Basunen

Maritza - lastens hule

Af Poul Ramsing

Vi mødes i morgen igen

”Sig til afsked – på gensyn,
men ikke farvel
For vi mødes i morgen igen
Har du moret dig godt på Maritza, min ven
Så fortæl det i land og by
Vi skal skilles en stund – glem kun sorgen
Vi mødes på Maritza i morgen
Sig til afsked – på gensyn, men ikke farvel
For vi mødes i morgen igen”

Disse uforglemmelige ord nåede vi at fremføre ca. 800 gange, inden ”Maritza” i Frederiksgade lukkede i 1973. Fast godnatsang søndag og mandag kl. 22-02, tirsdag til torsdag 22-03 og fredag og lørdag 22-04. Igennem 33 år var ”Maritza” Århus’ førende danse- og ”parringstempel” tæt knyttet sammen med baren ”Den Blå Fugl”, hvor de livlige damer tilbød sig. Annoncerne om ”massage” i Ekstra Bladet var ikke opfundet på det tidspunkt. På ”Den Blå Fugl” huserede som ofte en udenlandsk trio (til duo pris). Selve ”Maritza” var indbegrebet af dansk hygge og letsind. Eksotisk ungarsk-østrigsk interiør, sanghæfter med fællessange, liv og glade nætter og fast 5-mands husorkester. Meget fast med ufatteligt lange forløb. Under et ophold i København oplevede jeg på Nørrebro et listigt sted med kulørte lamper kaldet ”Barcelona”. Orkesteret ”Boris-Band” havde på dette tidspunkt spillet der i 25 år, hvad man også kunne høre! Sussie og Leo-syndromet har altid været der. Publikum vænner sig til, at ”sådan skal det være”. Det giver tryghed og dermed hygge. Onde tunger påstod, at som stamgæst eller fastansat på ”Maritza” kunne man konstatere, hvad klokken var ved at lytte til husorkesteret. Ordene i godnatsangen ”Glem kun sorgen, vi mødes på Maritza i morgen” var ikke helt løgn. Der var stamgæster, der tilbragte op til flere nætter hver uge på ”Maritza”.

Hjem til Århus
Jeg husker den faste replik, når Århus borgerne havde været i byen: ”Så var vi på Maritza til sidst og få et par bajere”. Sidst på ugen var der lange køer ned ad Frederiksgade. Jo, det var en guldgrube. Kildeskatten var ikke indført. At få jobbet på ”Maritza” var selvsagt en tanke, der aldrig faldt mig ind – det var utænkeligt. Musikere i faste jobs passede godt på det, de havde. Sådan er det jo. Men populærmusik ændrer sig jo hele tiden. Umærkeligt, men sikkert. Passer man ikke på, er repertoiret pludselig forældet. Omkring 1970 begyndte nye tider at slå igennem. Dansestederne, som vi kendte dem, var ved at være i krise. ”Pigtråd” slog igennem. Alligevel blev jeg overrasket over vores utrættelige agent, da vi under et af vores talrige Esbjergjobs fik tilbud om 2 måneder på ”Maritza”. Hjem til Århus – det lød godt. Husorkesteret havde efter 12 års engagement fået dikteret 2 måneders ferie, hvilket de var ret fornærmede over. Vi skulle betræde tribunen på ”Maritza” - det var næsten helligbrøde! Vi var selv lidt rystede, men gennemførte de 2 måneder til alles tilfredshed – undtaget husorkesteret.

Den 5 mand
Når jeg erindrer disse 2 måneder, husker jeg altid på Birger og hvor synd det var for ham. Vores job vekslede ofte mellem 4 og 5 mand. Vi skulle være 5 mand på ”Maritza”, så min fremragende trommeslager, Freddy Caspersen, foreslog Birger som 5 mand. Det var en ung, glad mand fra Fyn, som gerne ville prøve restaurationsbranchen. Han spillede glimrende sax, acceptabel guitar og var også en god sanger. Det er altid god politik at tilføre et husorkester et ungt medlem, jo ældre man selv bliver. Så er der også noget for det uundværlige kvindelige publikum! Birger blev begejstret. Hele 2 måneder i storbyen Århus, midt i lastens hule ”Maritza” – det var lige sagen. Det gik godt. Vi lancerede 2 saxer og andre kombinationer. Birger sang og spillede guitar og var lykkelig.

