Basunen

War of Destruction
Portræt af et kultband

Af Molo Poulsen

Bandet
Efter at have ventet foran porten bliver jeg lukket ind i et skummelt øvelokale, der lugter af sure tæer, skodder og gamle ølsjatter. Her møder jeg medlemmerne af War of Destruction, som er blevet noget ældre at se på end billederne på deres plader. War of Destruction er et århusiansk hardcore punkband, som startede i 1981 i Opgang2’s lokaler. Det startede som et sideprojekt for medlemmerne af andre af datidens punkbands. Donny og Key spillede i ”Crap” Hans sang i ”Normals”, Og Steen Thomsen spillede i ”Zero Point”. War of Destruction var Danmarks første HARDCORE punkband, og de fandt deres inspiration hos bands som Discharge. Steen blev i 1986 udskiftet med Dimse, som spillede trommer, indtil bandet stoppede i 1988. De gik dog aldrig officielt i opløsning.

Pladeudgivelsen der satte gang i det hele:
Mange år senere har bandet nu kultstatus på den danske punk scene, og pladerne fra dengang koster en formue, hvis man er så heldig at kunne få fingrene i en. Dette var en af årsagerne til, at medlemmerne fra et af nutidens hardcore punkbands ”Tæve” sammen med Donny tog initiativ til atter at sende en skive på gaden. Donny brugte slutningen af 90’erne på at lytte gamle bånd og live optagelser igennem for at finde noget, der kunne udgives. I 2001 udkom pladen ” A touch of Scandinavia” på Mastermind records, og den er allerede blevet genoptrykt. I forbindelse med genoptrykket besluttede Donny, at der skulle være tekster med, så han og Hans brugte flere aftener på at lytte teksterne af, men heldigvis kom mange af teksterne tilbage til hukommelsen ved nærmere gennemlytning. I forbindelse med at pladen skulle udgives, mødtes bandets medlemmer igen. Genforeningen fik dem alle til at føle, som var det i går, at de sidst sad og sludrede, selvom der var gået over 10 år uden nogen kontakt  bandet imellem. Efter at have mødtes flere gange kom det på tale at begynde at spille igen for sjov. Donny måtte bruge lang tid på at overtale Hans, som mente, at han var færdig med punk. Med tiden har det udviklet sig til lidt mere end blot sjov og ballade, og den 12 februar får man mulighed for atter at se bandet live på Musik-caféen i forbindelse med Mastermind Label Party.

Siden da:
Da War of Destruction stoppede, fortsatte medlemmerne med at spille musik i andre bands. Key spillede indtil 1992 med bandet ”Jutland”, Hans spillede med bandet ”Slasher” i ca. 1 år, Dimse spillede trommer i forskellige bands indtil slutningen af 90’erne, mens kun Donny har spillet musik hele tiden. Siden 1986 har Donny spillet med bandet Ginnungagab. Donny: ”Ginnungagab er verdensaltet, hvorfra alt er opstået. Det er et rent Studie projekt, vi tager ikke ud og spille live. Vi er Danmarks hemmeligste band. Der er ikke nogen, der ved, at vi findes. Vi har aldrig udgivet noget. Vi har kilometervis og timevis af bånd, men det har vi aldrig udsendt, fordi vi vil forblive en hemmelighed”.

Der er sket meget med medlemmerne siden 1988. De har alle fået fast arbejde og børn med undtagelse af Dimse. Han er dog i fuld gang med en uddannelse. Key synes, det er hårdt at spille igen og klager over gigt i fingrene og fremskreden panikalder. Donny gider ikke høre på det klynkeri. Et par bemærkninger falder om at sætte tempoet ned i nogle af sangene, alt fra reggae tempo til polka bliver foreslået. Key: ”Det havde været lidt nemmere, hvis vi bare havde været et almindeligt punk rock band. Det kræver lidt mere, fordi det er et hardcore band, vi spiller i, så vi skal spille lidt hurtigere”. Der er nu bred enighed om, at det går meget godt, og at de er ved at have styr på det. Da jeg spørger, om de stadig er lige så vrede som dengang, og om gamle mænd kan spille punkrock, svarer Hans: ”Det har noget med at gøre, at vi gerne vil det her sammen. Så må folk jo kunne lide det eller ej. De kan jo prøve at komme op og brokke sig”. Alt i alt handler øverne også meget om at hænge ud med vennerne og at have det fedt sammen. Det sociale er lige så vigtigt som musikken.

Ny sang:
Det har altid været Hans, der skrev teksterne, og Donny i fællesskab med Key som lavede musikken. Sådan er det også med det nye nummer, der er undervejs. Den  nye tekst handler ifølge Hans om hans største irritationsmoment, MOBILTELEFONER. Ud over det nye nummer og deres gamle numre øver bandet også på et par kopinumre, fra Opgang2 familien. Opgang2 familien er bands fra den tid, som også øvede i Opgang2’s lokaler, og som også spillede punkmusik i 80’erne. På trods af Hans’ modvilje mod at være i studiet, kan Donny godt forestille sig, at der vil komme en ny plade, men ikke endnu. Det SKAL være materiale, der ikke er udgivet før, så der skal skrives flere nye sange, før de når så langt.

CD i januar:
I januar udkommer en CD på Selskabet Grand Theft Audio, med titlen ”The Danish Collection”. Der bliver 78 minutters larm fordelt på 48 numre på CD’en. Brian, ejeren af GTA, har et princip om at fylde cd’erne HELT ud, før de udgives. CD’en indeholder liveoptagelser samt enkelte øvelokaleoptagelser.  CD’en er lidt imod Donny’s overbevisning: ”Fordi jeg er en vinylfreak.”.

Nutidens Punk:
Medlemmerne har ikke den store kontakt til nutidens punkscene, men var dog alle med til Pærepunk-festivalen i Vesterbro Beboerhus sidste år. Her var gensynet med mange gamle venner fra Opgang2 og andre gamle punkbands en succes. De er bevidste om, at punkbevægelsen ikke er død, men har svært ved at gennemskue, hvad den er i dag. Uden det store overblik over eksisterende punkbands er der 2 bands, der vækker henrykkelse hos War of Destructions medlemmer. ”Tæve” som har hjulpet med udgivelsen af ”A touch of Scandinavia” og Ålborg bandet ”Columbian Neckties” Key: ”Det er yngre mennesker, som virkelig styrer deres instrumenter. Det må jeg indrømme, at det kunne vi ikke, da vi startede. De kan fandeme deres pis”. War of Destruction vil ved samme lejlighed gerne takke ”Tæve” for deres hjælp med pladen ”A Touch of Scandinavia” og for lån af deres øvelokale.

Basunen 2004 nr. 4 - 17. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel