Ramsing - Da rocken kom til Aarhus

Du skulle skrive dine erindringer

Af Poul Ramsing

Mange gode kollegaer har opfordret mig til dette, men jeg har udskudt det, føler mig stadigvæk på farten. I denne herlige musikbranche – og takket være Basunens tålmodige redaktør – er det jo nok det, jeg alligevel er begyndt på: mine erindringer.

Vi mennesker har jo den evne, at vi helst erindrer de sjove og gode ting og glemmer det sure og triste. Skal man fortælle om musikbranchen og tiden på restaurationerne hver aften, er det vel rimeligt at fortælle om kvinderne? Nej, det går nok ikke – dette blad læses jo af andre end mine kollegaer! Derfor er det svært at erindre ”det smukke køn”, der igennem alle tider har sværmet om alle disse herlige og skønne musikere på tribunen.

Den ukuelige agent
Nej, i dette afsnit vil jeg mindes et par agenter og nogle musikere fra den tid. En af de mest utroligt vedholdende agenter jeg har kendt, og som vitterligt bookede til 50 restaurationer i ind- og udland, havde sit kontor i Århus. Han var den type, som du kan sparke ud af fordøren og som derefter 5 minutter senere ville banke på bagdøren med et smil.

Ukuelig og tykhovedet.
I disse år skulle der være udveksling, således at agenten kunne dokumenterer, at for hvert udenlandsk orkester der blev importeret til Danmark, var der et dansk orkester i udlandet. Agenterne gjorde alt, hvad de kunne for at svindle med denne ordning. Så mange danske orkestre kom der heller ikke til udlandet – så hvordan bar de sig ad?

Tag til Afrika!
Vor superagent ankommer med et smil på læben på en stille aften, hvor der er tid til snak. ”Jeg har alle tiders tilbud til jer” begyndte han. ”I skal til Afrika, Dollar Hotel i Liberia – I får sorte tjenere, nogle smukke piger, gage i amerikanske dollars. I skal blot huske et par pistoler – de indfødte kan være farlige…”.

Det sagde han virkelig i fuld alvor, denne superagent der faktisk også lignede en slavehandler! Men han var magisk. Det var ikke tilfældigt, at han bookede over hele Europa – han var fristeren!

Forestil dig at sidde en trist tirsdag aften i februar på Borggården i Esbjerg. Pludselig banker eventyret på. Du ser dig selv i et godt betalt job på et drømmehotel i Afrika. Agenten havde kontrakten i lommen. Tja, hvorfor ikke – vi skrev faktisk under! Kontrakten så vi aldrig siden. Et år senere ringede en af mine gode venner, en fynsk agent, og spurgte forbavset: ”Paul, er du ikke i Afrika?”. Jeg kunne kun fortælle ham, at vi var i Viborg. Han havde læst en kontrakt for et italiensk orkester, der spillede i Odense, og som var blevet udvekslet med Ramsings Kvartet – i Afrika! Agenten havde selvsagt underskrevet med hotellets signatur. Det var en brugt taktik. Vi var noget naive – indrømmet. Men vi venter nok alle på eventyret.

Rytmesabotage
At spille 360 dage om året krævede jo nogle faste spillesteder, hvor man kunne komme tilbage til. Typisk var vi 2 til 3 måneder hvert sted. Et af de steder, som jeg ikke var vild med, var ”Hos Behrens” i Haderslev – på Jomfrustien! Der kom nu ikke mange jomfruer i den gade – undskyld, de damer! ”Hos Behrens” var byens førende sted, og førnævnte agent og tilfældighedernes spil bevirkede, at jeg virkede der i 7 perioder med 3 forskellige værter. Haderslevs næstpæneste dansested var ”Borgerforeningen” – i folkemunde kaldet ”Dachau”, hvor de så fik dét fra! Værten her var en speciel type. Andre kollegaer havde dog fortalt ,at kunne man bare spille ”Skamlingsbanken”, så var alt godt. Det viste sig at slå til.

På den tid skulle man være velklædt i ens uniformer. Laméjakke, hvide bukser og hvide sko. Flot skulle det være. De hvide bukser var ofte afvigende. De hvide sko derimod var ret kostbare. Jeg havde et par, hvor sålen var løsnet fra overlæderet. Hver nat når jeg kom hjem på værelset, fik skoen noget kontaktlim og et par tøjklemmer i næsen – så var de klar til næste aften! På et tidspunkt må jeg dog have sjusket med proceduren. En aften hvor jeg elegant slog takten for til en foxtrot, åbnede skoen sig og satte hele orkesteret i dobbelttakt. Nummeret blev aldrig spillet, idet hele orkesteret brød sammen i latter. Jeg måtte tælle for resten af aftenen og ud at købe nye sko næste dag.

Kun ædruelige musikere, tak
Haderslev gav mange specielle oplevelser. En, jeg aldrig kan glemme, udspandt sig ”Hos Behrens”. Jeg gik uden job i Århus i januar og skulle have tjent nogle penge i en fart – også dengang! Fat i Politiken, der som tidligere fortalt var musikkernes jobbørs. Under tilbud fandt jeg en annonce: ”Sax med bi søges omgående til international kvartet i Haderslev”. Jeg ringede kapelmesteren op og fik jobbet. Når et orkester søger en mand straks, er der jo en grund til det. ”Den musiker der er rejst – hvad var grunden til det?” spurgte jeg. ”Druk – simpelthen!” svarede Bobby-Dane, som egentlig hed Alf Nielsen, og som var en talentfuld basunist og trommeslager. Bobby-Dane havde tabt sit hjerte til sin bedste ven, en bugtalerdukke ved navn Charlie. Bobby-Dane var også en fremragende bugtaler foruden en god musiker, men musikken var sekundær for ham. Bobby og Charlie lavede hver aften et glimrende show. De 25 minutter strålede Bobby som en sol. Han elskede den dukke – ja, han rådførte sig endda med den!

Alt dette vidste jeg intet om, da jeg mandag den 15. januar tog toget til Haderslev for at indgå i Bobby-Danes kvartet. Hvorfra jeg kan huske, det var en mandag? Simpelthen fordi dengang foregik al lønudbetaling en mandag, og dette var dagen, man gik på posthuset med girokortene, samt købte lidt godt ind – deriblandt lidt øl til rejsen.

Jeg funderede i toget, om man kunne tillade sig at medbringe et par øl. Vi skulle mødes ”Hos Behrens” ved 19 tiden og først starte ved 21 tiden. Jeg fandt ud af, at jeg nok kunne have et par diskrete portere med – tænkte en del på den svenske musiker der var blevet fyret på grund af druk. Den første, der ankom til musikerrummet var Bobby himself medbringende Charlie – og en stor indkøbstaske fyldt op med øl. ”Du må have et par øl til velkomst – skål!”. 10 minutter senere ankom bassisten Pelle medbringende en stor indkøbstaske - fyldt op med guldøl. ”Velkommen og skål!”. Sidst ankom den svenske pianist medbringende en kolossal indkøbstaske – selvfølgelig fyldt op med elefantøl og en halv flaske snaps! ”Velkommen – får jeg bute på en litte øl och en snaps?”

Joe, tak – jeg var lidt forvirret. Aften gik dog fint, men bare tanken om ham, der var blevet fyret på grund af druk…jeg traf ham dog heldigvis aldrig! Til gengæld blev mødet med Alvar Ohlson til et inspirerende samarbejde over flere år i mit orkester. Han var en fantastisk pianist, den bedste jeg har mødt blandt de rejsende musikere.

Joe, det er erindringer jeg er i gang med – tør jeg mon fortsætte?