Basunen

Fra Jazz´n poetry til ballondans

Af Jørgen Nielsen

I sidste nummer af Basunen fortalte vi om Jacob Venndt og hans musikalske virke. Én af projekterne fra hans kreative hoved er ”Udtrykstragt”, en performance-jam, som d. 12. november for fjerde og foreløbig sidste gang kørte på Musikcafeen i Mejlgade.

Digteren og tegneren
Basunen var til stede, og det blev en spektakulær aften! På forhånd var det annonceret, at den frie form, som ellers er ideen bag Udtrykstragt, var suspenderet til fordel for en række prominente gæster. Det kom ikke helt til at holde. Jacob Venndt indledte med trioen Sune Rahbek, trommer, Søren Bigum, guitar, og ham selv på 6-strenget bas, kontrabas og keyboard. De svævende lydlandskaber ledsagede digteren Peter Laugesen, som med sit sindige formningslærer-image fremsagde poesi på en måde, som lagde mere vægt på indholdet end på det specifikt musikalske. Men musikerne formåede at understrege teksternes pointer, og få oplæsningen til at swinge, uden at man af den grund kom til at tænke på rap. På et stort lærred kunne man samtidig følge tegneren Søren Behnckes arbejde, sendt via et videokamera fra hans bord nær scenen. Efter et par sjove, men ikke specielt relevante tegninger, begyndte han direkte, med sikker og lynhurtig streg, at kommentere begivenhederne på scenen.

Jøden og trompeten
Næste afdeling tog rapperen ”Jøden” sig af. Med frækhed, selvironi og drive free-stylede han med kontant, rytmisk underlægning, hvor nu også trompetisten Jacob Buchanan blandede sig gennem diverse effektprocessorer. Kommentaren fra tegneren kom prompte, idet en karikatur af Jacob Buchanan fik et plaster for munden. Jubel i salen! Midt i det hele blev bagtæppet trukket til side, og flere hundrede gule balloner væltede frem over scenen, og sporten blev nu for både musikere og publikum at knalde dem i takt til musikken. Det kunne have været kulminationen, men efter endnu en kort pause kom Poeten fra Brabrand, Peter Laugesen igen på scenen, efterfulgt af Jøden, som opfordrede alle til at bidrage. Tre publikummer tog imod udfordringen. Et par fyre forsøgte sig ud i rap, men måtte se sig slået af Jøden, hvorefter Jacob Buchanan og sangerinden Turid tog det hele ned med en smuk, søgende duet. En stærkt underholdende aften, som indeholdt ingredienser, man ville have forsvoret kunne fungere sammen, men ikke desto mindre.

Det var børnetime, det var syrejazz, det var moderne lyrik, det var tjallede rap-rim. Og det var sjovt. Prøv det igen, Jacob Venndt. Og  husk, kære kolleger: et åbent sind er vejen til mange uventede oplevelser.

Jøden

“Jøden”

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel