Jacob Venndt
livsfilosofi, cirkus og basspil

af Jørgen Nielsen

>>Vi laver et cirkus, hvor man har lov til at forny sig, afprøve ting i manegen, man ikke selv har prøvet før – bare finde på på stedet, sagde klovnen. Jeg tror at folk kan få en oplevelse, uanset hvad de ser eller hører på – hvis de ellers vil ha´den.<<

Ordene er lagt i munden på skuespilleren Anne Marie Helger, men de er skrevet af Jacob Venndt, 25-årig musiker, studerende, underviser og performance-artist. Prologen til forestillingen ”Cirkus Sommerhat” indeholder flere af den slags programerklæringer vedrørende forholdet mellem publikum og de udøvende kunstnere. Om det er musik, cirkus eller begge dele, publikum er en medspiller. Ved at turde gå linen ud og udfordre medspillere og tilskuere ser man sin egen angst i øjnene, angst for at fejle, for at blive misforstået. Men når eksperimenterne lykkes er gevinsten desto større. Man skal turde investere sig selv, og man skal arbejde hårdt for at opnå resultater.

Nysgerrighed
Med et krævende studium på Rytmekons´ musikerlinie på 5. år, undervisningsjob og en lovende karriere som jazzbassist, skulle man tro at Jacob Venndt havde hænderne fulde. Men udsigten til blot at rykke ind i hierarkiet af fremragende danske bassister er ikke nok til at tilfredsstille Jacobs nysgerrighed.  Med sit band ”Jacobs Scrapbog ” med Søren Bebe, keyboards og Sune Rahbek, trommer, vakte han under Copenhagen Jazzfestival 2003 stor opmærksomhed med forestillingen ”Cirkus Sommerhat” som blev opført i Zirkus Nemo´s telt på Holmen. Også økonomien holdt vand: ”Bagefter kunne jeg faktisk betale mine musikere!” konstaterer Jacob tilfreds.

Historien kort fortalt:
En gruppe af medarbejdere i Cirkus ”Einfach So” bryder ud for at lave deres eget cirkus. Vi følger deres kamp for at bevare gejsten og integriteten. Det lykkes ikke for alle, og det problem genkender mange musikere med garanti! Historien har også inspireret en børnebogsforfatter til at komme med et oplæg til en fælles udgivelse. Forestillingen ligger også som grundlag for gruppens første CD, som er undervejs. En CD, som blander genrer i næsten hidtil uhørt grad, og som giver plads til gæstesolister fra både musikkens og poesiens verden. Digteren Peter Laugesen spiller en central rolle, men skal man efter en hurtig gennemlytning fremhæve en  gennemgående kvalitet, er det kapelmesterens egne indsatser på 6-strenget bas og kontrabas, ofte spillet gennem effektprocessorer som t-wah, distortion og envelope. Og så er det tydeligt, at ”Jacobs Scrapbog” er et sammenspillet ensemble, der har selvtillid nok til at kaste sig ud i udfordrende improvisationer. Der er tydelige mindelser om 70-er fusion i det skurrende Fender Rhodes og den monofoniske moog. Men derudover mødes lytteren med sufi-sang, strygekvartet, spaghettiwestern-musik og legesyge mixninger. Der en stof til en moppedreng af en dobbelt-CD, men Jacob er bange for at, der må skæres i materialet. Der venter nogle svære prioriteringer!. Et andet hjertebarn lige for tiden er ”Udtrykstragt”. Den vender vi tilbage til.

Kasseret som guitarist
Som mange andre bassister, begyndte han som en ”kasseret guitarist”, han spillede i et band, hvor der var en anden, der spillede bedre guitar. Det blev basguitaren i stedet, og på MGK i Randers introducerede Ole Ulvedal kontrabassen for ham. Det var også her i Randers, han mødte Marie Frank og blev medlem af hendes band. ”Men da jeg skulle ind på konservatoriet, følte jeg ikke jeg havde tid og ville hellere noget andet.” Passionen var fusionsmusik, f.eks. Mahavishnu Orkestra med John McLaughlin. Da han begyndte på Rytmisk Konservatorium i Århus, lå det dog ligesom i luften, af man skulle spille jazz i mere traditionel forstand. Og det skulle være kontrabas, mere fordi det krævedes, end af egentlig lyst. Han begyndte at komme på Bent J, og havde jobbet som leder af fredags-jam´en. En tid, Jacob tænker tilbage på med blandede følelser. Miljøet domineres af traditionalister, og dommen over dem, der træder ved siden af er hård, når ”stambordet” udtaler sig. En situation, som mange unge musikere kan nikke genkendende til. Jacob synes alligevel, at ”Bent J” er et fedt sted, og det var heller ikke for at ødelægge noget, at han tog initiativ til jam´en ”Den Fede” på Musikcaféen i Mejlgade. Det var for at udvide mulighederne for at spille en anden slags jazz end mainstream.
 
Forventningspres
Med sit band ”Jacobs Scrapbog” vandt Jacob Venndt Dansk Jazzforbunds konkurrence Ung Jazz, og blev nummer tre i den nordiske konkurrence i 2001. Samme år fortalte han i et interview til Politiken ”Jeg var smigret, men fik meganedtur efter konkurrencen. Jeg gik fra at være én, ingen kendte, til at blive placeret i en bestemt bås; hver gang jeg satte fingrene på bassen, følte jeg, at jeg skulle leve op til anmeldelserne.” Forventningspresset fik i en periode Jacob til at opgive kontrabassen. Et kærkomment pusterum kom, da han blev udvekslingsstudent på Tronheim Jazzkonservatorium i Norge. En skole, som paradoksalt nok led af konstant pengemangel midt i olieeventyret. Det betød masser af aflyste timer, men det gav tid til at tænke over livet, og holde musikalsk legestue med de andre studerende.

Performance og provokation
Hjemme igen på Rytmekons deltager Jacob som en af få studerende i tilvalgsfaget Performance, hvor lærerne er Victor Marcussen og Finn Hesselager. Et af deres instrumenter i undervisningen er provokation, at stikke kniven ind dér hvor det gør ondt i elevens selvfølelse, for derefter at at bygge den op igen med en ny erkendelse. Man skal have noget at putte i sin kunst, få lukket op til skjulte steder i sig selv, og komme ud over selvforelskelsen og holde op med at gemme sig bag sit instrument/sin stemme. Iført en stor rød maske skulle Jacob en dag spille Chaplins smukke melodi ”Smile”, medens læreren stadig provokerede ham og pirkede til hans iboende angst og usikkerhed. Resultatet blev en frådende, rocket udgave af melodien, og samtidig følte Jacob, at der var skabt en forbindelse mellem hans indre følelser og hans musik. Denne arbejdsform passer ham, medens han har haft det sværere med Marie Bergmans undervisning i samme fag, det blev ukonkret for ham, men ikke mindre udviklende, medens det tydeligvis passede godt til pigerne på holdet, som ikke skammede sig over at blive skubbet ud over grådens rand.

”Udtrykstragt”
Som nævnt er Jacob Venndt initiativtager bag fænomenet ”Udtrykstragt” , som udspringer af erfaringerne fra performance-faget. Det, der skal afsøges er den afsmitning, som udøvere af forskellige kunstarter har på hinanden, når de tør smide hæmningerne. Man kan komme forberedt, men skal også være klar til at satse. ”Jacobs Scrapbog” stiller op med deres instrumenter og deres stemmer. 6. maj 2003 før den første performance-jam på Musikcafeén udtalte han til Jyllandsposten: ”Vi tror, vi er det vi kan. Det kan selvfølgelig være angstprovokerende at gøre noget, man ikke har prøvet før. Men netop det kan være en vejviser for, hvor der kan vindes terræn. Det er selvfølgelig fint at være god til noget, men man stagnerer, hvis man ikke tager nye chancer. Og det holder os tilbage fra at opdage, at vi er meget mere end vi tror – i alle sammenhænge”

Netop nu er Jacob Venndt midt i et vadested med én fod i Århus og én i København. Han er tiltrukket af hovedstadens muligheder, som så mange andre unge musikere. Hans femte og sidste studieår foregår i solistklassen og her er lærerne københavnske Thomas Ovesen (bl.a. Radioens Big Band) og  århusianske Jens Holm fra Århus Symfoniorkester. Sidstnævnte skal lære ham bue-spillets hemmeligheder. Jacob Venndt har stadig sit undervisningsjob i Randers, og man kan håbe, at der fortsat vil være mulighed for at han kan virkeliggøre sine inspirerende ideer, også her i Østjylland.

”Udtrykstragt ” kører igen her i efteråret på Musikcafeén d. 24/9 og d. 12/11 kl 21.00

Basunen 2003 nr. 3 - 16. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk