BLUNT -  århusiansk power reggae

Af Molo Poulsen

Interview med Blunt-forsanger Jimmie Tagesen. Blunt er et Århusiansk 5-mands band, som spiller power reggae inspireret af reggae, rock og metal.

Interessen for musik
Jimmie Tagesens interesse for musik blev vakt af en lærer i fjerde klasse, som åbnede musiklokalet for de musikinteresserede elever. Her blev der øvet flittigt i spisefrikvarteret, og det var kopinumre af bands som Gasolin og DAD der stod på repertoiret. Før det lyttede han til Shakin’ Stevens på storebroderens pladespiller. Jimmie har tidligere spillet i metalbandet GRU, et barndomsband ved navn Take it and breake it, som spillede musik i stil med Guns’n’Roses. Jake spillede i bandet Bonehead, som spiller piratblues. Jesper spillede i rockbandet  Flipside og Günther  har sin fortid i core bandet Buttfuck. Mads Schaarup som er kommet til bandet senere, spiller også i Governors og Outfit i Oi stilen.

Historien om Blunt
Det hele startede med… ”Vi boede i det her hus der hedder 3C på Marselisborg Allé. Det var sådan et baggårds hus midt i det hele, så man kunne larme så alle de omkringliggende lejligheder kunne brokke sig. Der var 9 værelser og vi var 9 venner der boede der. Jake og jeg var to af dem. Jake havde købt en mixerpult, en harddisk recorder og en mikrofon, og så sad vi der med hans akustiske guitar og indspillede. Så en sommerdag kom jeg ind på hans værelse og begyndte at synge lidt reggae-agtigt på noget han havde lavet, og så lige pludseligt skulle vi lave et reggaeband. Der gik faktisk ikke mere end 4 måneder, før vi havde skrevet numre og så havde vi også fået trommet et band på benene.” Bandmedlemmerne er næsten de samme som dengang, blot har Mululu forladt bandet og Mads Schaarup er trådt til på guitar.

Jimmie kalder Blunts musikstil for powerreggae eller dreadeye. ” Det er i hvert fald ikke reggae kan man sige, men det er reggaeinspireret. Jeg synes heller ikke at Bik Stok er dancehall, men det er dancehallinspireret. De er nok lige så meget hip hop som vi er rock.”
Inspirationen til musikken henter Blunt mange andre steder fra end i reggae. Metal og hård rock er øverst på listen. Af bands nævner Jimmie House of pain, Sublime, Pantera og Motley crew. Teksterne skriver Jimmie og Jake sammen, og de har fået opbygget et tekstmæssigt univers med bestemte temaer og vendinger.

Diskografi/Udgivelser
Blunt har udgivet albummet Reggae da Nation, en julesingle og så har de været med på en kompilation med navnet Stem svin. Der er en ny plade på vej, men der er mange forhindringer for udgivelsen. Blunt har tidligere på egen hånd udgivet deres plade, og atter udgiver de selv, men de har fået et tilbud fra Noizmusic om en distributions aftale med EMI og hele deres pr-apparat. Aftalen er ikke i hus endnu, da EMI forlanger at have cd-en 9 uger før udgivelsen. Blunt ville helst have udgivet deres plade sidste sommer, da de betegner deres musik som sommermusik. Blunt har endnu ikke alle numrene færdige, og selv om de overvejer en juleudgivelse går overvejelserne også på at vente til næste sommer. Uanset om aftalen med Noizmusic kommer i hus, er det Blunts medlemmer der selv betaler alle omkostninger ved udgivelsen, men aftalen ville kunne give lidt mere styring på pladesalget, pr, osv. Blunt har fået tilsagn om, at Tue Madsen atter vil være en del af produktionen, og de glæder sig til at komme i gang med indspilningerne.
 
Emergenza og Live Contest
Blunt kom i finalen i sidste års Emergenza festival og deltog også i Live Contest. Da jeg spørger om vi atter ser dem på programmet i år svarer Jimmie ” Jeg synes at Emergengza og Live Contest havde en god scene for små bands som os kan blive breaket på, og når det er sagt, så har specielt Emergenza nogle monster organisatoriske problemer. Jeg nød meget mere at spille på Live Contest selv om vi røg ud på hvad man kan kalde dommerskøn og vi synes det var uretfærdigt. Live Contest har virkeligt noget kørende for sig. Emergenza lugter langt væk af, at de skal tjene penge. Eksempelvis når 5 bands spiller på musikcafeen i deres regi, får hvert band 100 billetter som de sælger. Så kan du selv regne ud hvordan der ser ud i gården foran musikcafeen bagefter og du kan ikke få dem refunderet. Det tegner Emergenza for mig, så selv om vi kom i finalen og det var her vi klarede os bedst, så var det ikke her vi havde de bedste oplevelser.

Blunt har aftalt at de ikke skal spille konkurrencer i år, selv om det var sjovt. I konkurrencerne spiller man kun fem numre og efter mange af den type korte koncerter har de ikke lyst til det mere. Desuden er de overbeviste om at de har fået så meget ud af det som de kunne sidste år. ”Der er ingen grund til at komme tilbage, komme i finalen og så tabe igen, eller måske slet ikke komme i finalen. Det ville jo være anti-klimaks.”

Festivaler
I år skal Blunt spille på både Danmarks Grimmeste Festival og Mostock Festivalen. Dette skyldes blandt andet deres nye booker Thomas Bredahl fra booking bureauet Bookking. Han har vist sig at være aldeles effektiv og siden Thomas blev knyttet til bandet har de allerede haft 4 jobs. Nu modtager bandet ugentlige mails med tilbud om at spille, og det er noget de har sukket efter i lang tid. Den nye booker giver plads til at Jake – som hovedsagligt tidligere tog sig af koncerterne – kan koncentrere sig om det kreative, hvor han er drivkraften bag både tekst og musik. Blunt spillede også på Danmarks Grimmeste Festival sidste år, og det var en meget positiv oplevelse. De glæder sig til atter at spille udendørs.

Reggae miljøet i Århus
Da Blunt startede var der ikke rigtigt noget reggaemiljø i byen, men i dag er der efterhånden kommet flere bands til scenen. Her finder man bands som BliGlad og Mafijah. Mange er inspireret af stilen, og det rammer tiden i øjeblikket. Bik Stok Røgsystems succes har smittet af på hele scenen, og Blunt har også fået opmærksomhed som følge heraf, selv om deres stilarter er forskellige. Jimmie er begejstret for Bik Stok Røgsystems nye plade, selv om han synes at de er meget Hiphop og lukrerer lidt for meget på reggae stilen.

Fremtiden for Blunt
Udover pladeudgivelser og stadig flere koncerter på programmet venter der en omlægning af øvestilen for Blunt. Günther har åbnet et studie sammen med Jakob Bredahl med navnet Smart’n’hard. I øjeblikket har de meget travlt i indkøringsfasen, men på sigt er det meningen at Blunt skal øve i studiet. Det giver dem mulighed for at indspille mens de øver, og Jimmie håber på at det kan øge deres produktivitet. Deres nye booker prøver desuden at skaffe dem koncerter i Sverige og Tyskland til sommer, og det vil de helt vildt gerne. Intet er dog fast endnu. Tidligere har Blunt spillet til mange støttekoncerter for både Folkekirkens Nødhjælp, Dokken02-Love og andre gode projekter. De håber dog at den tilkomne booker kan finde koncerter som giver lidt mere på bundlinien. Blunt kan langt fra leve af deres musik, men Jimmie ser lyst på fremtiden. ”Det er stadig vores kærlighed til musikken der driver værket, det at være sammen os fem drenge, vi har det jo hyl morsomt altid. Jeg glæder mig fandeme altid til at komme op og øve. ”
 
Tak til
Jimmie vil gerne have lov til at takke Jakes tatovør - en gammel sømand ved navn Arne!

Basunen 2005 nr. 4 - 18. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Udgives af Dansk Musiker Forbund - Århus Afdeling
i samarbejde med afdelingerne i Randers, Grenå og Herning
Redaktion: Grønnegade 93, 2 - 8000 Århus C
Tlf: 86 18 45 99 - email:
aarhus@dmf.dk

Webansvarlig - Bjarne Gren -
Gren|Grafisk
 

dkhotel