ALL THAT JAZZAMATAZZ!!!

Af Søren "DJ" Thygesen Kristensen.
 
FORBEREDELSE.
Det er midt på sommeren og varmt som ind i h... Det er næsten ikke til at tro, at det er fredag d. 12 i juli måned i Århus, Danmark. Det plejer ellers at regne, regne og atter regne i denne måned; men altså ikke i år. Bagende sol fra en skyfri himmel kan ikke tages som andet end et godt varsel. Et varsel for den årligt tilbagevendende "Århus International Jazzfesttival", som Single Rock Café for tredie år i træk er en del af.
Som sædvanligt skal foreningen holde nattesæde for de musikere som, på trods af de har givet koncerter andre steder i byen, ikke har fået nok. De skal lige rundt om Vestergade for både at se og høre om ikke, der er dukket nogle andre og måske spændene musikere op, som de kan jamme med. For det er altså i Single Rock Café, at festivalens jamsessions finder sted - og det på trods af navnet. Men hvad, de andre spillesteder i byen, som til dagligt heller ikke gør meget i jazz, river ligesom os en uge ud af kalenderen, så de også kan være med - fedt.
Jeg sidder altså der om fredagen, og tingene er faktisk ved at tage form og falde på plads. Jeg har stort set fundet alle de frivillige, som skal passe bar hele festivalen igennem - og Kirsten, min medsammensvorne, har garderobe- og dørpersonalet på plads. Stig, Kurt og Kim, ja de er selvfølgelig også med. Al min nervøsitet om at det ville blive svært at finde tilstrækkeligt med frivillige er blevet gjort grundigt til skamme. Interesserede har faktisk stået i kø for at få en tjans enten det ene eller det andet sted i huset.
Men på trods af at alt det praktiske stort set er i orden, så forsvinder den der lille sommerfugl i maven ikke. For første gang har vi hyret bands til at komme og spille alle de tre weekendaftener festivalen dækker. De skal "på" inden jamses-sionen starter, og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, om der kommer publikum til dem. Økonomien skal jo gerne løbe rundt. Men der er altså ikke andet at gøre end at vente og se.
 
READY, STEADY, GO.
Det er hen på lørdag eftermiddag og Anders "The Soundcheck" og undertegnede tager imod "The Boogaloo Bros." - aftenens band. Jeg tror ikke, der er andre i foreningen end mig selv, ja måske i hele byen, der aner, hvem de er. Derfor er de også den største satsning blandt de hyrede bands; men jeg ved, at de fem amatørkøbenhavnerdrenge spiller noget rigtig fed souljazz, der både kan danses og lyttes til. Så helt galt kan det vel ikke gå.
Det gør det heller ikke. Et meget opmærksomt publikum dukker op, og de bliver flere og flere. Stemningen er bare helt cool, som man ville have sagt dengang i tresserne - dengang Cannonball Adderley, Les McCann, Eddie Harris og Lou Donaldson var blandt de toneangivende indenfor souljazzen. De musikere, som har inspireret Boogaloo Brødrene.
Og lige pludselig er det slut. Der er spillet ekstranummer og applauderet entusiastisk. Det er tid til årets første jamsession.
Vi omrokerer scenen og jammaster og guitarist Jens Christian Kwella, bassist Peter Vuust og trommeslager Kristian Leth lægger ud. I løbet af natten kommer adskillige andre musikere til fadet, blandt andre bassisten Jesper Bodilsen og sangerinden Malene Mortensen, efter deres koncert med Niels Lan Doky på Train. Ja, der er hende I ved nok, fra grand prixet. Hun kan synge jazz. Efter min bedste overbevisning er det musikalske niveau gennem hele jamsessionen, med en jysk underdrivelse, absolut acceptabelt.
Klokken bliver alt for hurtigt 03.00 og dermed lukketid. Det har været en perfekt start på festivalen, og 350 mennesker er gået igennem døren til både jazz og almindeligt diskotek i Topcaféen. Kan man så tillade sig at klage? Nej!
 
ACTION.
Jamen, det kører jo bare. De resterende aftener skiftes bassisten Morten Ramsbøl og trommeslageren Kristian Leth til at være jammasters, og i forhold til de to foregående år vælges musikerne, der skal på scenen og jamme, med større omhu. Kvaliteten fejler på intet tidspunkt noget. Ifølge Kristian, som jo også var med i både 2001 og 2002, har den aldrig været bedre. Tirsdag dukker JP Århus op og laver en artikel om arrangementet. Kan det blive bedre? Ja, det bliver bedre og bedre.
Medlemmer af Klüvers Big Band dukker konstant op for at være med - de spiller både seriøst men tager også gas på den blandt nogle jazzpuritanere overdrevent seriøse holdning til musikken. De giver som sædvanligt "Y Viva Espana" for fuld udblæsning, så ikke et øje er tørt.
Finn Ziegler og hans gruppe Swing Street dukker op onsdag og spiller numre, så der lige pludselig bliver koncertstemning i lokalet.
Og så sker det. Dét man ikke kan forklare; men bare skal være til stede for at forstå. Men jeg prøver alligevel.
Torsdag dukker Randy Breckers keyboardspiller Dave Kikoski og trommeslager Jonathan Blake op. De spiller så de små nakkehår rejser sig. Havde vi haft lysekroner i loftet, ville publikum have hængt i dem. Det her, det er hele ugen værd. Jeg føler lige i det tidsrum, hvor de er på, at nu er Single Rock Café kommet på landkortet. Kristian Leth fortæller mig, at det er sjældent en jamsession når et niveau som det i nat, og det tror jeg gerne. Det er verdensklassejazz.
Da klokken bliver 03.00 og vi skal lukke, pifter og buuuhhh'er publikum. De vil have mere. Men hellere slutte på toppen end at fade ud. Jeg snakker med Dave Kikoski, og han lover at gøre alt for komme igen fredag efter Randy Brecker koncerten i Musikhuset.
Fredag synger og spiller "Birgitte Laugesen Jazz Group" her fra Århus inden, der er jamsession. Koncerten bliver optaget af Østjyllands Radio og sendt den efterfølgende uge. Birgitte er i topform, synger jazzstandards med så stor indlevelse og følelse, at enhver ikke inkarneret jazzfan også kan være med. Og hendes saxofonist Niels Mathiasen får sin anden ungdom - han spiller så englene synger. Den første ungdom havde han for øvrigt også her i huset, dengang det hed Trinbrædtet og senere Vestergade 58. Ja, han har et helt specielt forhold til stedet, for han mødte sin kone her.
Og så er der jamsession igen, og hvem dukker op? Dave Kikoski. Denne gang har han taget Randy Breckers saxofonist Bill Evans med. De bytter instrumenter undervejs, og det er bare så fedt. De har overhovedet ikke lyst til at gå hjem; men de skal af sted med resten af Breckers gruppe klokken halv seks om morgenen. Evans har det så godt, at da de skal gå, glemmer han sin sax, og jeg må efter ham med den. Kikoski udtrykker vild begejstring for vores lille forening og alle de musikere, han har spillet sammen med i løbet af de to aftener. Hvis det nogensinde kan lade sig gøre, vil han gerne vende tilbage.
 
THE LAST WALTZ.
Det er blevet lørdag igen. Festivalens sidste aften og københavnske "sp-just-frost" skal give koncert inden, der blæses op til den sidste jam.
Jeg har været lidt nervøs for hvor mange publikummer, der vil komme, fordi de har spillet på Pustervig den foregående weekend. Det har jeg overhovedet ingen grund til at være. Mere end 1 time inden vi åbner dørene, står folk i kø udenfor. Der kommer så mange, at Stig må holde døren lukket i perioder. De sidder og står på bænke, borde, stole og bardisken. Ja selv barpersonalet lader sig rive med og danser rundt på disken. For musikken er bare så fed.
Jeg har inden koncerten kunnet mærke det der udefinerlige på de tre gutter. Esben Just (keyboard), Søren "Blackfoot" Frost (trommer) og Henrik "SP" Schou Poulsen (bas) - de to sidste er for øvrigt begge fra Århus. De er bare så tændte, det lyser ud af dem, og deres roadie bekræfter det overfor mig. De har for øvrigt to unge skønmøer med, som "videoer" dem, de skal nemlig promoveres i det store udland - og det med kærlig hilsen fra Single Rock Café.
Sjældent har jeg set et publikum modtage musikerne med en sådan begejstring, da de baner sig vej gennem salen for at gå op på scenen. Luften er simpelthen elektrisk og bandet krænger sjælen ud og spiller så selv erfarne "sp-just-frost" tilhørere siger, at de aldrig har hørt dem bedre. Der er fede soli fra dem alle tre og Esben "rapper" et nummer, som man ikke har hørt ham gøre før. Jeg tror simpelthen ikke på, at der på det europæiske kontinent findes et orkester, der spiller bedre og mere engagerede funky New Orleans rytmer med rødder i jazzen.
Så hvad kan man gøre andet end at sige som Esben: "Hva' si'r man så? TAK TAK TAK!!!".

Og så er der jam. Den bliver ikke det antiklimaks, som jeg havde frygtet. I stedet udvikler der sig en rigtig hyggelig stemning, hvor der både spilles avanceret jazz og standards. Den svensk/danske topsaxofonist Thomas Franck spiller duetter med andre saxofonister, og en ung New Yorker, hvis navn jeg skamfuldt må meddelse at have glemt, synger "Take The A Train", så alle nynner med. Hun er for øvrigt bare på besøg i Århus i denne uge og har nu været her to aftener for at opløfte sin røst for os.
Er I for øvrigt klar over, at der gik mere end 560 mennesker igennem døren både fredag og lørdag? Det har der aldrig nogensinde gjort før.
 
EPILOG.
Og så er der alle de navne, jeg ikke kan nå at omtale dybere i sådan en artikel; men en stor del af cremen af den danske jazzungdom var til stede én eller flere gange. Jeg nævner bare de fremragende pianister Kasper Villaume og Søren Møller og de yderst dynamiske trommeslagere Kresten Osgood og Karsten Bagge. De var bare gode.
Og så er der alle de fremragende og dynamiske frivillige, som sørgede for alt det praktiske - TUSINDE TAK - uden jer var det her aldrig gået. Jeg håber I vil være med til næste år.
Jamen, det har været en fantastisk uge. Fra alle sider er der blevet udtrykt begejstring over vores forening her i midten af den jyske
hovedstad. Som Birgitte Laugesen sagde det: "I har de perfekte lokaler til en jazzklub", uden at vi dog skal til at være det. Og jazzfestivalarrangørerne er bare så begejstrede over det engagement alle frivillige lagde om ikke for dagen, så for natten.
Til alle jer, der desværre gik glip af det hele, vil jeg bare sige: I bør opleve det næste år, både koncerter og jamsessions, for hele den stemning, der er omkring sådant et arrangement er bare så fed, at man bliver helt afhængig af den.
 
THE LATEST AND THE GREATEST.
Jamen, tænker den opmærksomme læser nu. Hvordan kan ham der den ellers så "stilfærdige" DJ udtale sig med så stor sikkerhed om, at Single Rock Café også deltager i jazzfestivalen næste år?
Jo, det kan han fordi, det i mellemtiden er blevet onsdag d. 10 september. Inger Makwardt har netop ringet med den glædelige nyhed, at bestyrelsen lige her og nu har sagt OK til at vores lokaler i sommeren 2004, uge 29, igen skal være rammer om fede jazz- og beslægtede rytmer. Både koncerter og jamsessions.
Jeg synes det er en meget fin beslutning at træffe. Den viser, at vi er medlemmer af en forening, hvor mangfoldigheden kan trives, og at bestyrelsen giver den lov til det. Især på det musikalske område. Vi har i forvejen country, salsa og swing ud over den almindelige pop, rock, blues o.s.v., så hvorfor ikke også jazz.
Jazzmusikken er jo lige så mangesidet som popmusikken. Hvor jazzen kan strække sig fra det traditionelle repræsenteret ved for eksempel det lokale Arosia til det mere avancerede som brødrene Lan Doky til tider står for, ja så kan poppen gøre akkurat det samme. Tænk bare på The Beatles. Der er sandelig lang vej fra "Love Me Do" til "I Am The Walrus". Eller hvad med "Helter Skelter" fra "Det hvide album"? Det er jo heavy rock. Alt sammen spillet af ét og samme orkester.
Så jeg siger bare: Glæd dig kun til næste sommer, for der bliver både noget for den ene og den anden smag.
 

Basunen 2003 nr. 3 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk