Vallmusik
The Sound Of Sweden

Af Jens Falck

Den lille flamme spejler sig som en slange i vandet. Et pileskud derfra stråler endnu en, og så fremdeles glimter det stemningsfuldt hele søen rundt. Små 500 sjæle har slået sig ned langs den nordlige bred med picnic kurve, termokaffe og andre fornødenheder. En andagtsfuld lavmælt stemning fornemmes i den stille aftenbrise under den skyfri himmel, langt ude i skoven. Vi befinder os i Dalarne, kun ca. en trediedel oppe i Sverige, skønt dette i sig selv kan føles langt nok væk.

På en gang forstummer al tale og stilheden brydes af en urgammel sang, som hyrdepigerne brugte til at kalde dyrene hjem til malkning eller efter græsning. Det er nordiske toner. En improvisation over den selvsamme skala som de utallige utroligt smukke svenske folkemelodier er bygget op over. Efter en pause der føles som minutter, bliver der svaret fra et andet hjørne af søen og den sidste tone ringer ud i en bevægende lydoplevelse. I en times tid gjalder pigernes råb fra fire hjørner af søen, ind imellem afløst af tonerne fra et lur lignende horn mens ekkoet fra en halv million træer fuldender lydbilledet.

Dette er indledningen til Falun Folk Festival. Fænomenet hedder Vallmusik. Formedlest en ”hund” i svenske kroner er vi blevet fragtet herud til denne Tjärn (lille sø) af samtlige busser i byen. Svenskerne forstår at holde deres flotte traditioner i hævd og kombineret med deres noget større hang til friluftsliv og respekt for den natur de har så meget af, er sådan noget muligt her. Her bliver virkelig lyttet til stilheden, selv brisen har lagt sig.

Jeg har altid haft et godt øre til den svenske folkemusik hvis tradition har været på finansloven her i over 100 år. Jeg har svært ved at fortrænge min misundelse på det punkt. Harmonierne, strøget og melodiernes dybde giver mig en blues som vore danske ikke kan hamle op med med nok så meget hopsa, fynbo og rheinländerpolka. Vist har vore melodier energi og godt humør men det er en anden historie.

Hvis man tror at Falu Folk Festval udelukkende byder på 101 Dalavioliner, dragspel og nyckelharper er man ikke updated’. TiL Pia Kjærsgaard vil jeg sige: ”Bliv hjemme!” ( Dig måtte jeg i øvrigt høre en del for i den uge jeg opholdt mig her). Programmet på den store scene stod den første dag i Kap Verde’s navn med aftenens absolutte højdepunkt leveret af Cesario Evora. I ”Dansehallen” var en omkring 100 musikskole elever fra et stort udsnit af verden sat i stævne i en organiseret fusionsjam (ETNO) der kulminerede da en lille afrikansk pige akkompagnerede sin sang på en smukt klingende Jimbe ledsaget klokkerent af det største antal strygere jeg nogensinde har hørt. Det gav blanke øjne.

Fredag d. 12.7. fik jeg et uforglemmeligt genhør med det legendariske folk rock band ”Kebnekejse”. Sidst jeg havde den betagende mulighed var i 76 på Roskildefestivalen. Denne gang var fjerde optræden siden de toppede et sted tilbage i 80’erne, og skønt de ikke virkede sønderligt scenevant eller trænede nåede deres fortolkninger af de bedste og flotteste polska’er og brudemarsher langt ud over kanten. Konceptet er uhyre simpelt men ikke mindre virkningsfuldt. Tag en polska, læg storetromme 3 og 1, lilletromme på 3, tilsæt en saftig åben hi hat og tam fills så splinterne flyver, el. violin og spader på fuld skue med godt med smagfuld skov delay til at tage sig af stemmerne. Læg en groovy fyldig rockbas på som bund og harmonier(dem er der rigeligt at tage af). Krydder det hele med en gang afrikansk percussion på timpales og congas m.m. Her er ikke brug for rytmeguitar, det hele gir’ sig selv. Melodierne er så stærke at hårene rejser sig, det er bare smukt. Deres plader kan nu fås på CD og remasteringen er forbløffende frisk i lyden alderen taget i betragtning. Deres hjemmekomponerede kompositioner fra syrerockens storhedstid havde dog set bedre dage og da de endelig nåede dertil var jeg fyldt op.

Lørdagens højdepunkt blev for mit vedkommende den irske sangerinde Sara Dellon, der med sin utroligt rene og kontrollerede stemme, piano, guitar/violin og kontrabas fyldte lydbilledet helt ud på den store scene. Her er i øvrigt noget vi kan lære af svenskerne. De kan lytte. Vist kan man købe øl her. Men man slipper for den sædvanlige fadbamseflod af råbende klaphatte. Jeg mindes en koncert jeg måtte udvandre fra i Tønder. Kom for at høre Dave Swabrick men kom i tvivl om hvem der var attraktionen.

De danske farver blev i al beskedenhed repræsenteret af undertegnede selv, min søn Julian til en uformel jam på terassen på byens museumscafé Kopparhatten. Jeg var af de to svenske kolleger Olle Nyberg( pia) og Anders Matson (bas) blevet pålagt ikke at spille svenske folkemelodier. Dem havde de nok af. Selvfølgelig kunne Syvspring og Tællings hopsa stå distancen og vække stor lykke i skøn forening med en flok velvalgte blues og soul numre, godt hjulpet af vore kanondygtige svenske venner. Længe leve det danske humør.

Festivalen bød i øvrigt på en uannonceret overraskelse i form af et bluegrass gadeband bestående af en flok tæskedygtige piger og drenge mellem 12 og 14 år. Fenomenalt simpelthen, på instrumenterne vokal, guitar, bas, 5 string banjo, mandolin, lill.tr/ hi hat, og en sikker stilren dobro. En accent der ledte tankerne hen på agentpigen med Nikita affødte den mistanke at de kunne være Russiske, hvilket viste sig at blive bekræftet. Selvfølgelig var de alle klassiske eliteviolinister på hobbysjov. Russisk bluegrass på irriterende højt niveau og tilmed udført af børn. Nu har vi set det med. De skal nok komme til DK. Tippet er givet videre til rette vedkommende.

Falun Folk Festival er et besøg værd, hvadenten man er til Dalavioliner i stort tal eller bare åben for et kulturudbud af stor bredde. Et kultur arrangement er der i al fald tale om i et af Sveriges absolut smukkeste egne. En af Sveriges ældste byer p.g. af kobberminen der også har leveret råvarerne til den karakteristiske Falu Rød som pryder de fleste huse her i Sverige. Man praler deroppe med at vejret altid er godt i den weekend festivalen finder sted( uge 28).

27 grader var der hele ugen op til dagene og pålidelige kilder melder at solen skinner der endnu.
 

Basunen 2002 nr. 3 - 15. årgang
Fagtidsskrift for professionelle musikere i Midtjylland

Skriv til Basunen - e-mail: aarhus@dmf.dk

 

dkhotel