|
Tekst og foto: Jørgen Nielsen
Der er priser, og så er der priser. Der er den type, hvor en organisation profilerer sig ved at uddele priser til personer, som i forvejen er både kendte og anerkendte. Det skal vi ikke klage over her, men konstatere, at den anden type hæderspris, som gives til en skattet og anerkendt, men ikke nødvendigvis særlig kendt kollega, må føles bedre at modtage. For det er vel prismodtageren, det handler om?
Den 9. oktober 2005 modtager århus-musikeren Per Chr. Frost Ken Gudman-prisen, som uddeles for anden gang. Prisen er stiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, og gives til en musiker, der ligesom Ken gennem sin karriere som side-man har været med til at sætte sit personlige præg på de bands, han har spillet i, og de indspilninger, han/hun har medvirket på. Det er en pris til dem, hvis håndværk og sågar kunst, stjernerne ikke kan undvære, hverken på scenen eller i studiet. De musikere, som bare får det hele til at lyde tæske-godt.
Per Chr. Frost nåede aldrig at komme til at spille med den legendariske trommeslager, men hørte ham allerede så tidligt som i 1967:”Jeg kom kørende på min cykel, og Young Flowers spillede i Pallis Tivoli på havnen bag ved Hotel Atlantic. Det var med Peter Ingemann på bas, Ken på trommer og Jens Dahl på guitar. Det var første gang, jeg hørte sådan et hippie-rockorkester, og jeg tænkte ”det er da bare større end stort, det der”. Senere erstattedes Jens Dahl af Peer Frost, som blev tidens store guitarikon, og hans status gjorde, at Per begyndte at inddrage sit mellemnavn Christian, for at foregribe forvekslinger.
The hard working man on the road
” Hvis der er en, der har fortjent Ken Gudman prisen i år, er det Per Chr. Frost. Han har de sidste 30 år været ”the hard working man on the road” skriver en besøgende på Gnags’ hjemmeside juni 2005, og de ord beskriver essensen af Per Chr. Frosts karriere. Det er næsten ti år siden, Per forlod Gnags. Og det er faktisk blevet til mere end 30 år på landevejen for den 50-årige guitarist og bassist, som siden han var en stor skoledreng altid har prioriteret den levende musik og mødet med publikum højest. ”Det er jo den historie med, at det drejede sig om at få nogle jobs og komme ud og spille, og det gør det stadigvæk for mig, det er det, der er naturligt for mig, at komme ud og spille for folk. Jeg har selvfølgelig også medvirket på mange plader, men stadigvæk er det live-situationen, der er mest reel”, fortæller Per Frost, idet han mindes starten på sin karriere i Århusbandet Beekeepers, som bestod af fire skolekammerater. ”Forskellen på unge musikeres situation dengang i 60-erne og nu er, at vi lærte håndværket ved at stå og spille på danserestauranter og spille en helvedes masse musik, ganske vist til en latterlig hyre. Det, at spille så meget ude, det, at spille sammen med nogen og stå foran et publikum, er det, der giver allermest, når det drejer sig om at få greb om at spille. Det er svært at erstatte med at stå i et øvelokale eller øve sig individuelt. I dag er der rigtig mange af dem, der arbejder med originalmusik, som knokler enormt meget med deres udtryk, og så får de måske chancen i en halv time på Spotfestivalen, hvor det hele bare skal være perfekt. Det er et pres, det hele bliver så eksamensagtigt. Hele den der promotion-del, den eksisterede slet ikke dengang. I dag er der folk, der rejser rundt i månedsvis og præsenterer deres materiale på radiostationer og i pladeforretninger. Det, man i dag kalder ”røvballe”, altså at tage ud og spille kopinumre, havde vi også en anden holdning til dengang. Vi gjorde altid det, hvis der var numre, vi rigtig godt kunne lide, at vi forsøgte at præge dem, gøre dem til vores egne ved at lave lidt om på arrangementet, spille længere soloer og måske tilføje et C-stykke. Nu sidder jeg måske og lyder som en gammel nar, men det at have spillet så meget har betydet enormt for mig.”
Pers talent og arbejdsomhed har givet ham en karriere, hvor det er lang tid siden, at dagpenge har været på tale. Men siden 1976, da Willy Hørting sad i formandsstolen i Århus Orkesterforenings kælderkontor i Langelandsgade, har han fundet det særdeles meningsfuldt at stå i fagforening. ”Jeg synes, at den form for solidaritet, man kan opnå der, må man virkelig værdsætte. Alle kan få brug for support, og i det store perspektiv, er det med til at give et mere retfærdigt og velfungerende samfund. Jeg er F-medlem i dag, og så ser jeg i øvrigt frem til efterlønnen!” tilføjer Per med et skælmsk smil.
Fanatisk Beatles-fan
Per fik sin første guitar som 12-årig, men konfirmationsgaven var en Höfner violin-bas, ligesom den Paul McCartney gjorde berømt. ”Jeg var totalt Beatles-fan på den der hysteriske måde; jeg ville overhovedet ikke have andres plader, alt andet var noget lort. Jeg havde alle deres singler, så det var ét stort fanatisk Beatles-trip” mindes Per med et grin. ”Så kom der en vis Jimi Hendrix, og man hørte noget Aretha Franklin, Stevie Wonder og Earth, Wind & Fire, og så kunne jeg jo godt høre, at der var andet i verden!”
Begyndte som bassist
Men Pers debut i bandsammenhæng var i rollen som bassist, og inden han fik sin Geloso-forstærker, spillede han gennem en båndoptager med en 6-tommers højttaler. ”Bassen har jeg desværre ikke mere, dengang solgte man jo det gamle for at få råd til noget nyt. Det var oven i købet en ældre model med sådan nogle bakelit-mikrofoner” siger Per med en antydning af ærgrelse i stemmen.
Hvorfor blev det bas, når han nu allerede spillede guitar? ”Du ved, hvordan sådan noget er, fire kammerater fra samme klasse vil spille Beatles; alle vil spille guitar, trommer eller synge, men ingen vil spille bas. Men det varede ikke så længe med det der bas, for så var der nogen, der gik ud og andre kom med, og jeg begyndte at spille guitar og synge. De andre kunne godt høre, at det gik vist meget godt, og så stod jeg pludselig på frontmands-pladsen.”
Det var stadig i folkeskolen, men orkestret, som hed Beekeepers, havde betalte jobs, f. eks. på Stalden ved Århus-hallen. Det var en danserestaurant. ”Da gik vi i 2. og 3. real og spillede rask væk 2-3 aftener om ugen; vi spillede 4 x 45 minutter, så kunne vi lige nå den sidste bus hjem, og så op og i skole den næste dag. Vi måtte egentlig slet ikke være der, for man skulle være 18 år for at komme ind!”
Beekepers blev udvidet med en organist, som havde kørekort, og det forøgede deres aktionsradius, så de nu også kunne spille udenbys. I begyndelsen af 70-erne var Per med til at danne bandet Viola, som spillede egne ting: ”Vi spillede på steder som Cabana og Trinbrædtet, hvor man kunne prøve tingene af, og der kom den periode, hvor vi begyndte at jamme på tværs. Som lidt ældre begyndte man at få de der inputs fra miljøet i byen, og opdagede, at der var andre, som dyrkede musik med den samme lidenskab som én selv. Vi begyndte at spille på tværs af alle mulige konstellationer. Det endte bla. med at Per Møller og jeg lavede Rock´n Soul. Det var vores legeplads i nogle år, og så var jeg vist lige kommet med i Gnags.”
Revolutionen i Kongsvang
Gnags er et stort og vigtigt kapitel i Per Chr. Frost´s karriere, men faktisk forlod han allerede orkestret igen efter kort tid. Folkemusikbølgen havde også grebet drengene fra musikkollektivet i Kongsvang, og Per synes, der var gået lidt for meget ”mandolinspil og hjemmestrikkede trøjer” i det. I et år spillede han i stedet med Blue Sun. ”Min ballast er en blanding mellem den mere eller mindre hvide, engelske ting, som Beatles og deres melodiske musik, og sort blues og soul. Det er de to steder, jeg har hentet min inspiration, helt fundamentalt.” Da han vendte tilbage til Gnags, var han med til at revolutionere orkestrets musik. Sammen med den nytilkomne trommeslager Mads Michelsen boltrede Per sig i seje reggae-grooves, nu oftest med en Fender Precision i hænderne.Den havde i øvrigt tilhørt den talentfulde, alt for tidligt afdøde bassist Jørn Persson. ”Det har altid faldet mig enormt nemt at spille bas. Det er det samme som guitar, dybest set. Da jeg var knægt, sad jeg og øvede på de der traditionelle basfigurer. Og så har jeg altid været vild med soul-bas, hvor instrumentet spiller en fremtrædende rolle. Og reggae-bas som hos Sly and Robbie, og når man så hører én som Jaco Pastorius, forstår man hvor meget det instrument egentlig kan. Bas, det er godt, det er det vi alle står og lytter til.”
Per spiller ikke meget bas live i dag, men han kan ikke dy sig for at komme med ”diplomatisk fremsatte forslag” til bassisterne i de bands, han spiller i. Og de tager det pænt. Der er altså også tale om visdomsord fra en mand, der som vistnok den eneste nogensinde er blevet kåret som både bedste guitarist og bedste bassist samme år i en afstemning blandt læserne af det hedengangne musikmagasin MM.!
Selvlært konservatorielærer
Sideløbende med den aktive musikerkarriere, har Per Frost også de sidste ti år undervist i sammenspil og guitar på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Som selvlært kan han ikke lade være med at fundere sig over sin egen baggrund: ”Der var ikke noget der hed musikskole, man måtte lytte tingene af efter radioen, og i betragtning af, hvor dygtige de unge konservatorieuddannede musikere er, er det egentlig overraskende, at man overhovedet kan være med!”
Værktøj som nodeskrivning benytter han sig ikke af, alle idéer spilles f.eks. ind på bånd. Hvad han ikke har på papir, har han til gengæld lagret i hukommelsen. Og den er god: ”Jeg har checket enormt mange numre ud gennem tiden. Men det siger vel sig selv, når man har været i gang i 30-35 år. Dels har jeg gennemlevet nogle vigtige årtier, for såvidt det gælder hele opblomstringen og udviklingen af det vi i dag under ét kalder rytmisk musik. Og så har jeg naturligvis været gennem et hav af numre i forbindelse med de bands, de solister og den undervisning, jeg har involveret mig i.” Hans store repertoirekendskab var en stor hjælp, da han i 2004 fik jobbet som kapelmester for den store jubilæumskavalkade på Skanderborg Festivalen. Først samlede han alle de numre, der skulle bruges, og sendte dem på en CD til de involverede musikere. Så fulgte to dages orkesterprøve og tre dage med kunstnerne og deres 40-minutters afdelinger. Igen var metoden tilegnelse gennem øret: ”Det er der humlen ligger; den bedste måde at lære numre på, er ved at lytte til dem, for så kommer de til at ”bo” inden i én. Det er ligesom at lære en rolle, og det er vigtigt at få detaljerne på plads. Man må ikke glemme, at publikum i flere tilfælde sikkert kender disse numre bedre end du selv gør!”
Per kan også afsløre den fremgangsmåde, han bruger når han skal forberede sig til en turné med en solist. ”Man får den nye CD tilsendt, og så skal man kunne den, når vi mødes. Så jeg bruger nogle dage på at pinde den ud, lære mine forskellige roller. Jeg bruger stort set ikke notater, for det virker blokerende for mig at skulle stå og kigge på et stykke papir, medens jeg spiller.”
Ny solo-CD fra forhaven
I Pers forhave i skyggen af et abetræ fra Patagonien er der skudt en ny vækst frem. Et nydeligt lille træhus, som rummer alt, hvad man skal bruge til indspilning. Efter at have arbejdet sammen med teknikeren Morten Eriksen på flere projekter, fandt Per ud af at de fungerede godt sammen: ”Morten kan det der med Logic og programmering, og jeg kan spille nogle instrumenter og arrangere, så jeg sagde, at hvis jeg nu byggede et lille havehus, og han kom med sit grej, så kunne vi tage den derfra.” Foreløbig har Per to numre klar til et nyt solo-udspil. Hvorfor er der gået otte år siden forrige udgivelse? ”Det med at tage sig selv alvorligt som solist har jeg altid haft svært ved, måske fordi jeg ikke vil det nok. Nu er det 30 år siden jeg har haft mit eget band og turneret med egne numre, og det er vel i virkeligheden det, man skal gøre, hvis det skal være alvorligt. Men jeg kan ikke lade være med at lave numre, og når man har gjort det, vil man også gerne have dem indspillet og udgivet.”
Forrige CD var instrumental, men på den nye vil Per selv synge sine tekster. Der ligger mindst tyve sange i skuffen, som Per godt kunne tænke sig at komme igennem med. ”Det bliver meget mere samlet, det kan jeg mærke på mig selv; jeg har fået rystet min smag bedre på plads, og vel også mit udtryk, som ligger i den måde, jeg kan lide at spille guitar på. I løbet af de sidste ti år er det blevet mere defineret, fordi jeg har spillet så meget. De helt store forbilleder, jeg har haft gennem tiden som Santana og B.B. King vil jeg altid komme til at lave nogle fraser af, og det gør ikke noget, vi står alle sammen på skuldrene af hinanden, ikke?” Per tager en lille tænkepause, inden han konkluderer: ”Men det, der gør, at det stadig er sjovt at spille, er at man kan være en slags medie for musik, at det simpelthen er noget, der kommer indefra. Det er nok det, der holder i længden.”
Genforenes med Gnags
På festaftenen den 9. oktober i Amager Bio vil et husorkester backe en række solister op, og så har Per Chr. Frost selvfølgelig fået lov til at stille op med noget efter eget valg. Og det vil betyde en genforening med kollegerne gennem over tyve år, Gnags.
Om prisoverrækkelsen:
se www.gudman.dk
|
