Basunen

Århusianer hædret i Silkeborg

Af Jørgen Nielsen

I 2001 fejrede DMF, Silkeborg sit 100-års jubilæum. Ved den lejlighed indstiftede man en hæderspris, som skulle gives til en kollega. Lørdag d. 15. november blev prisen så overrakt for første gang, og modtageren blev en musiker, som mange århusianere kender ganske udmærket.

Kim Nedergaard flyttede til Silkeborg i 1978, men havde forinden nået at optræde med klaverspil og sang på stort set alle spillesteder i Århus, hvor han blev født i 1948.

Bestyrelsesmedlem i Silkeborgafdelingen Mikael Hasle, nævnte i sin tale ved overrækkelsen på Rampelys at Kim, lige siden han ”kom for sent til bandbussen tilbage til Århus” havde sat sit præg på Silkeborgs musikliv. Både som medlem af flere lokale orkestre, og som spontan underholder rundt omkring, hvor der nu stod et klaver. Han fremhævede Kim som en god og altid loyal kollega, som aldrig var holdt op med at lege med musikken.

En glas-statuette af kunstneren Anni Toubro symboliserede hæderen, og desuden var der blomster fra ”Frokostjazzen i Silkeborg” som stod for dagens arrangement med Randers Big Band med Bobo Moreno som sangsolist. Det fremragende ensemble ledes af Ole Koch Sørensen, formand for DMF Silkeborg afdeling.

Prismodtageren var for benovet til at holde en takketale, men lod i stedet fingrene gøre arbejdet på bedste vis bag flyglet i ”All of Me” sammen med big band´et. Det talstærke publikum kvitterede med et bragende bifald, og tilkendegav samtidig, at der var tale om et populært valg. Der skal også lyde et stort tillykke til Kim fra fødebyen Århus, hvor Kims orkester ”Kims Bacon” i løbet af foråret vil kunne høres i Århus Jazzklub.

Kim Nedergaard

Randers Big Band, leder: Ole Kock Sørensen

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel