Basunen

Portræt af en Kontrabassist

Af Thorkild Dalsgaard

I mere end en menneskealder har kontrabassisten Bent Grosen været medlem af Dansk Musiker Forbunds Århus afdeling, alias Århus Orkesterforening. Den 1. december er det 50 år siden, han blev optaget i afdelingen. Han er stadig aktiv som musiker på højt niveau, og passer sin plads i Aarhus Symfoniorkester med omhu og stor øveflid. Egentlig var det slet ikke meningen, at Bent skulle have været musiker. Forældrenes ønske var, at han skulle være landmand.

”Min mor havde en violin til at hænge på væggen. Da jeg var en 12-13 år gammel  fik jeg fingre i den, og kom ret hurtigt til at spille melodier, bl.a. fra højskolesangbogen. Så begyndte jeg at få undervisning hos min mors fætter, Peter Bomholt, som var tilknyttet Århus By-Orkester. Senere  blev jeg  ansat som læredreng hos en mekaniker, og lærlingene ville have mig til at spille for dem“.

En dag sad jeg og spillede nede i smøregraven, og pludselig kom chefen forbi: ”Unge mand”, sagde han syrligt, ”har De  tid til at hjælpe lidt til et øjeblik?”.

Lidt efter lidt voksede ønsket om at blive musiker. Min lærer anbefalede mig at spille kontrabas, formentlig fordi der på det tidspunkt var stor mangel på bassister. Det råd fulgte jeg og startede med at spille hos  Aksel Møller fra By-Orkestret. Om formiddagen hjalp jeg min far i marken, og om eftermiddagen øvede jeg til optagelsesprøven på Det jyske  Musikkonservatorium, hvor jeg blev optaget i 1953. Emil Telmanyi var censor ved prøven, og spurgte mig: ”Har De  klaver?” ”Nej, svarede jeg, det har min moster”. ”Hvor bor hun?” ”Tre kilometer væk.” ”Så må De have nogle lange arme!”

Da jeg havde gået på konservatoriet et halvt års tid blev jeg kontaktet af Gunnar Lund (violinist, kapelmester og fremtrædende fagforeningsmand i Århus, æresmedlem af Århus afd. red.), som stod og manglede en bassist til et engagement med sit danseorkester. For Gunnar var det utænkeligt at spille sammen med nogen, der ikke var medlem af fagforeningen. En lørdag formiddag stillede jeg derfor til optagelsesprøve, som man jo skulle dengang. Hele bestyrelsen med formand Carl Thorntoft i spidsen var mødt frem. Helmuth Lohse skulle akkompagnere. Han bladede noden igennem, gav mig den tilbage og spillede akkompagnementet udenad. Det var imponerende! Nå, jeg blev optaget i orkesterforeningen og kunne samme aften spille med i Gunnar Lunds 10-mands orkester på Hotel Østergade. Et af numrene var en engelsk vals, og på den anden side stod en foxtrot. Jeg kom til at vende bladet forkert …”spillede du foxtrot?” spurgte Gunnar, ”vi andre spillede engelsk vals!”

I nogle år spillede jeg med i Gunnar Lunds skoleorkester, som vi kaldte det. Kørte rundt og spillede for skolebørn ude på alle skolerne. Desuden spillede jeg på Maritza, i Jens Arnsbos 7-mands orkester og mange andre steder, for eksempel i en periode på et badehotel i Tønsberg.  Klassisk musik spillede jeg i Silkeborg byorkester, som blev dirigeret af Johs. Jensen,  og i Horsens med musikdirektør Constantin Hansen..

I 1959 begyndte jeg som assistent i Århus By-Orkester. Imidlertid søgte jeg, og fik, en stilling i Oslooperaens orkester. Men Per Dreier (den daværende chefdirigent, red.) ville ikke af med mig, så han fik oprettet en kontrabasstilling i Århus til mig. Siden 1960 fungerede jeg som solobassist i orkestret, en stilling som jeg havde indtil 1986, hvor jeg trak mig tilbage. Jeg syntes simpelthen, at de unge bassister i gruppen, var så dygtige, at de skulle have chancen for at komme frem i forreste række. Og det har jeg ikke fortrudt. Vi har haft et fantastisk godt og utrolig morsomt samarbejde i gruppen. Og practical jokes! På et tidspunkt spillede vi moderne musik til en Numus-koncert. Jeg skulle spille en længere bassolo… men da jeg kom til den pågældende side i noderne  var den overklistret med et billede af en nøgen dame! Ingen bassolo! Og en meget truende gestus fra dirigenten, (som ved den lejlighed var Tamas Vetö)! Senere ”hævnede jeg mig” ved i smug at indføje noder med spilleanvisningen fff i generalpauserne i den pågældende kollegas stemme…surprise, surprise! for de omkringsiddende, og ikke mindst for kollegaen!

Spøg til side! Jeg tænker tilbage på kammeratskabet og sammenspillet i basgruppen med stor glæde! Dirigenterne og mange andre ”kendere”  har gennem årene da også  udtalt sig meget anerkendende om kvaliteten af kontrabas spillet i Århus Symfoniorkester!

Det er klart, at symfoniorkestret har været midtpunktet i min musiker-karriére, som ansat her har jeg  fejret både 25-års og 40-års jubilæum. Men ind imellem har der været andre opgaver. For eksempel var jeg lærer ved Det jyske Musikkonservatorium i en 10-årig periode. Sammen med fagottisten Aksel Momme var jeg desuden  med til at danne ”Det danske Wienerensemble”, som i en årrække havde stor succes på turnéer i ind- og udland, med optræden i Radio og TV, grammofonindspilning og så videre.  Århus Koncertorkester, Harald ”Fatter” Rasmussens orkester, har jeg spillet med i, og i de senere år har jeg nydt at spille i Aarhus Bach-Orkester ved kirkekoncerterne i Vor Frue Kirke.

Jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg skiftede fra violin til kontrabas! For resten er titlen på den CD, jeg udgav sidste år ”Portræt af kontrabassen”. Den blev til i et samarbejde med min kone Kitha, som akkompagnerer, og med mine baskolleger fra symfoniorkestret, Jens Holm og Poul Erik Jørgensen. CD’en blev i  øvrigt bl.a. omtalt i ”Basunen”.

Ja, jeg står også for tegningerne i CD’ens teksthefte. Jeg har altid været interesseret i at tegne, mest humoristiske portrætter af kolleger og dirigenter! Vor tidligere finske chefdirigent Jorma Panula kvitterede for et portræt med at komponere et stykke for kontrabas, ”Barocki-Polska”, som jeg siden  arrangerede for kontrabas trio. Dette værk er naturligvis med på CD’en.
 
Men det kan også gå galt! Den svenske dirigent Sixten Ehrling blev så fortørnet over et af mine portrætter af ham, at han for det første i vrede truede med at aflyse hele  koncerten, og for det andet gav mig en kæmpe skideballe foran hele orkestret… og  foran 300 mennesker, som overværede generalprøven!

Fremtiden? Ja, orkesterlivet får jo en ende på et tidspunkt. For mit vedkommende sker det efter sommerferien 2004. Så vil jeg bruge tiden til at tegne og male… til at spille lidt.. og i det hele taget nyde livet sammen med Kitha. Pensionsordningen kommer langt fra til at nå op på fuld styrke inden min afsked. Den blev først fuldt udbygget i 1997 for musikere i landsdels-orkestrene, så der går nok en del år, før udbetalingen kommer på niveau med det, der gælder for musikerne i kapellet og radioen.

Men jeg er optimist, det skal nok gå endda……

BASUNENS redaktion og afdelingsbestyrelsen sender et stort tillykke med 50-års jubilæet til Bent Grosen!

Bent Grosen

Bent Grosen

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel