Basunen

Giv os en ny kulturpolitik

Af Lars Kiehn

I dette nummer af Basunen kan man læse et par udmærkede artikler af Thorkild Dalsgaard. En artikel hvor han interviewer Anders Larsen, den nyvalgte formand for foreningen Århus Symfoniorkesters medlemmer og en anden artikel om den nye fagfordeling på de danske konservatorier.

I 1994 enedes Aarhus byråd om en hensigtserklæring, hvori det hed, at Århus Symfoniorkester skulle udvides til fuld symfonisk størrelse. Men ser man bort fra de fire strygere, orkesteret ansatte i 96, så har tiden siden 94 og til i dag indeholdt flere forringelser af orkesterets arbejdsbetingelser. Den sidst besparelse lyder på en million, hvilket er en konsekvens af det seneste budgetforlig. Lyden i Musikhuset er heller ikke optimal for byens symfoniske orkester. Begge disse faktorer har indflydelse på kvaliteten af de musikere og dirigenter, som orkesteret kan tiltrække og arbejde med. Hvis byens politikere alvorligt mener, at dette orkester er et af byens kulturelle flagskibe, så virker denne udvikling helt forkert. Der er simpelthen ingen sammenhæng mellem visionerne for orkesteret og den strategi og de økonomiske betingelser, man lader orkesteret arbejde under.

Konservatorierne i Danmark skal gennemgå en ny fagfordeling, hvis det ender, som kulturministeren ønsker. Brian Mikkelsen mener, at hans forslag om fagfordeling vil kunne afhjælpe de eksisterende og velkendte problemer omkring den klassiske musiks fødekæde. Men hvis man skal tro på de mennesker, der har eller har haft deres daglige gang på konservatorierne, så er man ikke begejstret over forslaget. Tværtimod. 

Begge Thorkild Dalsgaards artikler indeholder udtalelser fra nogle meget kvalificerede mennesker, der klart udtrykker en manglende forståelse og stor frustration over de arbejdsbetingelser, de og deres kolleger må arbejde under. Stærkest udtrykker den forhenværende konservatorierektor Erik Bach sig: Med de fortiden velkendte problemer med svigtende tilgang til de klassiske studier på de danske musikkonservatorier og de måske endnu større problemer med store huller i fødekæden i den klassiske musik, må man sige, at tidspunktet for indførelse af kvoter er ualmindeligt dårligt valgt. Faktisk ligner det noget, der kunne ende som et kollektivt selvmord for den klassiske musik.

I det seneste november nummer af Musikeren er kritikken af den planlagte fagfordeling ikke mindre hård. Peter Wang, prorektor og docent på Nordjysk Musikkonservatorium siger det skarpest: I sin mangel på overblik over vigtige musikkulturelle problemstillinger virker ministeriets forslag både forfejlet, modsætningsfyldt og naivt. Forbundsformand Anders Laursen er bestemt heller ikke venligt stemt i sin leder.

Om lovforslaget ænder sig, er nok tvivlsomt, da forslaget har politisk opbakning. Men ovennævnte eksempler er meget tidstypiske. Det politiske og lovgivende niveau er helt ude af trit med det praktiske niveau. Ovennævnte eksempler er bare to af en uendelig lang række tvister, der igennem de sidste år har været en del af den kulturelle hverdag. Vi kunne have fyldt hele denne udgave af Basunen med eksempler af tilsvarende art. Hvad er det for strategier, det politiske niveau kører efter?

Skabes frustrationerne blandt de kulturarbejdere, der er udøvende og administrative, fordi kulturen i dag udelukkende styres efter økonomiske parametre og ikke efter kvalitet og indhold?

Skabes frustrationerne, fordi der i dag er mange flere former for støtteværdig kultur, og fordi budgetterne ikke følger denne udvikling? Forlanger politikkerne at få for meget for kulturkronerne?

Skabes frustrationerne, fordi det politiske niveau bruger kulturen som et sted, hvor man kan manifestere sig og skabe et fundament for et yderligere avancement i den politiske karriere frem for at virke for kulturen?

Eller er kulturarbejderne bare forkælede?

Er kulturarbejderne nogle ekstraordinære store brokhoveder, der blot prøver at fastholde bevillingsniveauet på status quo?

Regeringen har haft det erklærede mål at skære kulturens fedtlag væk, som man så populistisk har udtrykt det. Alle de institutioner, der bl.a. må betragtes som det, regeringen kalder kulturens fedtlag, undersøges og analyseres, hvilket koster en formue. Det er Levende Musik i Skolen, Folkemusikkens Fælles Sekretariat , Rosa, Jazzforbundet osv. osv.. Statens Musikråd er blevet til Kunstrådet. Alt skal analyseres og undersøges, og det skulle undre mig meget, om ikke flere af disse institutioner omstruktureres eller forsvinder.

Kulturministeren signalerer dynamik, virkelyst og overblik. Men er det hele ikke ved at udvikle sig til en fis i en hornlygte? Et stort blændværk. Det lovgivende og formidlende niveau fylder snart hele billedet. Men hvor er kunstneren og kunsten henne i alt dette? Det er kunstnerens arbejdspladser og liv, det handler om, men er der nogen der gider høre deres mening og tage dem med i deres betragtninger?

Kære julemand: Giv mig en ny regering og en ny kulturpolitik inden den nuværende regering får kvalt alt det positive, som har taget årtier at få bygget op! Og til alle jer medlemmer der dagligt må lægge ryg til forringelserne og frustrationerne:

GLÆDELIG JUL.

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel