Basunen

Århusiansk band aflyses
tilbydes i stedet andel i Galophest !

Af Kjartan Møller

Et århusiansk band Dark Horse Country Band tilbydes et arrangement d. 9. august 2003 på Klampenborg Galopbane for et Nordsjællands reklamebureau, Bendt Wikke Marketing v. Direktør Hanne Wikke Wahlstrøm. Af forskellige årsager, bl. a. ændringer i planlægningen bliver kontrakten aldrig underskrevet af begge parter, men bekræftes flere gange mundtligt og telefonisk. Alt virker dog som i den skønneste orden i dagene op til d. 9. august. Musikforbruger er meget tillidsvækkende og bandet fornemmer ingen signaler på alarm.

På vej til Klampenborg Galopbane d. 9. august ringer orkestret for en sikkerheds skyld til Galopbanen. På Galopbanens kontor mener man at arrangementet er aflyst men henviser til reklamefirmaet. Ved opkald til Bendt Wikke bekræftes det at arrangementet ikke er blevet til noget, og i øvrigt mener firmaet der aldrig er aftalt noget endeligt. Musikerne kører således godt trætte af situationen hjem. Reklamefirmaet kontaktes skriftligt med krav om betaling på trods af aflysningen.

Musikerne fik i denne situation ingen penge. Wikke Marketing henholder sig til et tidligere fremsendt tilbud om andel i en Galophest, som kan navngives umiddelbart før hvert nyt løb. Hvis hesten vinder deler andelshaverne en evt. præmie og retten til på skift at have en pokal stående. Frækt ikke?

Og hvad kan man så lære af det?

Husk lige kontrakten ! Specielt hvis du ikke har haft aftaler med musikforbrugeren før og ikke kender denne godt. Har du en skriftlig kontrakt kan DMF oftest inddrive dit honorar ved aflysninger. Ellers kan det ende med en andel i en Galophest.

Kjartan Møller
Faglig sekretær, Cand. Jur.

Galophest

Basunen 2003 nr. 4 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel