.C. Andersen fejringen havde Musikhuset budgetteret med 2 millioner, men tabte penge på den og endte med et nettoresultat på minus 1,5 millioner. Heldigvis har andre arrangementer tjent gode penge, og Musikhuset har taget godt 1,6 millioner kr. fra deres formue for at dække underskuddet.

Stiften vil være en del af kulturlivet
Under sloganet ”Stiften Rocker” præsenterede Århus Stiftstidende 5 rockshows i Århus og opland i løbet af Maj måned. Stiften vil gerne mere, end blot beskrive de musikalske og kulturelle oplevelser i byen – avisen vil også være med til at skabe dem. Koncerterne var arrangeret i samarbejde med fodboldklubben Aarhus Fremad, koncertbureauet Dansk underholdnings Produktion og bookingbureauet Live Koncert Booking. På programmet kunne man finde de lokale kunstnere Le freak, Henning Stærk og rapperen Manzini.

Danish Music Awards 2006 til Århus musikere
TV-2 fik fire priser uddelt ved Danish Music Awards. ”Kærester på månen” blev kåret som årets danske hit, albummet fik Årets Danske Pop udgivelse og Steffen Brandt fik prisen for årets danske sangskriver og til sidst fik TV-2 IFPI’s ærespris for deres samlede karriere. Desuden fik Tina Dickow prisen for årets danske sangerinde med albummet ”In the red”. Carpark North fik prisen for Årets Danske Musikvideo med titlen ”Human”.

Århusiansk Sangskriver udvalgt til DR’s karriere kanon
Claes Sønderiis der både skriver og synger sine sange er blevet udvalgt blandt de 6 heldige til DR’s projekt karrierekanon. Claes Sønderiis har indspillet to numre med Per Chr. Frost (Guitar og prod.), Peter Vuust (Bas) og Kristian Leth (Trommer), som i fremtiden derfor vil kunne høres på flere radiokanaler. Kvartettens musik er i stil med Norah Jones og Bo Kaspers Orkester.

Priser til Århusiansk rapper
L.O.C. rapperen ved navn Liam O’Conner fra Århus, fik både prisen som årets danske artist og for årets danske hit ”Frk. Escobar” ved uddelingen af Dansk Hip Hop Pris 2006 i Vega. Desuden gik prisen for Årets arrangement til Aarhus Took it 2006, arrangeret af århusianske Henning Winter.
Desuden har L.O.C. fået tildelt årets Krullturpris fordi han har været med til at sætte gang i det Århusianske Hiphop-miljø. Prisen blev uddelt af Hans Krull og Poul O’Brien på caféen Under Masken. Årets vinder får lov til at udpege næste års vinder af Krulturprisen.

Aarhus Blues Club en realitet
På opfordring fra Paul Lamb kom Peter Astrup op af stolen efter en lang pause som arrangør og booker. Han stod blandt andet bag Djurs Bluesland-festivaler i 1990’erne og bar booking agent for det amerikanske blues-band Paul Lamb & The King Snakes. Aarhus Blues Club vil arrangere mindst 10 blues koncerter årligt, af høj kvalitet. Første arrangement var på Train i april hvor to forsvundne guitarlegender blev præsenteret. Jeremy Spencer fra Fleetwood Mac og Sherman Robertson. Desuden var der besøg af formanden fra den norske blues-union som fortalte om sit arbejde, og der er i den forbindelse siden hen dannet en dansk blues union. Der blev til koncerten endvidere lanceret to nye cd’er: Jeremy Spencers ”Precious Little” og Sherman Robertsons ”Guitarman- Live”

Basunen 2006 nr. 2 - 19. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Udgives af Dansk Musiker Forbund - Århus Afdeling
i samarbejde med afdelingerne i Randers, Grenå og Herning
Redaktion: Grønnegade 93, 2 - 8000 Århus C
Tlf: 86 18 45 99 - email:
aarhus@dmf.dk

Webansvarlig - Bjarne Gren -
Gren|Grafisk
 

dkhotel