Man kan med rette spekulere på hvad der foregår inde i hovedet på en musiker, der står på en tribune hver aften året rundt og spiller de samme numre. Nogle bliver mere eller mindre skøre. Du skal jo også være glad og udadvendt hele tiden. Gudskelov var der ikke hårde stoffer fremme dengang, men omvendt var der rigelig tilførsel af øl og spiritus. ”Vi låner lige en halv flaske snaps til kaffen i pausen!” kunne man somme tider høre. Nogle blev alkoholikere, andre blev skilt. Normalt familieliv var umuligt. Musik blev kedsommeligt ind imellem, såfremt  man ikke fandt på noget spændende. Ud af de ca. 60 musikere, jeg har arbejdet sammen med, er der såmænd stof til en hel bog om deres mærkværdigheder og talenter. Det lader vi ligge. Alt dette for at fortælle om hvorfor jeg aldrig glemmer tilfældet Birger.

Fælden klapper
I orkesteret befandt sig en af de mest sublime guitarister, jeg har kendt, Svend fra Kolding. Pokerface, piberyger, rutineret – meget rutineret! I den aktuelle situation spillede Svend udelukkende el-bas. Birger anede intet om Svends guitarspil. Kan I se situationen: nye ansigter på tribunen skal helst ”dykkes”. Hierarkiets lov eller tidsfordriv, jeg ved det ikke, men jeg nåede i hvert fald aldrig at opfatte planen, før det var for sent – desværre. Der foregår meget bag ryggen af en, når man står foran. Den uskyldigt udseende pokerface Svend konverserede med den glade, uskyldige Birger: ”Er det ikke svært at spille guitar med alle de strenge, hvad hedder strengene i øvrigt, er det ikke nogle svære greb o.s.v.?”. Birger forklarede glad og beredvilligt om guitarspillets opbygning. Denne leg foregik over flere aftener. Fælden var lagt – Svend ventede bare på hugget. Jeg anede uråd. Så skete det! Svend henvendte sig en aften til Birger: ”Må jeg prøve din guitar?”. Birger: ”Jae, jo…?”. Svend spændte Birgers guitar på og kørte en virituos udgave af ”Tico-Tico” og ”Amorada” i hurtigt tempo. Den glade Birger blev forvandlet den aften. Knust, bristede illusioner. Svend var trods alt en venlig mand og trøstede Birger bagefter: ”Det skal nok komme, bare øv dig…”.

Officielt husorkester!
Efter de 2 måneder på ”Maritza” rejste Birger hjem til Fyn og forsøgte sig ikke senere i restaurationsbranchen med ”de gamle rødder”. Vi andre flyttede til byens førende sted restaurant Århus Hallen - med samme direktion og ejer - med en ny 5 mand, men det er en helt anden historie. Efter 1 års forløb opgav ”Maritza”’s husorkester. De skulle reduceres til 4 mand, hvad de ikke ville. Vi rykkede derfor ind på ”Maritza” som kvartet og husorkester!

Senere vil jeg fra de glade ”Maritza” dage mindes: ”Direktørens aftenkaffe”, ”Trommeslageren der fyrede direktøren”, ”Faglig kaffepause med de moderne piger” og  ”Trommeslageren der faldt ned af tribunen”. Måske når jeg endda frem til perioden med ”Vin og Ølgod” i Kolding og ”Street Parade” i Herning.

Palmehaven 1970, fra venstre Knud Ravn, piano, Poul Ramsing, klarinet, Keld Ravn, trompet, Svend Lauman, elbas, Mooney, trommer.
 

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel