Basunen

Dinner musik på didgeridoo

Af Carsten Knudsen

For fem år siden lånte jeg en didgeridoo af en bekendt. Og senere købte jeg en i Slagtøj Centret i Århus. Gennem de sidste tre år har jeg haft et nummer på repertoiret, jeg kalder for Didgerifluen. Jeg havde fået en trang til at rejse ned og undersøge, om der var flere musikalske hemmeligheder i sådan en udhulet pind. Jeg ville se, om jeg kunne møde originale didgeridoo spillere downunder. Efter at have planlagt det i over et år kom jeg endelig af sted. Jeg ville først have været af sted i en 14 dages tid og kun for at spille didgeridoo. Så opdagede jeg under min research, at der var en stor international comedy festival i Melbourne. Det udviklede sig til, at jeg skulle optræde på denne festival. Så blev det til 3 ugers rejse. Min kone sagde, at når jeg nu skulle rejse så langt væk, så havde jeg bare at blive dernede en uge mere. Mage til ondskabsfulde kvindemenneske. Hun bad mig om at blive væk hjemmefra en hel måned.

Oplevelser i Alice Springs.
Allerede dagen efter at jeg var landet i Alice springs, havde jeg billet til to didgeridoo shows. Det ene var i Red Center Dreaming. Det var en indførelse i både dans, musik og mytologi. En fyr der hed Tommy Craw sad og spillede en lang didgeridoo solo, mens vi kiggede på barbequeen. Jeg fik gåsehud, men damen overfor mig, der talte som fru Hyacint fik kødet galt i halsen. Jeg tænkte også på, hvordan folk ville se ud i hovedet, hvis man stillede op og spillede dinnermusik på didgeridoo til et sølvbryllup i Vestjylland. Men for mig var det ligesom første gang, jeg hørte Jimi Hendrix.

En formiddag besøgte jeg Aboriginal Culture Center i Alice Springs. Eller Aboriginal University kalder de det også. Det er bare en lille matrikel med et hus på 60 kvadratmeter. Og der betalte jeg en beskeden sum af 10 dollars for en lektion på en didgeridoo. Ngala, hed fyren der skulle give mig en lektion. Jeg var den eneste elev den dag.

Først skal du lære hvordan man laver lyden, sagde han.
Jeg har lært at spille på didgeridoo bl.a. ved at læse på jeres egen hjemmeside, forklarede jeg ham.
Så skal dine læber vibrere sådan, forsatte Ngala. Og så lavede han en lyd der mindede om plæneklipper.
Jeg har en didgeridoo, og jeg bruger den når jeg optræder, forsøgte jeg at forklare ham.
Og så sætter du læberne imod åbningen, forsatte han uden at høre hvad jeg sagde.
Jeg har en didgeridoo derhjemme i Danmark, den har jeg spillet på i tre år.

Det tog lidt tid før han forstod, at jeg kunne spille på den. Jeg var også bare endnu en turist i rækken. Han synes dog, det var en lidt aparte måde, jeg lavede mine lyd kombinationer på. Hans lydarkiv, var bygget op efter alle de dyrelyde, de bruger i deres danse, kænguruer, dingoer, ugler og andre dyr, men det har aldrig været min indgangsvinkel. Bortset fluen, men ellers har jeg tænkt på chorus effekt og overtoner, og arbejdet med kombinationen af dronen og de tonespring, man kan nynne ind over, så man får en toklang. Hans spillestil var traditionel aboriginal, og min var mere musikmatematisk og inspireret af synthesizer og andre lydmoduler.
                                                                                                                                      
På Starlight Theatre en tirsdag aften var jeg til et lille multimedie show. Det der betog mig mest var lysbillederne fra bushen, og de historier der blev fortalt ind imellem numrene. Det var en trio der spillede, keyboard, trommer af mange slags og forskellige slags didgeridoos. Jeg synes at keyboardlydene kvalte den fascinerende lyd en didgeridoo kan lave. 

Onsdag formiddag købte jeg en slide digde. Dvs. det er en didgeridoo af plastik, og så kan man lave den længere og derved ændre grundtonen. Den kostede 29 aus. $, den var sat ned til en tredjedel af den oprindelige pris, fordi ingen andre gad købe sådan noget skrammel. Men Carsten Knudsen var sikker på, at han kunne bruge det skrammel til noget. Og hvor skal den så stå henne, kunne jeg allerede høre min kone spørge. Inde i stuen selvfølgelig. Jeg flytter gerne ned i garagen for at få plads til alle mine instrumenter i stuen. 
Jeg havde stor trang til at lege lidt med mit nye instrument. Jeg fandt et sted lidt uden for byen. Jeg slog mig ned under en bro, der fører over den udtørrede flod Todd River. Der stod jeg og prøvede min nye slidedigde af.

Efter at jeg havde spillet lidt på den, dukkede en sort fyr op. Han kiggede mistroisk på min slidedigde.
Skulle det være det en didgeridoo, spurgte han. Ja, sagde jeg, den er bare lavet af pvc.
Kan du godt lide lyden af didgeridoo?
Ja, jeg synes det er spændende , og jeg har været hen hos Ngala og få et par tips, sagde jeg.
Arh! Thats my cousin.
Og så har jeg hørt en fyr der hedder Tommy Craw spille i mandags.
Arh! Thats my cousin.
Og jeg har lært at lave circulate breathing af Holger Laumann.
Arh! Thats my cousin.

Okay, det sagde han ikke, men jeg fik en fornemmelse af, at de er vist alle sammen var fætre hernede. Og i øvrigt er det Holger Laumann, som for mange år siden introducerede mig for circulate breathing. Der gik bare mange år, før jeg skulle bruge det til noget.
Nå, men  ham den sorte fætter spurgte så, om han måtte prøve mit instrument.  Og det måtte han da gerne. Og så satte han det op til læberne, og det skulle i simpelthen have hørt. Det lød af helvede til. Han kunne ikke spille på det. Han var egentlig også ligeglad, og ville egentlig også hellere have en femmer, for han var sulten, sagde han. Så jeg gav ham en tier. Jeg kunne alligevel ikke bruge danske mønter i Australien.

Jeg har en vision om at lave et didgeridoo orkester.
Jeg har flere skitser til numre liggende i kisten.
Hvis nogen har lyst til at deltage i et didgeridootræf engang i det kommende år så skriv til
ck@carstenknudsen.dk

Deltagerbetingelser er, at man har en didgeridoo og kan få den til at sige noget.

Carsten Knudsen
Carsten Knudsen

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel